Det glitrer i disen
- Det glitrer i disen, den himmelske jord er dækket af søer og marker det duver i kornet, det skåler i sol det suser i vindmølleparker og vejene ligger forsølvede hen du hellige Ånd! Det er sommer igen!
- Et sted er der bryllup og løfter af ild et sted er der afsked i luften og asken blir spredt i et solglitret hav mens engle går gennem fornuften det summer af bier, det syder af suk Gud fader i himlen! Hvor dagen er smuk!
- Nu mærker vi somren hvis skabende kraft går ud over vores forstande og vokser herinde og bare vil ud og gå på de funklende strande og råbe trods mismod og stemmer af ak trods alt det der tynger: Ufatteligt tak!
- for somren der lyser, for dagen vi får for liv der er skabt til at dele hvert kærtegn fra oven, hvert eneste pust at Ånden er med i det hele at mennesker mødes og generne går i dybe opstandelser år efter år
Iben Krogsdal, 2015/2025
Melodi: Jesper Gottlieb, John Frandsen, Søren Birch