Alle helgen og halloween
Lidt om alle helgen og lidt om halloween
I oktober/november er det tid til halloween og alle helgen. Halloween fylder efterhånden en del for børn og børnefamilier, med udklædning, (u)hyggelig pynt og græskar ved dørene. Og i kirkerne og på kirkegårdene tændes der lys og holdes særlige gudstjenester i forbindelse med alle helgen, hvor vi mindes de døde.
Traditionerne omkring halloween og alle helgen er forskellige, og kalder langt hen ad vejen også på hver deres fejringer. Men der er også sammenhænge, idet begge traditioner italesætter døden og mørket. I kirken skræmmer vi ikke hinanden, eller gør hinanden bange som ved halloween. I stedet taler vi om det, der gør os bange eller kede af det, og giver rum for de mange følelser. Dét er både sammenhængen og forskellen mellem halloween og alle helgen.
Jeg har selv holdt en børnegudstjeneste, hvor jeg havde to græskar med. I det ene var der skåret et ondt ansigt, som vi kender det fra halloween. Herfra udsprang en samtale om det uhyggelige, som børnene lige havde oplevet til halloween, men også mange andre oplevelser om det, der kan gøre os bange.
I det andet græskar var der skåret et kors. Inde i græskarret var der et stearinlys, som lyste op og lyste ud gennem korset. Herfra udsprang en samtale (med en masse mellemregninger) om Jesus som verdens lys og et håb om, at Guds lys altid skinner på os gennem håbets kors. Både på dem der lever, og på dem, vi har mistet.
Afslutningsvist lavede jeg lystænding med børnene. En konkret handling som både gjorde indtryk på børn og deres forældre (som selvfølgelig hjalp til og også selv ville op og tænde lys).
Til en gudstjeneste om alle helgen og lidt om halloween kunne man tage udgangspunkt i følelserne, og at der er plads til at være hos Gud med det, vi kommer med. I I Guds hus er der plads til at være (Jakobsen/Dreyer) synger vi om alle de følelser, der kan være inde i os. I kirkens rum kan vi også være triste og tvære, når vi f.eks. er kede af det eller sørger. For Guds hus er stort nok, højt nok og bredt nok til at rumme det alt sammen.
Vil man gå ind i billedet af Gud, der bærer os, kunne man synge Når øjets lille lys er blegt, (Krogsdal/Gottlieb) som er skrevet over vandrehistorien om fodsporene der ses efter Gud, der bærer os, når livet er svært ”Og ser du dig tilbage / kan du se hans fine spor / de går med dig og lyser op / på hele vores jord.”
Før/efter/under lystændingen er det oplagt at synge den helt nye Vi tænder lys (Novembertid) (Karen Gramkow) kommer senere! som spejler sig i den konkrete handling at tænde lys for dem, vi har mistet. I Herre lys os hjem (Arne Andreassen) synger vi om Kristus som det lys, der samler alle tråde, og en bøn om, at Han må holde fast i os, når verden ramler og vi er bange. Eller helt enkelt kunne man synge Verdens mindste bøn (Krogsdal/Krogh) som lyder: Hjælp mig Gud, både når jeg er glad og når jeg er ked af det.
Fra Den danske salmebog kunne man synge de fleste morgen- eller aftensalmer, som bevæger sig i tematikken mellem mørket og lyset. Det kunne eksempelvis være Du som har tændt millioner af stjerner (Johansen/Sommer), enten hele salmen eller vers derfra, hvor mørket, lyset og dem, vi har mistet, bliver italesat. Man kunne også synge et vers fra Hil dig frelser og forsoner Kærligheden, hjertegløden (Grundtvig/Hoffman) om kærligheden, som var stærkere end døden og mørket. At Jesus har givet os livet og hjertegløden, som håb for vores liv.
Af Simon Emil Koefoed, sognepræst i Brabrand-Aarslev