Redaktionsgrupperne

Redaktionsgrupperne

To redaktionsgrupper bedømmer tekster og melodier i salmer.dk’s salmedatabase.
Begge grupper bliver bedt om også at forholde sig til samspillet mellem tekst og melodi, og et antal personer sidder i begge grupper med denne opgave særligt for øje.

Grupperne blev etableret sidst på året 2015, og listen herunder afspejler gruppens sammensætning pr. januar 2024, hvor gruppen blev suppleret med Hans Nørkjær Franch (tekst) og Birthe Skou (musik).

Nederst på listen kan man se de medlemmer, der efter en aktiv periode er udtrådt af redaktionsgruppen.

Initialerne i skarp parantes anvendes ved redaktørens kommentarer i salmernes kommentarfelt.


Redaktionsgruppen – TEKST


andersk

Anders Kobbersmed [AK]
(f. 1982), cand. teol., sognepræst i Christianskirken i Aarhus.
“For mig at se balancerer enhver salme i krydsfeltet mellem tolkning og videregivelse af evangeliet på den ene side, og formidling og tilegnelse på den anden side. En god salme skal altså både have et godt og evangelisk forankret budskab og være poetisk velformuleret og tilgængelig. Vi har i Danmark en rig salmetradition, hvor vi synger salmer fra stort set alle tider i kirkens historie, og den tradition vil jeg meget gerne bygge videre på”.


Risskov Kirke, Anna B. Møller

Anna Bojsen-Møller [ABM]
(f. 1950), cand.teol., cand.mag. i historie, sognepræst em.
“Jeg har altid sunget salmer og har altid valgt et bredt udsnit af salmer i salmebogen og både brugt tillæg og fotokopier af nye salmer. Det, at menigheden får ordene i deres egen mund, får salmernes forkyndelse til at stå stærkere for den enkelte. Jeg har meldt mig til opgaven her, fordi det er væsentligt, at der også kommer en hospitalspræsts øjne på salmerne, men også fordi salmer, både tekster og melodier, helt generelt betyder meget for mig”.


Anna Helleberg Kluge [AK]
(f. 1975), cand.teol., provst i Korsør provsti.
“Jeg oplever ofte, både i gudstjenester og kirkelige handlinger, at salmerne kan formidle det, som er svært at sige. Når musik og ord kombineres løfter det vores daglige og private erfaringer op på et fællesmenneskeligt plan, hvor Gud blander sig og gør hver vores historie større. De gamle salmer trøster og styrker mig, fordi mennesker har  oplevet og tænkt så meget før mig, som jeg kan genkende, og nye salmer kan formidle gamle sandheder direkte ind i mit liv, som jeg lever det her i 2018.”
Foto: Johnny Wichmann / BILLEDBYROET


Benedikte Sveigaard [BES]
(f. 1977) Cand.theol, kst. sognepræst i Gimlinge-Hyllested pastorat
“Jeg kan ikke huske, at jeg ikke har kendt til vore danske salmer.
Jeg er vokset op i folkekirken, har altid været med til gudstjeneste og siden 1989 har jeg været kirkesanger indtil jeg blev ordineret i august 2022. Jeg er derfor vokset op med salmebogen og med de nye salmer, som er kommet og nogle forsvundet gennem tiden. Salmevalget til en gudstjeneste kan være medvirkende til, om den enkelte kirkegænger synes, at gudstjenesten var værd at komme til. En salmes tekst og melodi kan sammen sige så meget mere end det talte ord. Særligt interesserer jeg mig for, hvad det er salmerne vil sige os – hvordan formidler de, hvad ”kirke” er eller hvorfor skal vi døbe? Det kan være, at der findes en salme, som altid er blevet brugt, men siger den nu noget om det at være kirke, som vi gerne vil være det i dag? Det er interessant ved salmerne: Hvad siger både gamle og nye(re) salmer os i dag?”


Birgitte Refshauge Kjær [BRK]
(f. 1967) cand.teol., sognepræst i Egeris – Estvad – Rønbjerg i Skive
“Jeg har været kirkegænger, fra jeg var lille, også som kirkesanger. Den lutherske gudstjenestes rytme er som et åndedræts bevægelse frem og tilbage mellem musik og ord. I salmernes musik samstemmes vi følelsesmæssigt, vi får fælles åndedrag, og salmernes ord lægger sig i hjerterne, så vi får et forråd at tære på, sammen med de øvrige ord vi hører og selv siger med på i gudstjenesten. Salmers brugbarhed afgøres i brug, både i forhold til tekst og musik. Jeg er glad for både gamle og nye salmer, og det er menigheden her i Egeris heldigvis også, så vi synger det hele.”


