2. januar 2024: Mindeord over Jens Rosendal

Den folkekære højskolemand samt sang- og salmedigter, Jens Rosendal er død. Vi bringer derfor i denne opdatering en række mindeord over Rosendal samt henvisning til salmer og videre læsning.

Læs herunder:

Mindeord ved prof. em. Kirsten Nielsen
Tale til Rosendals 90-årsfødselsdag ved højskoleforstander Mads Rykind
Nekrolog ved Rasmus Skov Borring, skrevet til højskolebladet.dk
Link til den artikel, Rosendal selv skrev til ‘Hymnologisk tidsskrift’ i 2006 om sin salmedigtning

Et billede fra september 2022 hvor Rosendal modtog Ridderkorset. Foto: Rasmus Skov Borring

Først giver vi ordet til prof. em. Kirsten Nielsen, der har skrevet følgende til salmer.dk:

Ved salmedigteren Jens Rosendals død

Salmedigteren Jens Rosendal er død. Han blev født i 1932 og var i en længere årrække højskolelærer, dels i Løgumkloster dels på Jaruplund Højskole. Han debuterede som salmedigter i Løgumklostersangbogen i 1974 med 10 salmer. En af disse salmer, ’Du, som ud af intet skabte’, er kommet med i Den Danske Salmebog (DDS 330), hvor man også kan finde salmen ’De dybeste lag i mit hjerte’ (DDS 28). I salmebogstillægget ’100 salmer’ er Rosendal repræsenteret med to salmer ’Som solskin over mark og hav’ (nr. 857) samt ’Troen er ikke en klippe’ (nr. 892). Derudover skal nævnes Rosendals ’Evangeliesange’ (2005) med salmer til hele kirkeåret, begge tekstrækker, og med melodier af Ole Ugilt Jensen.

De fire salmer i Salmebogen og Salmebogstillægget giver i sig selv et godt billede af, hvad der lå Rosendal på sinde. Hans salmer er præget af taknemmelighed og glæde over livet. I den førstnævnte salme henvender han sig til Gud som skaberen:

Du som ud af intet skabte
lys og liv og herlighed,
Paradiset som vi tabte,
blomstrer i din kærlighed.

Nok har vi mistet Paradiset ved syndefaldet; men det findes stadig i Guds kærlighed. Og den kærlighed er forbundet med Jesu død for vores skyld, så ”Korsets Himmel-træ nu gror / i det lave hvor vi bor.”

Den bedst kendte af de nævnte salmer er nok ’De dybeste lag i mit hjerte / er længsel uendelig stor’. Længslen er stor, men under den mærker man usikkerheden. Ned gennem salmen svinger Rosendal mellem tilliden til, at ”et sted må det findes, det lærred, / som spænder sit billede op”, og så usikkerheden og tvivlen. For mon det virkelig findes? Er det blot en drøm? Er det kun noget, han har fået givet videre fra sin slægt? Og så alligevel! Drømmen har ”dog morgenens klarhed / og kræfter som aldrig går til”. Derfor kan han bede sin skaber om, at han vil møde ham her midt i al goldheden og knuse ham ”i selviskheds ørken”, for derpå at skabe ham på ny. For det er det, Rosendal ønsker sig, at han kan rejse sig ”nyskabt og leve / på jorden, mens dagene går”.

Det liv, Rosendal skriver om og finder sin glæde i, er båret af kærlighed. Og det er både Guds kærlighed og den kærlighed, han har mødt hos sin elskede. Salmen ’Som solskin over mark og hav’ er skrevet efter hans partner Ulriks alt for tidlige død. Mødet med Ulrik satte Rosendal ord på i sin ’Forelskelsessang’: ’Du kom med alt det der var dig’ (Højskolesangbogen nr. 480), og ved hans død skrev Rosendal denne ’Kærlighedssang ved et tab’ (Højskolesangbogen nr. 481). Den kan synges på samme melodi som forelskelsessangen, og det fælles metrum peger på, at der er sammenhæng mellem liv og død. Og nok er prisen ”så kæmpestor / for kærlighed på denne jord / dog aldrig skal jeg klage.” Trods tabet af sin elskede holder Rosendal fat i taknemmeligheden over alt det, han fik gennem ham. Derfor drejer det sig for Rosendal om at synge om ”hvad livet vil / hver dag vi er til stede.”

