Som hjorten der tørster
- Som hjorten der tørster ved søen og skriger af ubevidst savn som løfter de tunge gevirer mod mørkets forstørrede favn sådan har jeg skreget min længsel igennem den daglige trængsel og ud af mit blodrøde savn
- Jeg så den i barndommens skove jeg så den i stuernes grå det guldaldermalede ansigt den måde den stirrede på i vandspejlet dådyrets øjne de voksnes forklarede løgne jeg så og jeg så og jeg så
- Min hjort er herinde, den tørster ved kranieskovsøens bred et byrum har tårnhøje skygger af indsunken virkelighed er dette det hele – det hele? Er verden kun enkelte dele? Er dette det eneste sted?
- Jeg sitrer med blodtrykket dæmpet og mødes til brunch med en ven vi fanger mirakler i solen men så er jeg ensom igen for snart skal jeg falde alene fra aldrens projektløse scene og klamre mig panisk til den
- Jeg vågner med angstsved om natten jeg gisper og sætter mig op hvad er det jeg ikke kan miste? Hvad er det der ryster min krop? Er rummet befolket af tomhed? Er verden forladt bag sin fromhed? Er mørket det yderste stop?
- Så kører jeg angstfyldt på vejen trafikken formørker min sjæl jeg vandrer på motorvejsbroen: her kunne man slå sig ihjel jeg svimler for asfalten kalder mit fokus forsvinder, jeg falder; men falder jeg? Falder jeg selv?
- Hvorfor er der ingen der hører de bønner der ætser min mund? Skal mørket kun snurre og dreje om sjælen sekund for sekund? Og er du der, Gud, hvor du råder på næsten ubærlige måder og uden en ordentlig grund?
- Jeg håber du kaster dit øje på dagens atomiske brud at dybt i min afmagts tunneller skal vejen igen føre ud en dag skal jeg stige tilbage igennem den yderste klage og gispe: Så var du der, Gud!
Iben Krogsdal, 2013
Melodi: Oluf Ring, John Frandsen, Hans Esbjerg