Dorte Dideriksen [DD]
(f. 1973), sognepræst v/ Oppe Sundby og Snostrup kirker.
“Salmerne som biografisk knudepunkt stiller krav til den nye salmedigtning. En holdbar salme evner at skabe et her og nu, hvor jeg og vi kan være til stede, samtidig med at den rummer tradition og er rituel.
Salmerne har sunget i mig, før jeg kan huske og deres medinddragende karakter får praktisk teologisk den betydning, at Gud er lyd. Vi synges ind i livet og vi synges ud.
Jeg er korsanger i et gregoriansk kor og optaget af det sungne liturgi, salmernes udspring fra den jødiske synagoge og Davids salmerne.
Særligt interesserer jeg mig for, hvordan teologien gennem poetisk og musisk æstetik kan blive til sjælesorg, der følger og løfter den enkelte.”


aller

Edith Aller [EA]
(f. 1934), fhv. seminarielektor, cand. pæd. i dansk, ph.d. i dansk sprogbrug med det bibelhistoriske sprog som forskningsområde.
“Jeg er vokset op i Sønderjylland med masser af sang i hjem, skole og kirke. Var initiativtager til og formand for redaktionsudvalget på Salmer og kirkeviser til brug ved børne- og familiegudstjenester (1984) og Gud ske tak og lov. Den danske salmebog for børn og unge (1993). Det var dengang, vi fik masser af skældud for at tro, at noget kunne komme efter Grundtvig. Det har jo siden vist sig, at det kunne der!”.


Erik Meier Andersen [EMA]
(f. 1956), cand. teol., sognepræst ved Adventskirken, Vanløse.
“Jeg har altid nydt gudstjenestens liturgi, salmer og forkyndelse, men også været draget af en fornyelse af disse. I vores formidling af Evangeliet er samspillet mellem form og indhold i gudstjenesten vigtig, og derfor har salmerne en central plads. De skal ”taler med” og understøtte Kærlighedens grænseløse og inkluderende fællesskab og samtidig også ”tale ind i” den livssituation, som mennesker bærer med sig. Forkyndelsen (både i prædiken, salmer og ”sanselig gøren”) bør altid ske i ”øjenhøjde” med modtagerne, så tærskel til kirken dermed gøres lav og inviterende. Her har salmerne en helt særlig funktion, da de med deres tekst og melodi kan være med til at åbne sindet, så Evangeliet dermed kan høres og sanses.”


Eva-Maria Schulz [ES]
(f. 1985)  cand.teol., sognepræst i Sortebrødre Kirke, Søndre sogn Viborg og arresthuspræst for Viborg arrest.
”Den der synger beder dobbelt.” Sådan har Augustin efter sigende udtrykt det. Og det er der noget om, for musik, fællessang og særligt salmesang kan noget andet og mere end det blotte ord. Det er som om salmerne taler til og ud fra vores hjerter, og musikken giver, sammen med ordene, et udtryk for vores følelser og tanker.
I Danmark har vi en kæmpestor, mangfoldig, enestående og smuk tradition for salmesang. De nye salmeforfattere står på et solidt fundament af de klassiske og traditionelle. Begge dele skal vi værne om – tradition og fornyelse.
For der er brug for begge dele. Teksttunge, traditionelle salmer, som er blevet sunget igennem årtier i menigheden i Sortebrødre kirke, Søndre sogn, kan ikke på samme måde synges indenfor arresthusets mure i Viborg.


Gitte Elisabeth Hansen [GH]
(f. 1972). Cand.teol. Sognepræst i Ulfborg sogn.
“Man kan bo i en salme. Salmernes ord er både mit rugbrød til hverdag og min honningkage til højtider og har jeg har lært at hvile i melodiernes omfavnende kåbe. Lige fra min barndoms kirkekor og højskolesangbogens guld og salmernes jord- og himmeludvidende univers, ved jeg, at salmer kan bære et menneskeliv i alle dets lyse og mørke hjørner. Jeg elsker at lave salmesangsaftner om bl.a. Kingo, Grundtvig, oldgamle og spritnye salmer, påske og pinsesalmer, lysets salmer, sekulære salmer, morgen og aftensalmer og kører lige nu et salmesangsmaraton med ”100” salmer i Ringkøbing provsti. Når en salme er god, så kan den, uanset hvornår den er skrevet og af hvem, bære ethvert menneskes lille rodede liv i en mudret verden.”