Det gælder om at være til stede i det liv, vi har fået. Derfor er tro også altid en måde at leve på. I salmen ”Troen er ikke en klippe” forholder Rosendal sig direkte til et af de kendte gudsbilleder: ”Gud som en klippe”. Men han afviser den måde, man undertiden bruger billedet på, nemlig som en garanti for, at vi så aldrig skal opleve uvejr. Nej, ”tro er at sejle trods bølger / over en truende grav.” Tro er at være til stede og høre, når der bliver kaldt. Derfor afviser han også, at troen skulle være fastlåste dogmer, den er tværtimod levet liv, hvor man vover sig udad ”varsom og kærlig og klog”. Troen kan svigte, men den kan også gribes ”midt på den gyngende grund”, den satser på håbet, for:

Tro er utrolige kræfter,
som vil forandre alt.
Vove sig dybt ind i mørket,
hvis der for alvor er kaldt.

Rosendal giver som salmedigter sprog til den anfægtede tillid og fastholder samtidig, at kærligheden altid er stærkest. For læser man de fire salmer i sammenhæng, kan man bruge billedet af den gyngende grund som billede på tabet af den elskede. De utrolige kræfter er hos Rosendal netop kærlighedens kræfter, der kan bære over tabet. Selv om vi har mistet Paradis ved syndefaldet, så lever det dog i Guds kærlighed til os, sådan som den viste sig ved Jesu død på korset. Og den dybeste længsel gælder det land, som han kun ser ”som et glimt, som en lysning”, men alligevel kan han skrive:

I strejf lå mit landskab forklaret
som livets og kærligheds land.

Det var i det landskab, Jens Rosendal levede sit liv og nu har endt det.

Æret være Jens Rosendals minde.

Kirsten Nielsen

Denæst bringer vi den tale, Mads Rykind holdt i forbindelse med Jens Rosendals 90-årsfødselsdagsfejring i Ballum. Mads har haft et nært forhold til Rosendal gennem mange år, og som far til foreløbigt tre Rødding-elever kan jeg bevidne, at kærligheden til Rosendal også er overleveret til højskoleeleverne både via besøg hos Rosendal og ved afsyning af hans mange sange i Højskolesangbogen .

Tale ved Jens Rosendals 90-års fødselsdag

Kære Jens

Af hjertet et stort og varmt tillykke med din fødselsdag og de 90 år!

Se ud over forsamlingen; her er vi samlet fra nær og fjern for at fejre dig, og endnu flere var med til at synge tidevandet ind i eftermiddags ved strandengen. For du har en bred familie- og vennekreds, og – ikke mindst – er du afholdt af de lokale og kendt over det ganske land. Det blev ellers ikke sunget ved din vugge på jeres gård i Vendsyssel, hvor du blev født som en ud af en søskendeflok på syv.

Det havde været naturligt, om du var fortsat i dine forældres fodspor og var blevet landmand, men du tog en læreruddannelse og blev ansat ved Brøndbyøster Skole på den københavnske Vestegn i 1954. Og her stiftede du familie med kone og tre børn. I 1965 flyttede I til Sønderjylland, hvor du blev ansat på Løgumkloster Højskole og senere mødte Ulrik, dit livs kærlighed, købte dit dejlige hus i Ballum Vesterende for at runde dit arbejdsliv af på Jaruplund Højskole i Sydslesvig.

Hele denne fortælling har formet dig som menneske, og det er særligt kommet til udtryk gennem dine sange og salmer, som i dag synges overalt i Danmark af alle generationer – fra Højskolesangbogen, Salmebogen og hvor dine tekster ellers er at finde. For du har øst generøst af din sjældne poetiske åre. Du har suget livet til dig og set ind i menneskets og folkets inderste lønkamre og beskrevet, hvad der rører sig der, for med din poesi at tage os med i livets skole så vi bedre kan forstå os selv som mennesker og det samfund og den tid, vi er en del af.

