Hil dig, Frelser og Forsoner!
- Hil dig, Frelser og Forsoner! Verden dig med torne kroner, du det ser, jeg har i sinde rosenkrans om kors at vinde, giv dertil mig mod og held!
- Hvad har dig hos Gud bedrøvet, og hvad elsked du hos støvet, at du ville alt opgive for at holde os i live, os dig at meddele hel?
- Kærligheden, hjertegløden stærkere var her end døden; heller giver du end tager, ene derfor dig behager korsets død i vores sted.
- Ak! nu føler jeg til fulde hjertets hårdhed, hjertets kulde. Hvad udsprang af disse fjelde, navnet værd, til at gengælde, Frelsermand, din kærlighed?
- Dog jeg tror, af dine vunder væld udsprang til stort vidunder, mægtigt til hver sten at vælte, til isbjerge selv at smelte, til at tvætte hjertet rent.
- Derfor beder jeg med tårer: Led den ind i mine årer, floden, som kan klipper vælte, floden, som kan isbjerg smelte, som kan blodskyld tvætte af!
- Du, som har dig selv mig givet, lad i dig mig elske livet, så for dig kun hjertet banker, så kun du i mine tanker er den dybe sammenhæng!
- Skønt jeg må som blomsten visne, skønt min hånd og barm må isne, du, jeg tror, kan det så mage, at jeg døden ej skal smage, du betalte syndens sold.
- Ja, jeg tror på korsets gåde, gør det, Frelser, af din nåde. Stå mig bi, når fjenden frister! Ræk mig hånd, når øjet brister! Sig: vi går til Paradis!
N.F.S. Grundtvig, Arnulf af Louvain, 1837
Melodi: Casper Christian Hoffman, Thomas Laub