(f. 1984), cand.theol., sogne- og studenterpræst i Gjellerup Kirke v. Herning

Inge Marie Kirketerp Hansen [IMKH]
(f. 1984), cand.teol., sogne- og studenterpræst i Gjellerup Kirke v. Herning.
“Jeg har sagt ja til at være med i redaktionsgruppen fordi salmesang er så vigtig en del af kirkens fællesskab. Luther sagde, at det er salmesangen, der gør menigheden til medforkyndere på gudstjenesten. Det, mener jeg, betyder, at der konstant er brug for at tænke i salmernes sprog, stil, teologi og billedunivers, så salmerne bedst muligt gør det eneste nye, vi har – evangeliet – til vedkommende ord talt til os.”


Hans Nørkjær Franch [HNF]
(f. 1987), cand.theol. fra Aarhus Universitet, sognepræst i Aarhus Domkirke, foredragsholder og klummeskribent på Kristeligt Dagblads netmedie Kirke.dk
“At synge salmer (og sange) er for mig en måde at trække vejret på. Ikke uden grund kan Grundtvig tale om det frie åndefang, der virkeliggøres i sang. Selv blev jeg smidt hovedkulds ud i vores brede salmeskat, da jeg som 18-årig blev kirkesanger i en grundtvigsk valgmenighed, hvor præsten bestemt ikke bare holdt sig snævert inden for kernesalmerne. Fra salmetraditionen har vi nogle af de mest kondenserede og smukkeste udtryk for kristen tro og bekendelse. Det er en ærefrygtindgydende tradition at skulle kaste sig over at skrive og komponere nye salmer i en dansk sammenhæng. Så jeg er fuld af respekt over for dem, der gør det.”


IngridAnk

 Ingrid Ank [IA]
(f. 1979), cand.teol., akademileder for Grundtvigakademiet og red. af Dansk Kirketidende
“Det religiøse sprog er et poetisk sprog – derfor en interesse for salmen som tekst. Men også som musik og  som menighedssang. Med Salmedatabasen træder man midt ind i spørgsmålet om tradition og fornyelse. ’Tradition’ er i sig selv en dimension ved menneskelivet, og den viser sig fx gennem de salmer og sange, vi bærer rundt på, nogle gange uden at forstå alle ordene. Men en levende tradition er en tradition, man tør diskutere med – fx ved at komme med bud på nye sange og salmer, nye ord vi kan tumle med, og som nogle gange erstatter de gamle, andre gange udvider dem.”


Jeanette Capion [JC]
Cand. theol, ce-certificeret i traumeterapi, somatisk yoga, sognepræst i Kongsted kirke.
“Salmens plads i gudstjenesten er altafgørende, da troens tanker oftest gribes bedst af poesi og musik.
Når vi synger sammen, bliver salmen den fysiske udfoldelse af det kristne fællesskab i gudstjenesten. Salmen bevæger os både i tanke, i følelse og som krop. 
Når en ny salme er bedst, er den ikke bare moderne, men den griber også udover sin egen tid. Vores sprog, både i ord og tone, udvikler sig -og det skal afspejle sig i de nye salmer. Salmer, der ikke bare skal være samtidige, men også formidle en eviggyldighed og en historisk forståelse. Når en ny salme er bedst, er den ikke bare moderne, den griber også udover sin egen tid.”


juled

Julie Damlund [JD] (sidder i begge grupper)
(f. 1973), cand.teol., sognepræst i Aldersro-Lundehus pastorat, Kbh Ø og uddannet organist.
“Salmesangen ligger mig på sinde, fordi højmessen ligger mig på sinde. Jeg er musikmenneske og har en stor kærlighed til højmessen, som jeg har været fast deltager i hele mit liv. Jeg har med stor glæde og entusiasme takket ja til at deltage i redaktionsgrupperne vedr. tekst og musik, fordi det er så vigtigt at det, vi byder menighederne, er af høj kvalitet, både litterært, musikalsk og teologisk.”

Juma Nellemann Kruse [JK]
(f. 1972), civiløkonom, forfatter og cand.theol. Sognepræst i Samsø pastorat.
“Jeg forsøger at vælge mindst en nyere salme ved søndagens gudstjeneste. Det er forfriskende med ny lyd og ny tekst – og gør ofte gudstjeneste og forkyndelsen mere levende og/eller nutidig Jeg forsøger også selv at skrive dem, men det er en kunst (især når man ikke er musiker), og dem, der virkelig kan, beundrer jeg så meget desto mere.


