Hans Anker Jørgensen

Tekstforfatter
Hans Anker Jørgensen

Dansk salmedigter, født 26. januar 1945 i Kongens Thisted, Himmerland.

 
Sognepræst ved Tingbjerg Kirke 1979-1991 og ved Hans Tausens Kirke på Islands Brygge 1994-2004. Sideløbende hermed var han studenterpræst ved Københavns Universitet 1991-2004.

 
Han digtede sin første salme som 11-årig, men kom først rigtig i gang efter Danske Kirkedage 1971. Siden har han udgivet salmesamlingerne Til fælles sang (1986), Kærlighedens søn (1999), Frømandens kys (2006), Du siger det med blomster (2014) og Du skal se dit land fra Vejrhøj før du dør (2015).

 
Hans salmer vidner om en fortsat optagethed af kristendommen som en kilde til forandring ikke blot for den enkelte, men også i de samfundsmæssige og politiske sammenhænge, hvor uretfærdighed og udbytning finder sted. Som svar på beskyldninger om at blande socialisme ind i kristendommen, har han påpeget, at det drejer sig om luthersk kaldsetik.


Hans Anker Jørgensen var i betænkningen Forslag til ny Salmebog 2000 kun repræsenteret med én temmelig forkortet salme. I høringsperioden opstod et stærkt behov for nyformulerede kristologiske salmer efter terrorangrebet på WTC i New York 2001. Hans Anker Jørgensens andel i salmemassen steg således til seks uforkortede salmer i Den Danske Salmebog 2002. Hans salmer synges vidt og bredt og er desuden trykt i en række sang- og salmebøger fra de seneste årtier.