13. november 2025: Nu også becifrede noder til salmerne i Den Danske Salmebog 2003

Salmer.dk rummer både de klassiske salmer fra Den Danske Salmebog, og den store produktion af nyere salmer fra de seneste fem årtier. Mens de sidstnævnte på salmer.dk hele tiden har været ledsaget af noder med både klaversats og becifret melodilinje, så har vi indtil nu henvist til Koralbogen, når det kom til salmerne i DDS.

Men det ændrer sig nu.

Vi er nemlig i fuld gang med udgive nye noder til melodierne fra Koralbogen med både fuld orgel/klaversats OG becifret melodilinje, så de både er tro imod forlægget og samtidig gør det muligt at understøtte salmesangen smukt og flydende ud fra becifrede melodilinjer. Dette tiltag til også være til gavn for andre ansatte i kirkerne, f.eks. Kirke- og kulturarbejdere, korledere m.v.

At der findes en isoleret melodilinje vil desuden gøre noden mere anvendelig for kirkesangere og diverse musikalske solister på en række instrumenter.

” Hellere en god becifring
end en kludret koralsats”
     – Holger Lissner, 2025

Vi har i dag lagt de første 85 noder op i tilknytning til de respektive salmer på salmer.dk. I løbet af den næste par måneder bliver de resterende noder lagt op.

Der blev for et stykke tid siden (v/ Mads Djernes og undertegnede) lavet en undersøgelse af, hvilke salmer i Den Danske Salmebog, der er mest benyttede blandt præsterne, og vi er – med afsæt i den liste – begyndt med noder til de mest benyttede salmer.

Det var i første omgang meningen at nøjes dermed (de 100-150 mest brugt salmer), men vi har besluttet at lægge op til alle salmerne i DDS. Undtaget herfor vil være et mindre antal noder, hvor vi ikke kan skaffe rettigheder eller har at gøre med melodier, der ikke eller stort set ikke bliver brugt.

Alle salmer på salmer.dk – både de gode gamle og de gode nye – vises nu med
både tekst, noder og lyd, foruden kommentarer, bibelreferencer .m.m.


Projektet er gennemført med bistand fra vores store musikgruppe på salmer.dk, bestående af erfarne organister, salmekomponister og professionelle musikfolk.  Noderne og satserne er udarbejdet af Birthe Skou, emerita ved Musikvidenskab på Københavns Universitet, som har skrevet en klumme om sine tanker og valg bag det store becifringsarbejde, der kan findes på forsiden af salmer.dk (Læs den her).

Projektet er gennemført med støtte fra stiftsrådene i Haderslev, København, Ribe, Roskilde, Viborg, Aalborg og Aarhus, som hermed bringes en stor tak!

Vi har dags dato lanceret projektet som følger:

  • Denne skrivelse er at finde under ’Nyheder’ på salmer.dk og er desuden sendt til udvalgte, kirkelige medier.
  • Vi har lagt listen med resultatet af vores brugs-undersøgelse op på forsiden af salmer.dk, så man dels kan se, hvor langt vi er kommet med at lægge noder op, og dels kan se, hvilke salmer, der rent faktisk bliver mest benyttet derude.
  • Vi har lagt en klumme op på forsiden af Salmer.dk af Birthe Skou, som kort redegør for nogle af sine tanker og valg bag det store becifringsarbejde.
  • Og så naturligvis noder til de første 85 salmer, som af gode grunde rummer en hel del af den kommende julehøjtids foretrukne salmer.


Morten Skovsted
  – Ansvarlig for salmer.dk

Spørgsmål til projektet kan rettes til Morten Skovsted på mail@salmer.dk eller tlf. 42 72 78 76


Et par udtalelser om projektet

”Der uddannes i disse år desværre for få organister til at varetage den kirkemusikalske opgave det er at spille til gudstjenester og kirkelige handlinger i Folkekirken. Som en konsekvens af det udvides feltet af musikere, som varetager disse opgaver. Man finder således på orgelbænkene rundt omkring mange musikere, som har andre uddannelser end en klassisk orgeluddannelse bag sig. Det er uomtvisteligt at der i nutidig musik- og instrumentunder-visning i høj grad undervises via becifringsprincippet frem for den klassisk klaveropsætning. Det er også erfaringen, at mange kirkemusikere laver deres egne becifrede noder i forsøget på at forløse koralerne fra den danske salmebog på den, for dem, mest tilgængelig måde.

Det kan på den baggrund undre, at der ikke allerede er gjort et ordentligt stykke redaktionelt arbejde med at becifre hele koralbogen.

Martin Hornstrup
   – Tidl. Organist (DOKS), nu ansat ved Folkekirkens Liturgiske Forum

“Der er en lang tradition i den danske salmesangs historie for at imødekomme kirkemusikere med nodeudgaver, der understøtter menighedssangen og indretter sig efter skiftende praksis i ledsagelsen af sangen. Det er derfor et meget sympatisk projekt, at Salmer.dk nu vil offentliggøre noder til koralbogen beriget med becifringer og noteret på en måde, så salmerne kan spilles af flere.”

Bjarke Moe
  – Musikforsker, ph.d. og post.doc ved Københavns Universitet

“Ledsagelsen af den fælles salmesang er og bliver en af de vigtigste opgaver for den musiker, der er ansat ved en kirke. Og med den meget forskelligartede baggrund, som landets kirkemusikere har, er projektet med at forsyne Koralbogens firstemmige udsættelser med becifringer en kærkommen hjælp til de mange, som hurtigt kan orientere sig i en becifret melodilinje. Det vil lette arbejdsgangen også for dem, der er ansat i mindre stillinger og kun har et begrænset antal timer til rådighed, når de skal forberede gudstjenester og kirkelige handlinger”.

Mads Djernes
 – Tidl. organist (DOKS), sognepræst i Skt. Nicolai sogn, Vejle og underviser ved   
   Pastoralseminariet, Aarhus

“Jeg holder principielt på, at man skal kunne spille en firestemmig koral efter koralbogen.

Mens vi således på den ene side må holde fanen og fagligheden højt, må jeg dog også på den anden side (an)erkende behovet for en becifret mulighed, da det kan lette tilgangen til understøttelse af salmesangen for de som (endnu) ikke kan magte at fremføre en firestemmig koral efter koralbogen. 

Desuden ser vi også at andre instrumenter end orglet vinder indpas, hvilket stiller andre krav/muligheder, så dette initiativ vil uden tvivl være til stor gavn rundt omring i Folkekirken.”

Charlotte Muus Mogensen
–   Rektor på Sjællands Kirkemusikskole