Kirsten Nielsen [KN]
(f. 1943), professor em., dr.teol. Forfatter til ‘Der flammer en ild. Gudsbilleder i nyere danske salmer’.
“Min interesse for metaforik i Bibelen førte naturligt til, at jeg også fik lyst til at arbejde med metaforik i salmebogen og her specielt i de nyere salmer. Jeg er vokset op med salmer som en vigtig del af måden at tænke kristendom på. Ved at arbejde med de nye salmer har jeg kunnet se, hvor vigtigt det er at oversætte kristendommen fra generation til generation.”


Laura gylden damgaard

Laura Gylden-Damgaard [LGD]
(f. 1977), cand. teol, provst i Aknderborg provsti. Suppleringsfag i litteratur.
”Arbejdet med salmebogen og de nye salmer er som at rode rundt i min egen DNA. Jeg har en livslang kærlighed til salmebogen, men de seneste år er der indtrådt en mindre parforholdskrise. Jeg har siddet ved alteret og kigget på folk fra dåbsfølget med stumme læber og vandrende øjne under nogle af salmerne og tænkt: Mon ikke de salmer der for mange præster virker hjemlige, bjergtagende og meningsfulde for andre mennesker kan være fremmede, ligegyldige og uforståelige? Vi skal blive ved med at synge Grundtvigs og de andre kæmpers uforlignelige salmer. Men vi er nødt til at tage stumme læber og flakkende øjne alvorligt og ind i mellem lade ”skok”, ”eder”, ”dåre”, ”pukke” hvile og give plads de til nye dygtige salmedigtere, der leger med ord og poesi.”


(f. 1976), cand.theol., cand.musicae., timelærer i hymnologi på pastoralseminariet i Aarhus, sognepræst i Egå Kirke, medlem af redaktionsudvalget for '100 salmer'.

Mads Djernes [MD] (sidder i begge grupper)
(f. 1976), cand.teol., cand.musicae., forhenværende organist, timelærer i hymnologi og kirkemusik på pastoralseminariet i Aarhus, sognepræst i Vejle.
“Salmerne har fulgt mig halvdelen af mit liv – jeg har spillet utrolig mange vers og sunget næsten lige så mange. Gennem de senere år har den danske salmehistorie optaget mig, men jeg er med i dette forum, fordi alle de gode, nye salmer skal udbredes – også så kritikerne ikke  kun har DDS’ meget få og meget sungne at forholde sig til.”


Marie Munk Hyldgaard [MMH]
(f.1989) cand.theol og præstevikar i Viborg Stift.
“Fra jeg var lille har der altid været en højskolesangbog og en salmebog i bilen, og sang er en af de udtryksformer, som kan udtrykke det, som ellers er svært at sætte ord på. Jeg vægter salmesangen højt i gudstjenesten, og synes det er vigtigt, at der er blik for, at salmer godt kan tale til og røre ved hjertet, selvom de ikke altid er til at gribe med forstanden og sproget måske kan virke en smule fremmed. Jeg mener derfor, at det er vigtigt at vurdere en salme ud fra både melodi og sprog, men også ud fra om den rører ved mere i os, end det er muligt helt at måle og veje.”


Morten Bo Krogh Nielsen [MN]
(f. 1969), cand.theol., sognepræst ved Kirken i Hinnerup.
“Jeg har i mine år som præst flere gange oplevet hvordan de nye salmer kan forny gudstjeneste- og menighedslivet. Jeg har arrangeret fællessang med nye salmer, introduceret nye salmer i menigheden som ”månedens salme” og afholdt sangaftner for kirkekor. Jeg synes de nye salmer beriger gudstjenesten, men ved også at ikke alle er lige så vilde med nye salmer, som jeg er. Jeg er derfor glad for at være med i et fællesskab, hvor vi også kan debattere og kvalificere de nye salmer.”


Morten Skovsted [MS]
(f. 1967), teolog med sidefag i historie. Sognepræst i Hjortshøj og idémand bag salmenetværket Syng Nyt og Salmer.dk / Salmedatabasen, som han stadig er ansvarlig for. Skriver fast i Kristeligt Dagblad om salmer, sang og kirkemusik og var formand for redaktionsgruppen bag salmebogstillægget ‘100 salmer’.
“Salmerne rummer det hele: Teologi, forkyndelse, poesi, musik, skønhed, fællesskab, dybde, udfordring, bekendelse og bøn. De danner bro for os alle fra evangeliet til det levede liv. Det gælder både de gamle og de nye salmer, og de kan ramme såvel den vante kirkegænger som konfirmanden og dåbsgæsterne.
Salmerne fylder halvdelen af gudstjenesten, og de er vores fælles åndedrag og pulsen i gudstjenesten. Man laver ikke gudstjeneste ved først at skrive en prædiken og dernæst at vælge salmer. Man komponerer en gudstjeneste ved at gøre begge dele samtidig og ved at lade salmer, tekster, bønner og musik støtte, forlænge og udfordre hinanden.”