I digtere sætter med jeres poesi ord på det, vi andre ikke selv har ord for, men som er så uendeligt vigtigt at få udtrykt. Som når du beskriver den største kærlighed i Forelskelsessangen:

At livet det er livet værd
på trods af tvivl og stort besvær
på trods af det, der smerter,
og kærligheden er og bli´r
og hvad end hele verden si´r
så har den vore hjerter.

– og 20 år senere i Kærlighedssang ved et tab, skriver:

Når gode dage er forbi
og døden lukker døren i
kan vi slet intet gøre.
Og græder vi ved nat og dag
det ændrer intet ved den sag
som ingen mand kan føre.

Du er vokset op i et kristent hjem, og troen har altid fulgt dig som med- og modspiller. Som når du i din lovprisning af Vadehavet og marsken, som du bor midt i, siger: ”Når man bor her, er der ikke bare udsyn og højt til himlen, men man fornemmer også, hvor stort skaberværket er – at der er en mening og en sammenhæng, der er større end os selv.” Den dimension fylder meget i dit forfatterskab, hvor du også lovpriser Vorherre.

Men kristendommen blev også en anstødssten til det at være homoseksuel. I det hele taget blev det vigtigt for dig at komme til rette med at være homoseksuel, hvilket du har beskrevet med ordene: ”Du kan måske godt leve sådan, som folk helst vil have det og have rimelig succes med det. Men du kan ikke dø sådan. Så har du snydt dig selv.”

Med din ærlighed og dit mod har du inspireret mange i tilsvarende situationer og herved også skrevet dig ind i det 20. århundredes kolossale frisættelse af det enkelte individ og givet os styrke til at leve det liv, vi selv ønsker, og ikke hvad omverdenens normer har tilsagt os. Du har som få beskrevet hele denne udvikling præcist og enkelt i sangen ”Sat her i forvirringstiden”, skrevet til efterskoleelever. Her tager du dig den digteriske frihed at opfinde et nyt ord: ”forvirringstiden”, som man – endnu – ikke kan slå op i Politikens Nudanske ordbog, men som alle forstår meningen af. Med det enorme kulturelle opbrud, der er sket siden 1945, hvor danskerne flyttede fra land til by, og som skabte en mere individualiseret tilværelse og det opgør med autoriteter, der for alvor tog fart med ungdomsoprøret i 1968, er det moderne menneske i høj grad blevet sat fri til at vælge det liv, det selv ønsker. Og det er godt, men kan også være svært – som du beskriver det i sangen:

Sat her i forvirringstiden
ungdom, galskab, kraft og ild.
Tusindvis af søde drømme.
Li’ så mange farer vild

Når vi ikke længere kan diktere, hvordan mennesker skal leve deres liv, kan vi i stedet vejlede og fremstå som det gode eksempel. Og det har du gjort med dit liv og dine tekster. Også i sangen ”Et voksested”, som du har skrevet til Rødding Højskole, hvor du meget præcist sætter ord på det moderne menneskes livsvilkår ved at skrive:

Vi ser så langt som vi nu kan
og følger livets mærke.

Og så kan vi hver især tænke over, hvad vores livets mærke er!

Den ganske almindelige hverdag glemmer du heller ikke. For det er her livet leves og udfolder sig. Det husker du os på, når du indleder din morgensang med ”I dag skal du løfte dit hoved”. For det er nemlig en af det moderne menneskes svøber – at vi har så travlt med alt det, der ligger foran os: møder, weekender, ferier, barnedåb osv. For hvis vi glemmer – ikke forstår betydningen af – at leve i nuet og være nærværende, ja, så smuldrer en stor del af livet mellem hænderne på os. Men det er det levede menneskeliv for kostbart til, og det minder du os om.

