B.S. Ingemann

Bernhard Severin Ingemann. Dansk salmedigter. Født 28. maj 1789 i Torkilstrup på Falster, død 24. februar 1862 i Sorø. Han blev student 1806 og deltog som studenterskytte i kampene mod Wellingtons tropper 1807, kun for bagefter at finde sin bolig og alle sine ejendele tilintetgjort af et raketnedslag. Det tvang ham til at starte forfra med sit liv. 1811-16 havde han friplads på Valkendorfs Kollegium, en tid, han brugte til at forme sig selv som digter, påvirket af tysk romantik i retning af rædselsromantik og mysterier, endog kriminallitteratur. 1818-19 var han på dannelsesrejse til Paris, Rom, Napoli, Wien og Dresden. 1822 blev han lektor i dansk ved Sorø Akademi.
Inspireret af Walter Scott skrev han i sine første år i Sorø en række historiske romaner om kæmpeskikkelser i Danmarks middelalder, nemlig Valdemar Seier (1826), Erik Menveds Barndom (1828), Kong Erik og de Fredløse (1833) og Prinds Otto af Danmark (1834). Hele denne suite blev indledt og afsluttet af romandigtene Waldemar den Store (1824) og Dronning Margrete (1836). Romanerne blev læst af mange og fik stor betydning for den nationale selvforståelse, der voksede frem fra 1840’erne.
Hans salmedigtning tog samtidig sin begyndelse med bestillingsarbejdet Morgenpsalmer til Brug for Eleverne i Sorøe Academies Skole, i 1825 fulgt op af Høimesse-Psalmer til Kirkeaarets Helligdage. Efter at Evangelisk-kristelig Psalmebog 1798 havde åbnet for præsternes frie salmevalg, var bestemmelsen i Danmarks Og Norgis Kirke-Ritual 1685 om et eller to vers medens præsten går på prædikestolen, der skal ”komme overens med” dagens evangelium, blevet udvidet til en hel salme, Højmessesalmen. Ingemanns udgivelse var på 73 numre. Hans vigtigste udgivelser derefter var Morgensange for Børn (1837) og Syv Aftensange (1838), hvor kombinationen af Frue Kirkes holstenske organist Christoph Ernst Friedrich Weyses enkle brug af dansk folketone og Ingemanns altid jævne, klare og smukke udtryk blev til en række meget elskede salmer, kendt af de fleste helt op til vore dage. Ingemann fortsatte sin salmedigtning resten af livet. Han blev i 1851 udvalgt til at revidere stoffet til "Roskilde konvents salmebog" (Psalmebog til Kirke- og Huus-Andagt 1855). Hans perfekte arbejde blev udgivet på tryk før salmebogen udkom.
Ingemann var et fordrageligt menneske og var ungdomsven med Steen Steensen Blicher, der havde fejret hans rejse i Italien med et Goethe-inspireret digt. Hans venskab med N.F.S. Grundtvig var til tider nært, men altid problematisk, idet Grundtvig ikke lagde fingrene imellem, hvis et af Ingemanns produkter mishagede ham. Ud fra Ingemanns teologiske syn var det nærmest et mirakel, at de to kunne være venner. Ingemann troede hverken på kødets opstandelse eller dåbens nødvendighed.