Mette Marie Trankjær [MT]
(f. 1962) Sognepræst på landet siden 1998.
Er grundlæggende interesseret i salmer, både gamle og nye. Lægger vægt på samvirke mellem tekst og melodi.
Mener at nye salmer skal have nye melodier.
Ser det som en rigdom, at der skrives et væld af salmer i disse år.


cand.theol., sognepræst i Haslev Kirke

Ole Bjerglund Thomsen [OBT]
(f. 1975), cand.teol., sognepræst i Haslev Kirke.
“Min interesse for Salmedatabasen skyldes primært nye salmer. Vi har behov for salmer i et nyt sprog, der afspejler liv og tanke i vores tid. Men desværre når alt for få salmer ud i menighederne.
Så vi har behov for lettere tilgængelighed, og vi har behov for, at nogen peger på, hvilke salmer, der er oplagte til forskellige anledninger og temaer. Salmedatabasen kan blive svaret på de behov.”


ovep

Ove Paulsen [OP]
(f. 1943), cand. teol., emeritus. Redaktør af Hymnologi – Nordisk Tidsskrift fra 2006. Ansvarlig for biografierne på salmer.dk.
“Min videnskabelige interesse er salmer set fra en liturgihistorisk vinkel. Salmesangens betydning i den periode var betydelig. Salmedatabasen er vigtig for at holde liv i salmesangen i en tid med dominerende prosaliturgi”.


Pernille Plesner Troldborg [PPT] (f. 1971) cand.teol., sognepræst i Gørding.
“Jeg ynder at sige, at jeg er vokset op med Højskolesangbogen under hovedpuden og Salmebogen i fodenden. Jeg har spillet klaver og sunget hele mit liv og bruger flittigt hele salmetraditionen og dens fornyelse i præstegerningen. Ordet bliver stadig kød og tager bolig hos os – i menighedens fællesskab, i Bibelens nyoversatte ord, i prædikenens ord, i salmernes poetiske udtryksform og i melodiernes tonesprog, men også i sjælesorgen, hvor netop en salme kan formidle det, der er svært at sige. Det betyder også nye salmer til en ny tid – og nye melodier i en ny tid. Vi skal tage vare på traditionen samtidig med, at vi skal være tro mod den tid, der er vores.


(f. 1965), cand.theol., sognepræst i Brønshøj Kirke

  Peter Nejsum [PN]
(f. 1965), cand.teol., sognepræst i Brønshøj Kirke
“Nyt er ikke godt bare fordi det er nyt – heller ikke når det gælder salmer. Men nye salmer er gode, når de sætter ord på moderne menneskers erfaringer, og formulerer det kristne budskab på tidssvarende måde. Derfor er salmedatabasen et vigtigt projekt.”


Peter Albek Noer [PSN]
(f. 1966), Sognepræst på Mors og salmeinteresseret med særligt henblik på Brorson og ældre salmerbøger men også med blik for den nødvendige fornyelse.


????????????????????????????????????

Peter Thyssen [PT]
Lic. teol., sognepræst i Holmens kirke, underviser i Hymnologi på past. sem. i Kbh.
”Som foreningen af teologi, poesi og melodi rummer salmerne en enestående mulighed for at gengive kristendommens indhold i en form, der både taler til folk og giver dem lyst til at tage ordene i deres egen mund. Derfor er det vigtigt, at folkekirkens salmerepertoire hele tiden undergår en kritisk vurdering – både hvad angår de versioner, de ældre salmer foreligger i, og de forsøg, der gøres på at skabe nye salmer.”


Ruben  Fønsbo [RF]
(f. 1963) Cand. theol. og fængselspræst på Enner Mark Fængsel. “Er optaget af salmer der beskriver det der ikke kan beskrives og sætter ord på det usigelige. Salmer der taler ind i menneskelivet. Salmer der skaber billeder. Salmer der bliver hængende og nynnes på vej ud af kirken. Salmer hvor tekst og melodi sammen skaber mere end de to gør hver for sig. Salmer der tør tale imod traditionen. Salmer der tør læne sig op ad traditionen. Salmer der forkynder, forbløffer, forklarer og forundrer.”


