30. september 2024: Lisbeth Smedegaard Andersen fylder 90!

Lisbeth Smedegaard Andersen, en af de mest markante og væsentlige fornyere af vores salmeskat, fylder 90 år i dag.

Vi markerer den runde fødselsdag ved at publicere en artikel, skrevet af prof.em Kristen Nielsen i dagens anledning. I artiklen udfolder Kirsten Nielsen på forskellige vis, hvordan Lisbeth Smedegaard Andersens 21 salmer fra salmesamlingen ’Lysets utålmodighed” skaber forbindelse mellem den gammeltestamentlig læsning og evangeliet.

Det er en grundig og spændende artikel, som det altid er, når Kirsten Nielsen med grundighed og indsigt kaster sig over et hynologisk tema. Artiklen kan læses her: Hilsen til Lisbeth Smedegaard Andersen i anledning af 90-årsdagen, fra Kirsten Nielsen


Til Kirsten Nielsens fyldige artikel vil jeg blot tilføje følgende om Smedegaard Andersens bidrag til teologien og salmeskatten:

Sikket righoldigt forfatterskab og sikket aktivt virke! Og ikke mindst: Så smukke og vigtige salmer!

Og digteren/forfatteren er endda stadig i gang og føjer bestandigt nye bøger til det store forfatterskab: I 2022 en bog om Bibelens kvinder og i 2024 ’Bibelen i ord og billeder’.

Også salmerne flyder stadig fra digterens hånd, således det gedigne salme-hit, ’Du spør mig om håbet’, der blev skrevet til Folkekirkens Nødhjælps 100-års jubilæum i 2022.

Men siden da også ’Den søndagsstille morgen’, skrevet til Osted valgmenigheds 100-års jubilæum og ’Lyset er kommet’, skrevet til Folkekirkens Hus i Aalborg, begge forfattet i indeværende år.

Det er fristende at udbryde med stor beundring i stemmen: ”Hvor er hun dog produktiv!” eller ”Tænk! Hun er 90… og stadig aktiv”. Det er svært ikke at imponeres, men det væsentligste er dog hverken digterens alder eller hendes store produktion, men kvaliteten deraf!

Lisbeth Smedegaard Andersen begyndte at skrive salmer i en relativt sen alder, først i 1980’erne, og blev siden en af de store, fornyende bidragsydere til den nuværende salmebog med salmer som ’ Du fødtes på jord  (DDS 69), Blåt vælded lys frem bag skyers skred (DDS 131) samt I går var hveden moden (DDS 717) og Med thomaskravet står vi her (DDS 248).

Hun indtog desuden salmebogstillægget ’100 salmer’ fra 2016 som den mest bidragende digter med hele 13 salmer. Heriblandt 11 årstidssalmer, idet hun ikke mindst har gjort sig gældende i denne genre med salmer som ’Det var så forunderlig klart i nat’, ’ Maria snart er det forår’, ’Når æbletræets hvide gren’ samt ’ Fra vest står blæsten’ og hele to novembersalmer, der begge er optaget i Højskolesangbogen, hvor LSA i øvrigt er repræsenteret med hele otte sange og salmer.

Til de allerede nævnte salmer føjer sig andre, der demonstrerer, at om Lisbeth Smedegaard Andersen skriver stærke årstidssalmer… men også andet og mere end det.

Hun var således en blandt flere digtere, der i 2023 udgav en samling, ‘Med kærlig hilsen’, med 86 epistelsalmer. Man kan læse om samlingen her, og om Smedegaard Andersens bidrag dertil her og en artikel om tankerne bag projektet her.

Blandt mine egne favoritter (foruden Memento mori-salmen ’Blandt spurvefjer og blade’) er en salme, der for mig at se har klart kernesalmepotentiale: ’Herre vi tror’, som er skrevet over Nicænum-trosbekendelsen til Luther-jubilæet i 2017. Den udfolder treenigheden og føjer dertil både sakramenterne og menigheden samt de sidste tider. Det er ikke så lidt endda, og når dertil lægges Egmoses fine melodi, bør salmen ganske ofte synges på credo-salmens plads i de danske højmesser.. efter min mening.

Og så til sidst, blot en særlig tak for en nichesalme fra 2023, ordinationssalmen ’Du hjertemilde Helligånd’, Til ordinationer synger vi gode, gamle salmer, men dertil kan i den grad føjes denne, som er både samtidig, evig, smuk og vægtig. Rådet er hermed givet videre til landets biskopper.


Der er fugle, og sjæle der løfter sig på vinger i Smedegaards Andersens salmer. Der er intense natursansninger og et væld af bibelske referencer samt kunsthenvisninger, litterære metaforer og en poetisk og sikker åre, ofte i fortællende kompositioner og forløb. Nu og da symmetrisk men aldrig anstrengt og altid med et smukt, flydende sprog (der – til min glæde og andres undren – ikke skæmmes af grammatisk tegnsætning).

Og ikke sjældent peges der både bagud og forud (som også Kirsten udfolder det i sin artikel): Til tider der var, og tider der skal komme. Til Bibelske billeder og åbenbaringer engang samt en evangelisk virkelighed og virkekraft her og nu… og i fremtiden.

Og med denne udgang kan vi passende give digteren selv de næsten sidste ord med en salme, som vi i den grad har kunnet synge i dette sommerlige efterår: ’Den sidste rest af sommerlys’.

Her lyder det i de to første vers:

  1. Den sidste rest af sommerlys
    nu vokser mørket støt
    men tjørnebuskens lygter står
    og lyser trodsigrødt
  2. hver gemmer på en stenet frugt
    og peger tappert frem
    mod livet der skal genopstå
    bag vintrens rekviem

Salmen er skrevet til den sidste del af kirkeåret og efteråret med tjørnens ‘trodsigrøde bær’ som omdrejningspunkt. Bærret peger både bagud til dets dannelsestid og fremad, hvor det skal blive til ny vækst. Dette udsyn til både det forgangne forår og det kommende taler ind i kirkeårets afslutning og de eskatologiske bibeltekster i denne del af kirkeåret.

Og der er tre vers mere, og sådan er der så meget… med Lisbeth Smedegaard Andersen og hendes prægtige salmer.

Også gerne i mange år endnu, og i alle fald:

Et stort ’Tillykke med dagen’ og et ’TAK for de mange salmer’ skal lyde herfra på den runde dag.

Morten Skovsted