Påskegudstjeneste
Målgruppen er minikonfirmander.
Kirkerummet skal fra begyndelsen ikke være mere oplyst end højst nødvendigt.
Denne passionsgudstjeneste eller passionspil i miniformat er bygget op omkring Thomas Lennerts salme: “Vi fejrer påske i kirken“
Man begynder i våbenhuset, hvor præsten fortæller om Indtoget i Jerusalem palmesøndag med en fremhævelse af, hvor meget folk har glædet sig til at se Jesus. De har hørt så meget om ham og alt det gode han gør for mennesker (trøster de sørgende, helbreder de syge, spiser sammen med de udstødte osv.)
v1 synges
Døren fra våbenhuset ind i kirken er dækket til med religiøs merchandise. Det er umuligt at komme ind. Tempelrensningen genfortælles, mens præsten smider det væk, der ligger i vejen, f.eks. stearinlys og gaveæsker og røgelsespinde.
v2 synges
Så går man sammen op til alteret og her genfortæller præsten Skærtorsdagsmåltidet som det kærlighedsmåltid det er. Man kan overveje at lave en rigtig altergang, hvor man i en til lejligheden lavet nadverindledning får understreget, at Jesus ved, at disciplene vil svigte ham, og alligevel spiser han med dem.
v3 synges
Præsten går op på prædikestolen og fortæller dramatisk om folket, der får valget mellem Jesus eller Barabbas. Lad børnene råbe Barabbas, så højt de kan.
v4 synges
Så går man i flok den tunge langfredagsgang ned gennem kirken ud på kirkegården eller hvad der nu ligger udenfor. Evt. kan man lave et stort trækors, eller bare en tung bjælke, som børnene bærer på skulderen. Dette kors stikkes ned i jorden udenfor. Har man ikke kirkegård, så i et bed.
v.5 synges udenfor
Mens børnene er på kirkegården, skal der tændes lys og sættes påskeliljer frem i kirken, sådan at når de kommer ind i våbenhuset igen, står døren på vid gab og lyset kommer dem i møde. Præsten kan så fortælle om den tomme grav og prædike, men man kan også vælge at lade være og så lade det lyse blomsterfyldte rum med de åbne døre være et opstandelsestegn i sig selv.
- 6 synges
Der sluttes med fadervor og velsignelse.
/Lena Kjems