ForsideSalme søgningSalme: Du hjertemilde Helligånd

Du hjertemilde Helligånd

  1. Du hjertemilde Helligånd fra himlens lyse haver vi ber dig: kom og giv os del i dine nådegaver og lys din glød og klarsyn ind i vores håbefulde sind
  2. kom som en ven og slå dig ned hos os som du var hjemme og tal i al stilfærdighed med Jesu egen stemme læg bøn i puls og åndedrag så vi kan lyse indefra
  3. og send os så med stærke ord og trøst til dem der græder så vi kan være livets salt og lys på mørke steder og læg din hånd om vores når vi sammen beder fadervor.
  4. Du kom som ild – giv ordet kraft og alvor så det rammer den sløve ligegyldighed lad hjertet stå i flammer giv lidenskab og lad os se at undere endnu kan ske
  5. og trættes vi så mind os om det dybt forunderlige at i det magtesløse vil Gud bygge nådens rige med evighedens horisont bag alterbord og døbefont.
  6. Så går vi da i tillid til vi ikke er alene at Kristus selv vil bære os som træet sine grene han er den fred vi bringer med i tro og håb og kærlighed.
Lisbeth Smedegaard Andersen, 2023
Melodi: Erling Lindgren, Torsten Borbye Nielsen