Thomas Felter [TF]
Stiftspræst for gudstjeneste og forkyndelse og sognepræst i Vesterbølle.
“Jeg er musiksproglig student og har spillet og sunget hele mit liv. Musik og sang betyder utrolig meget for mig.
Som teolog og præst har især samspillet mellem melodi og tekst været vigtigt for mig. Jeg tilvælger gerne en god melodi selvom teksten ikke er lige i øjet. Derimod tilvælger jeg yderst sjældent en ellers god tekst hvis melodien (i mine øren) er dårlig! Jeg ser gerne mange flere nye salmer blive skrevet og brugt i folkekirken. Vi trænger virkelig til at ”kirken altid reformerer sig” – ikke mindst når det gælder salmerne.”


TineIllum

Tine Aarup Illum [TÅI]
(f. 1962), cand. teol., sognepræst i Sdr. Bjert Kirke.
“Min baggrund for at være med i arbejdet er min liturgiske interesse og erfaring (fra arbejdet studiet af og arbejdet med skærpelsen af den liturgiske bevidsthed). Mit særlige ønske er at den danske salmesang må suppleres med gedigne enkle poetiske salmer, korte salmer, salmer fra andre lande og traditioner, og salmer med et fornyende taktilt sprog.”


Redaktionsgruppen – MELODI



Anders Gaden [AG]
(f. 1969), organist ved Helligåndskirken i Århus (1995). Uddannet på DJM og har siden undervist talrige organister og korledere på Vestervig Kirkemusikskole. Dirigent for ’Det Ny Kammerkor’.
“At løfte og vitalisere salmesangen ved gudstjenesten har altid været min store drivkraft. Senest nyder jeg alle de nye salmer der kommer til og arbejdet med at gøre dem til en del af vores levende sangskat.”


Birthe Skou [BS]
(f. 1944). Cand. mag, Studielektor emerita ved Københavns Universitet. Tidligere Forskningsassistent her: Det Kgl. Bibliotek. Tidligere Timelærer her: Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.
Har lavet noder til Salmer.dk siden 2022.


Bo Gunge [BG]
(f. 1964) Dansk salmekomponist, uddannet cand. mag. i musikvidenskab og dramaturgi, og 1997 diplomeksamen i komposition fra Det Jyske Musikkonservatorium. Har været højskolelærer, undervist ved universitetet, været huskomponist for Sønderjyllands Symfoniorkester, arbejdet sammen med DR Radiosymfoniorkesteret og Den Jyske Opera. Er nu freelance komponist.


Erling Lindgren [EL]
(f. 1951). Uddannet fra Musikvidenskabeligt Institut, Århus Universitet, samt fra Det Jyske Musikkonservatorium i 1977. Fra 1991 til 2016 organist ved Lemvig kirke. Undervisningsvirksomhed ved Århus Universitet, Testrup Højskole, Vestervig Kirkemusikskole og Nørre Nissum Seminarium. Tidligere leder af Lemvig Kammerkor, og stiftede i 2015 Østjysk Kammerkor med rutinerede sangere fra Aarhus og omegn. Gik på pension november 2016, men er stadig aktiv som orgelsolist, jazzpianist, korinstruktør, gæstelærer og foredragsholder; endvidere som komponist, især af folkelige og kirkelige sange, og modtog herfor i 1995 Den Folkelige Sangs Pris, og i 2018 Kristeligt Dagblads Pris. Er repræsenteret med 13 melodier i Højskolesangbogen og 9 melodier i ”100 salmer”.


organist i Hørsholm kirke, underviser på pastoral.sem. i Kbh

Erik Hildebrandt-Nielsen [EH]
(f. 1963), organist i Hørsholm kirke, underviser på pastoral.sem. i Kbh. Kirkemusikalsk Diplomeksamen.
“Salmer er det daglige brød i et kirkemusikalsk virke og en af grundpillerne i den evangelisk-lutherske gudstjeneste. Menighedens sang er bærende både for gudstjenesten og ofte også for kristenforståelsen i menigheden. Desuden et vigtigt ben i forkyndelsen (salmebogen er mere kendt og folkekær end Bibelen) – derfor er dette arbejde til stadighed vigtigt”.


(f. 1945), musiker og komponist, uddannet i klassisk guitar ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, tidl. formand for KODA’s råd

Hans Dal [HD]
(f. 1945), musiker og komponist, uddannet i klassisk guitar ved DKDM, tidl. formand for KODA’s råd
“Da jeg har arbejdet som komponist i mange år, er jeg interesseret i salmer som kulturelt fænomen. Salmedatabasen er vigtig, fordi den kommer til at give muligheder for mange mennesker – muligheder for at finde nye veje, nye stilarter, nye fællesskaber, nye traditioner, både kirkeligt og på andre måder i socialt samvær.”


