Salmedatabasen
Salmedatabasen er fortsat omdrejningspunktet på salmer.dk, for det er salmerne, det hele handler om.
I Salmedatabasen ligger salmerne fra Den Danske Salmebog, de fleste salmer fra ‘100 salmer’, de bedste salmer fra ‘Kirkesangbogen’ og mange flere. I september 2020 var der optaget 2029 salmer, heraf 239 børnesalmer.
På videoen herunder kan du se en lille intro-video til Salmedatabasen, og hvis du skal bruge hjælp til at komme igang, oprette sognebrugere o.l. så findes der flere videoer her.
Salmerne bedømmes og kommenteres af de to store redaktionsgrupper, der på den måde sikrer, at kun de bedste salmer optages i Salmedatabasen.
Du kan se, hvem der sidder i redaktionsgrupperne her.
Gennem årene er der udviklet en lang række features på Salmedatabasen, og mens det bedste naturligvis er at give sig i kast med det hele, så vil vi lige skitsere et par af de væsentlige muligheder her:
Søg og find.
Du kan søge salmer på stikord, temaer, søn- og helligdage, salmedigtere og meget andet. På forsiden er en slags ‘Quick-søg’, som kan udvides til ‘Avancerede søgemuligheder’, men går du til undersiden ‘Salmer’, så få du alle mulighederne med.
F. eks. kan du vælge, om du vil se dine søgeresultater i en ‘enkel visning’ eller ‘avanceret’ med flere oplysninger.
Gem dine favoritter eller giv salmen et ‘like’
Du har mulighed for at gemme dine favoritsalmer, så du kan se dem under ‘Min side’, og du kan også like en salme for på den måde at medvirke til at en salme bliver til en af ‘Brugernes favoritter’.
Find salmer til på søndag
Under ‘Salmeforslag‘ kan du finde 3-4 salmeforslag til alle søn- og helligdage, bl.a udarbejdet af salmedigteren Holger Lissner, der i årtier har været en krumtap i arbejdet med nye salmer i Danmark.
Læs mere om salmer
På forsiden kan du hver måned se skiftende klummer i nederste, venstre spalte, og du kan også fordybe dig i de mange artikler på artikelsiden, hvor prof. em. Kirsten Nielsen sørger for, at landets bedste og mest engagerede salmefolk skriver artikler om alle sider af salmernes væsen, brug og indhold.
Læs om salmedigtere og komponister
På vores biografiside kan du læse om de mange kunstnere bag salmerne. Du kan vælge kun at læse om det væsentligste kunstnere, men du kan også se dem alle. Og der er mange…
Fra 2020 vil denne side blive udbygget og udvidet med Ove Paulsen so hovedansvarlig.
Salmer til din kirkelige højtid
Fra oktober 2020 kan du finde ‘10 gode salmer til…‘ hvor vi har udvalgt de bedste salmer til dåb, vielse, afsked og årstiden.
Det vil være naturligt at linke til disse forslag på sognets hjemmeside, så man kan henvise brudepar, dåbsforældre og efterladte dertil.
Nyhedsbrev og ‘Ugens salme’
Vi sender Nyhedsbrev ud hver 2-3. uge, og hver mandag morgen sender vi en ‘Ugens salme’, der er frit tilgængelig for alle. Du kan tilmelde dig både Nyhedsbrev og ‘Ugens salme’ fra forsiden under ‘Ugens salme’.
Opret adskillige sognebrugere
Er I sognebrugere af Salmedatabasen, kan I oprette et antal underliggende brugere, som så får hver deres adgang til Salmedatabasen. Du kan se her, hvor mange bruger I kan oprette, afhængigt af sognestørrelse, og der findes en video herunder, der kan hjælpe dig med at oprette sognetilknyttede brugere.
Gem sognets salmevalg
Fra sommeren 2020 har det været muligt at gemme sognets salmevalg på ‘Min side’. Hvis en præst f.eks. opretter salmevalget til næste søndag, kan man linke til salmevalget på sognets hjemmeside eller facebookside, og alle der så klikker på de valgte salmer har fri adgang til dem med både lyd og node, også selvom de ikke selv er brugere af salmer.dk. På den måde kan sognebørnene øve på søndages salmer forud for gudstjenesten.
Efterfølgende kan præster, organister og andre af sognets brugere evaluere på et salmevalg til senere brug.
I løbet af efterår og vinter 2020 vil vi også knytte statistik til dette modul, så man i sognene kan se, hvilke salmer man bruger mest m.m.
Vis ugens salme eller del den med hinanden
Også ‘Ugens salme’ kan man vise på sognets hjemmeside fra en fast plads, der opdateres automatisk hver mandag. Man kan også dele det link, man får i mailen med ‘Ugens salme’, så også andre kan nyde salmerne, også her med salmerne gjort frit tilgængelige, så ikke-medlemmer kan kigge med.
Meget er gratis, andet kræver abonnement
Mange af disse muligheder er frit tilgængelige, således biografier, klummer, nyhedsbreve og artikler, men hvis man skal se salmer og lytte til melodier eller bruge sognenes interne muligheder, kræver det abonnement.
Du kan se her, hvordan du bliver bruger, og hvad det koster.
Du er altid velkommen til at stille spørgsmål til alt dette på mail@salmer.dk