I østen stiger solen op
- I østen stiger solen op: Den spreder guld på sky, går over hav og bjergetop, går over land og by.
- Den kommer fra den favre kyst, hvor Paradiset lå; den bringer lys og liv og lyst til store og til små.
- Den hilser os endnu så smukt fra Edens morgenrød, hvor træet stod med evig frugt, hvor livets væld udflød.
- Den hilser os fra lysets hjem, hvor størst Guds lys oprandt med stjernen over Betlehem, som østens vise fandt.
- Og med Guds sol udgår fra øst en himmelsk glans på jord, et glimt fra Paradisets kyst, hvor livets abild gror.
- Og alle stjerner neje sig, hvor østens sol går frem: den synes dem hin stjerne lig, der stod ved Betlehem.
- Du soles sol fra Betlehem! Hav tak og lov og pris for hvert et glimt fra lysets hjem og fra dit Paradis!
B.S. Ingemann, 1837
Melodi: C.E.F. Weyse