Hans Dammeyer (født 1962). Dansk komponist, kirkemusiker (i Skjoldhøj kirke) og foredragsholder. Uddannet cand.phil fra musikvidenskab, Århus Universitet og organist fra Vestervig Kirkemusikskole. Medredaktør af højskolesangbogens 18. udgave samt salmebogstillægget “100 Salmer”.
“At spille til fællessang kan være en berusende oplevelse når fællessangen for alvor tager fat. Jeg er dybt optaget af hvad der gør en god og slidstærk melodi til fællessang. Det gælder både de gamle klassikere og fornyelsen der er så vigtig. Brændpunktet hvor originalitet mødes med “Schein des Bekannten”. Et gammelt mundheld siger  “Hvor koldt og varmt vand mødes – der er fiskene” og sådan er det også med brugskunsten og med de nye salmemelodier.”


John Frandsen [JF]
(f. 1956), komponist, organist ved Stavnsholtkirken i Farum, tidl. formand for Dansk Komponist Forening.
“Jeg er dybt optaget af salmesangens fornyelse. Den danske salmesang udgør en væsentlig rygrad i vores kunst- og kulturhistorie, og jeg gllæder mig over, at så mange nulevende danske digtere og komponister involverer sig i at bidrage med nyt stof til genren. Jeg lægger vægt på, at en salme – ny eller gammel – udtrykker sig med stort digterisk og musikalsk vingefang og med plads til og blik for eksistensens mangfoldighed og troens og tilværelsens mange dilemmaer.”


juled

Julie Damlund [JD] (sidder i begge grupper)
(f. 1973), cand.teol., sognepræst i Aldersro-Lundehus pastorat, Kbh Ø og uddannet organist.“Salmesangen ligger mig på sinde, fordi højmessen ligger mig på sinde. Jeg er musikmenneske og har en stor kærlighed til højmessen, som jeg har været fast deltager i hele mit liv. Jeg har med stor glæde og entusiasme takket ja til at deltage i redaktionsgrupperne vedr. tekst og musik, fordi det er så vigtigt at det, vi byder menighederne, er af høj kvalitet, både litterært, musikalsk og teologisk.”


(f. 1976), cand.theol., cand.musicae., timelærer i hymnologi på pastoralseminariet i Aarhus, sognepræst i Egå Kirke, medlem af redaktionsudvalget for '100 salmer'.

Mads Djernes [MD] (sidder i begge grupper)
(f. 1976), cand.teol., cand.musicae, timelærer i hymnologi på pastoralseminariet i Aarhus, sognepræst i Egå Kirke.“Salmerne har fulgt mig halvdelen af mit liv – jeg har spillet utrolig mange vers og sunget næsten lige så mange. Gennem de senere år har den danske salmehistorie optaget mig, men jeg er med i dette forum, fordi alle de gode, nye salmer skal udbredes – også så kritikerne ikke  kun har DDS’ meget få og meget sungne at forholde sig til.”


(f. 1979), uddannet kirkemusiker fra Det Jyske Musikkonservatorium, organist i Gellerup v/ Aarhus

Martin Hornstrup [MH]
(f. 1979), uddannet kirkemusiker fra DJM, organist i Gellerup v/ Aarhus.
“Jeg er optaget af at holde troen og vores rige salmetradition i live og sikre, at kirken stadig er relevant for nutidsmennesker. Jeg drømmer om en rig salmedatabase, hvor forskellige tekster og melodier med poetisk, teologisk, musikalsk og følelsesmæssig dybde kan stå side om side og befrugte og udfordre hinanden, så vores menigheder får en bred vifte af ord og toner at synge på. Jeg glæder mig over at ånden stadig inspirerer salmedigtere og håber aldrig, at vi stivner i fastlåst sprog (eller tonesprog) i vores fælles gudstjenestefejring”.


Niels Nørgaard [NN]
(f. 1965). Korlederuddannet fra musikkonservatoriet; mangeårig sanger i vokalgruppen Basix; 2020 orgeleksamen fra Kirkemusikskolen; organist i Hammel Kirke.
“Allerede som barn forelskede jeg mig i de smukke salmer, jeg blev præsenteret for i skolen og kirken, og den kærlighed holdt ved. Tidligere var det mest den musikalske del der optog mig, men i de senere år har jeg fået større blik for og fokus på nye og gamle salmeteksters indhold. Særlig berigende har det været at stifte bekendtskab med Simon Grotrians salmeunivers, og jeg har stor glæde af at skrive melodier til hans tekster.”


