Der er tid til at fødes og tid til at dø

Der er tid til at fødes og tid til at dø der er lys i de levendes sfære og vi modtager barnet og lægger det til der er tid til at give og nære
Der er tid til at bygge og tid til at bo til at grundlægge viljer og veje der går barndom i solen imens den står op og vi former en klode af lege
Der er tid til at høste og tid til at så der er planer der stiger i storme der er regntid og solblid og vil det nu gå? Der er somre, der føles enorme
Der er tid til at lege og tid til at le til at løbe som småbørn ved havet til at tro på at der hvor et sandslot gik ned blev det solfyldt og undskyldt begravet
Der er tid til at høste og nyde og få der er tid til at modtage gaver til at øse fra solen og vandre som to i de daglige, hellige haver
Der er tid til at falde og tid til at gå der er broer man aldrig når over og man bærer dem med sig og lader dem stå over barnet man er mens man sover
Der er tid til at tvivle og tid til at tro der er lysår på lysår til stjernen vi skal ses gennem lyset der fandtes før os og går sankta lucia i hjernen
Der er tid til at granske og tid til at gro der gror håb af den spørgende tanke og det hæver sig op over verden og ser at endnu er det muligt at anke
Der er tid til at takke og tid til at le til at danse på lettelsens fødder over det man er rig af men ikke kan se der har svævende, krævende rødder
Der er tid til at miste og lægge sig ned der er tid til at ofre en vilje til at siddet i mørket og kigge på ham der får dagslys i hele sin lilje
Der er tid til at søge og tid til at se til at møde og hade og krone til at gense en næste der står ved sin mur og forstå: vi har afgrund at sone
Der er tid til at samle og tid til at flå der er indtægt og udsigt der blegner der er summer der hober og hober sig op i den sidste forsikring man tegner
Der er tid til at tvivle og afgive magt; bag de sorte bebyggelsers skjolde vandrer dagstravle mennesker rundt i sig selv med de løfter de ikke kan holde
Der tid til at standse og stivne og stå og man hører det: livet blev stille på de øde terrasser går duerne ned kun fra himlen er tomheden lille
Der er tid til at hendø og opgøre bo der er kældre til alle etager bag de tomme hoteller står midnatten op det skal flyde med glemte bagager
og når klokken er slået og boet gjort op og man opgiver alt det man vidste kommer tid til at tvivle og tid til at tro at de første skal blive de sidste
Kommer tid til at kæmpe og tid til at nå til den yderst umulige grænse hvor man aflyser himlen og falder – og så er der pludselig håb man kan ænse
Kommer tid til at ligge og kigge os om der var intet vi ikke lod bygge men engang skal vi mødes i videre rum katedraler af endeløs lykke
Der er tid til at fødes og tid til at dø når det sidste mirakel er slået skal et lyshav af stilhed forkynde: I dag har jeg åbnet den vej han har gået
Og jeg spørger: Hvem er han? Din lysende vej? Og jeg gribes af gådefuld glæde der er tid til at fødes og tid til at dø men for himlen er alle ting spæde

Iben Krogsdal, 2013

Melodi: John Frandsen