Krig og Corona -Børnegudstjeneste om fællesskab eller udholdenhed

I år er det 75-året for Anden verdenskrigs afslutning. Det markerer vi – eller det skulle vi have markeret – rundt om i landet med alsang, foredrag og særlige arrangementer for børnene i skolerne. Men midt i det hele har corona-virussen ramt os, som for en stund har lukket alt ned. På den ene side er vi adskilte og fællesskabet er aflyst. På den anden side har fællesskabet og omsorgen for hinanden aldrig været tydeligere end nu, hvor vi for fællesskabets skyld holder os inden døre for at passe på hinanden.

Børnene mærker ligesom de voksne, at der er noget meget anderledes på færde for tiden, som på sin vis kan virke truende og utrygt. De er afskåret fra venner, skole og fritidsaktiviteter, og de kan derfor – på samme måde som voksne – have brug for at reflektere over situationen.

Når vi kommer på den anden side, skal vi derfor sætte ord på det hele; mørket, utrygheden, uvisheden, men også holde håbet op og fejre friheden og fællesskabet. Både det fællesskab vi for 75 år siden genvandt ved krigens afslutning, og de sorte mørklægningsgardiner blev revet ned og vi igen kunne færdes frit på gaderne, og det fysiske fællesskab vi i år over en periode har været afskåret fra på næsten samme måde.

Forslag I
Børnegudstjenesten kunne tage udgangspunkt i legeme-lemmer-tanken fra 1. Kor. 12,12-27, eller Johannesevangeliet 15 om vintræet og grenene. Vi er alle lemmer på det samme legeme. På godt og ondt. Ingen lemmer kan undværes, hverken når vi skal holde afstand eller når vi skal sørge for at holde os tæt. Der er brug for alle med-lemmer, hvis legemet skal være intakt og fungere ordentligt. Og samtidig er det samlende legeme også vores håb og vores tro, der hvor vi ellers måtte føle, at alt smuldrer fra hinanden. Vi må holde fast ved at Gud er den der samler os alle, og er med os alle, som han lovede os ved døbefonten.

Indledende kunne man synge Flammerne er mange (DDS 335) om at være mange forskellige grene, flammer og lemmer, samlet på én og samme krop: Kristus! Salmen slår fællesskabstanken an.

Hvis man vil synge utrygheden og uvisheden, kunne man synge Krogsdals “Helt inde i mit stille bryst (salme om at være bange)“. Salmen er særligt stærk, hvis forældrene tør synge med, fordi den italesætter det lille barn inde i enhver af os – barn som voksen – som har brug for håb og fred, i en mærkelig verden. Og vi kan alle have det som om verden ender.

Hænderne kan vise os, at vi holder sammen og er forbundet, ved at holde i hånd. “Jeg holder din hånd i min hånd” kunne være en åben trossalme og troshandling – at holde i hånden – næsten som en provokation, lige op i krigens og coronasmittens ansigt: du skal ikke forhindre os i at holde hinanden i hænderne (i overført og konkret forstand).

Og til slut kunne man trumfe glæden og (forældrene) kunne synge “Syng hvert barn på vej og gade”. Syng, dans, gro og flyv på trods!

Forslag II
Man kunne også gå i en anden retning og tale om udholdenhed i en trængselstid. Her ville det være oplagt at tage fat i fortællingen om Moses og israelitterne, der vandrer igennem havet. De er trængte, da de står med foran det lukkede hav med den egyptiske hær lige i hælene. Den følelse kender vi alle: at vi hverken kan komme frem eller tilbage. Men som fortællingen skrider frem oplever Moses og israelitterne, at Gud skaber en vej gennem det utrygge og mørke hav. Hverken over, under eller ved siden af mørket: men igennem mørket.

Kan glæden udeblive? Børn vil måske spørge mere jordnært: bliver det nogen sinde godt igen, når der er krig og coronavirus? Udholdenhed er et tema i trængselstider. Vi er ikke gode til at holde smerte ud, og undervejs kan vi have brug for at blive styrket i troen på, at Gud følger med os i det hele – som en lyssøjle eller som en hånd, vi kan holde fast i.

Man kunne synge (foruden de ovennævnte) “At holde en sten i hånden”. For når vejen er lang og øde, og vi ikke ved af dagen i morgen, er det godt at vide, at Gud følger med os. Ikke reder os, men er der sammen med os!

Man kunne også synge et enkelt vers af Altid frejdig (DDS 784) “Aldrig rad for mørkets magt” som både har historik ift. anden verdenskrig, men også italesætter troen og bønnen (fadervor), som Jesus har givet os, og som vi må holde fast ved, selvom mørket står omkring os som høje mure.

“Må din vej gå dig i møde” måske særligt vers 1 og 4 i forhold til den lange vandring og udholdenheden.

Simon Emil Koefoed