ForsideSalme søgningSalme: Der gror en rose

Der gror en rose

  1. Der gror en rose i vor muld med duft af sol og sommer, den vokser fin og yndefuld i tro på, hvad der kommer. Den folder ud sin pragt fra Gud, og blomster må den bære, kan ikke lade være.
  2. Der går en længsel i vor krop, en strøm af stærke kræfter, vi drives, når den vågner op, mod den, vi længes efter. Den fører ud mod Livets Gud, derud, hvor bølgen brydes og begge hjerter frydes.
  3. Der er en glæde i vort sind, som gør, vi næsten svæver, den fylder os og fanger ind den styrke, livet kræver. Den synger ud en tak til Gud, at vi er her, i live, kan elske, få og give.
  4. Der bor en smerte i vort bryst, en dag vil strengen briste, for vi, der finder livets lyst, ved også, vi skal miste. Vi rækker ud i bøn mod Gud: Lad sent de dage komme, hvor glædens tid er omme.
  5. Der gror en kærlighed på jord, en rose uden lige, og hvor den vokser rig og stor, der aner vi Guds rige. Den springer ud, er os, er Gud, da ved vi, vi er fundet og både fri og bundet.
Holger Lissner, 1996 2020
Melodi: Waldemar Åhlén