Søren Birch [SB]
(f. 1955). Komponist, uddannet som kor- og orkesterleder ved Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus. I mange år ansat som docent ved Nordjysk Musikkonservatorium, med ansvar for uddannelsen af kor- og ensembledirigenter. Nu ansat ved Løgumkloster Kirkemusikskole samt dirigent for kammerkoret Coro Misto, Aalborg og Midtjysk kammerkor.
“Næsten så længe jeg kan huske har jeg komponeret, sange og salmer, større og mindre værker. Den strofiske sang og salme har altid ligget mit hjerte nær. Min far var kirkesanger, ved siden af sit job som skoleinspektør i en mindre by. Selv havde jeg af og til små jobs som afløser for organisten Her har jeg fået salmer og sange ind med modermælken, så det nærmest er blevet en del af mit dna. Jeg vender igen og igen tilbage til det enkle, både i koncertprogrammer og når jeg komponerer. Således har jeg næsten altid salmer og sange på programmet, jævnligt egne, når jeg holder koncert med mine kor.”



Torsten Borbye Nielsen [TBN]
(f. 1962). Komponist, guitarist, kirkemusiker og præst. Uddannet fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium som guitarist og aktivt koncerterende med mange forskellige ensembler. Har udgivet 15 CDer, herunder en del med sange og salmer samt musik til fordybelse og meditation.
Torsten har skrevet værker for sologuitar, kor og kammerensembler og melodier til en lang række sange og salmer. Han har vundet priser med flere af sine salmemelodier, herunder i Kirkeministeriets salmekonkurrence i 2008 (Lisbeth Smedegaard Andersens ”Så bøjed den dødsdømte nakken”). Torsten er ansat i Areopagos som missionspræst for ‘I Mesterens Lys’, og desuden hjælpepræst i Byens Valgmenighed i København. Endelig har han virket som ekstern lektor på Præsternes Efteruddannelse som underviser i Kirkemusikalsk fornyelse og også været producer på DRs gudstjenestetransmissioner.


Østen Mikael Ore [ØMO]
(f. 1967) Komponist

Tidligere bedømmere

Anders Tranholm-Bjerg [ATB] var tilknyttet begge grupper i 2016 og 2017.

Betina Friis [BF] var tilknyttet musik-redaktionsgruppen i 2016.

Betina Noer Rasmussen [BNR] var tilknyttet tekst-redaktionsgruppen i 2016 og 2017.

Carsten Andreassen [CA] var tilknyttet tekst-redaktionsgruppen i 2018-2020

Charlotte Schiøtz [CS] var tilknyttet musik-redaktionsgruppen i 2016-2020.

Elof Westergaard [EW] var tilknyttet tekst-redaktionsgruppen i 2016.

Erik Skyum-Nielsen [ES] var tilknyttet tekst-redaktionsgruppen fra 2015 til 2017.

Eva Holmegaard Larsen [EHL] var tilknyttet tekst-redaktionsgruppen i 2018

Eva Meile [EM] sad i begge redaktionsgrupper fra 2015 – 2018

Hanne Jul Jakobsen [HJJ] var tilknyttet tekst-redaktionsgruppen i 2016-2021

Hans Henrik Midtgaard Boas [HB] var tilknyttet tekst-redaktionsgruppen i 2017-2019

Hans Raun Iversen [HRI] var tilknyttet tekst-redaktionsgruppen i 2019-2022

Jørgen Kjærgaard [JK] var tilknyttet tekst-redaktionsgruppen i 2015 og 2016

Lena Kjems [LK] var tilknyttet tekst-redaktionsgruppen i 2016 og 2017.

Lone Vesterdal [LV] var tilknyttet tekst-redaktionsgruppen i 2016 – 2021.

Lotte Thyrring Andersen [LTA] var tilknyttet tekst-redaktionsgruppen i 2016 – 2019.

Martin Bendixen Rønkilde [MBR] sad i begge redaktionsgrupper fra 2016 – 2020

Morten Miland Samuelsen [MMS] var tilknyttet tekst-redaktionsgruppen fra 2015 til 2017

Thomas Felter [TF] var tilknyttet tekst-redaktionsgruppen fra 2016 til 2021

Vibeke Houmøller [VH] sad i begge redaktionsgrupper 2016-2021