9. januar 2026: Nyt salmebogstillæg til pinse: 151 salmer

Hold da op, det har været svært at tie om denne store nyhed, men NU er dagen kommet, hvor det må siges højt: Pinselørdag, d. 23. maj, lanceres Folkekirkens nyeste salmebogstillæg, der tager over, hvor ‘100 Salmer’ og ‘Kirkesangbogen’ slap.

Siden januar 2023 har vi været i gang – Forlaget Eksistensen og en redaktionsgruppe med undertegnede som formand – med at vælge, tilrettelægge og nu snart udgive 151 nyere salmer.

Læs mere på Eksistensens hjemmeside her.

Det er de bedste salmer fra førnævnte salmebogstillæg og så en række af de gode og spændende salmer, der er skrevet siden da. Med lidt opsamlinger fra fortiden og med kant i forskellige retninger for til stadighed at udforske salmegenren. For hvad er en salme? Og hvad er en god salme?

Disse to spørgsmål bliver også udgangspunktet for det salmeforedrag, jeg agter at turnere med fra sommeren 2026. Smugkig her, men hjemmesiden opdateres snart.

Vi holder jer opdaterede her på siden, når der drypvis kommer mere info ud om udgivelsen.

Men jeg tør godt afsløre, at vi i disse uger er ved at lægge sidst hånd på en kommentarudgivelse, der skal ledsage salmebog og nodebog. Så der er nok at se til ??

Morten Skovsted