I nat blev der banket på helvedes port
- I nat blev der banket på helvedes port med sårede blødende knoer, og engle gik gennem de dødsdømtes syn af brændende styrtende broer
- Det kom som et jordskælv fra kosmiske år: Nu udånder han som skal komme. Hans gisp gik fra sjæl og til sjæl uden stop og ud gennem afsagte domme
- Han vaklede frem i et stjerneløst rum hans fødder var tynde af smerte, han gik mod den sorte forstummede hær som aldrig kan bære et hjerte
- Han gennembrød mørket med blødende sår han gik gennem jordens kapeller, han gik gennem kister og kirkegårdsjord hvert eneste menneskes celler
- Og der hvor en længsel var frygtelig stor og sorgen umulig at bære, og der hvor et menneske langsomt gav op og sagde: Jeg vil ikke være
- der kom han og hviskede sagte en bøn der lød som en himmel i verden, en morgenstunds stilhed, en aftenstunds fred et løfte om ende på smerten
- Så voksede lyset i rasende fart og steg som en sol over tiden, og ingen ku tro det og ingen forstod den blændende nyfødte viden
- at natten forsvandt i en lyseksplosion, der åbnede velkomstens døre for dem der var gået uendeligt bort for dem ingen sjæl kunne høre
- Så gik de med ham som var død på et kors så gik de med ham ind i skæret, der opslugte mørket og blev til en krans om alt der har åndet og været
- og tårerne flød gennem undrende smil og alt, der var taget, blev givet og aldrig var himlen så rødmende stor som her hvor han genfødte livet
Iben Krogsdal, 2019
Melodi: Thomas Laub, Hans Esbjerg