Jens, du er er et beskedent og ydmygt menneske, der aldrig har ønsket at gøre væsen af sig. Derfor er dagen i dag også en kærkommen lejlighed til at hylde dig som det menneske og den store digter, du er. Du har skrevet dig ind i vores hjerter og blevet en del af vores kollektive bevidsthed ved at sætte ord på livet, døden, troen, håbet, kærligheden, sorgen, fædrelandet. Du har med dine Vadehavssange sat dette enestående område på danskernes mentale landkort, og du har med dine tekster bidraget til den danske fællessang og den sammenhængskraft, der er så unik for Danmark. Du har sat dit mærke. På os!

Tak.

Endvidere bringer vi de mindeord, som Rosendals mangeårige ven, Rasmus Skov Borring har skrevet til Højskolesangbogen.dk, og som vi har fået lov til at bringe. Skov-Boring havde et tæt samarbejde med Rosendal, og han har skrevet melodi til flere af Rosendals sange.

Jens Rosendal ved sit hus i Vesterende Ballum. Foto: Rasmus Skov Borring

Nekrolog: Jens Rosendal 1932-2023

Marskens digter er død. Jens Rosendal sov stille ind lørdag d. 30. december. Han blev 91 år gammel. Danmark har mistet en af de største bidragsydere til den folkelige sang. Med sin sang “Du kom med alt det der var dig” – også kaldet “Forelskelsessang” – har han forenet mennesker på tværs af generationer og sat ord på, at størst af alt er kærligheden! Både når livet er smukt, og når livet udfordrer. Jens Rosendal var indtil sin død den nulevende bidragsyder med flest sange i Højskolesangbogen.

Marskens præg på Jens Rosendals forfatterskab

Jens Rosendal blev født i 1932 i Thorshøj i Vendsyssel, men levede langt størstedelen af sit liv i Sønderjylland. I over 50 år ejede han i sit bondehus på stranden i Vesterende Ballum midt i marsklandskab ved Vadehavet, som hans forfatterskab bærer stort præg af. Mange af Jens Rosendals tekster er skrevet, mens han har opholdt sig midt i naturen med blikket rettet mod tidevandet, der kommer og går. En natur præget af månens tiltrækningskraft, som vi ikke kan gå imod. For som han sagde, så kommer vandet uanset. Udsigten ud over både diger, marker, får, fugle og hav førte til et utal af sange om hans højtelskede farvernes landskab – og ikke mindst troen og kærligheden til menneskelivet. ”Dagen er din, mens det sker”.

Størst er kærligheden

Jens Rosendal gjorde sig særligt bemærket hos den danske befolkning med sin forelskelsessang Du kom med alt det der var dig. Ikke alene er den et storhit i Danmark og synges af både efterskoleelever, højskoleelever, pensionister og alt midtimellem – den er desuden oversat til flere sprog og bliver brugt ude i verden. Sangen beskriver den ultimative kærlighedshistorie, der sprængte alle rammer. Fortællingen er Jens Rosendals egen. I 1981 forelskede hans sig i en mand, Ulrik. Han måtte opbryde den familie, han havde skabt med sin kone og deres tre børn. Der var ingen vej tilbage. Modet trådte til, og han insisterede på sin ret til den kærlighed, der havde været gemt væk. Han var nået dertil, hvor han, som han selv satte ord på, nok kunne evne at skjule den hemmelighed måske resten af sit liv, men han ville ikke dø sådan. Og således blev det. Han stod ved sig selv og stod frem for Gud og sine omgivelser. Forhandlingen med og accepten fra de guddommelige kræfter blev en livskamp. Han insisterede på at være både et kristent menneske og homoseksuel, selvom han var opdraget til, at det gør man ikke der, hvor han kommer fra. I det indremissionske miljø, han voksede op i, blev homoseksualitet betragtet som en synd, og det satte sine spor i hans selvforståelse langt op i tilværelsen. Mens hans egen kamp stod på, kæmpede han, uden at vide det, mange andres kamp om retten til kærlighed, og han blev derfor et forbillede for mange, når det handler om at turde være modig – at turde være sig selv. Forelskelsessangen var en kærlighedserklæring til Ulrik, men den blev også alle andres kærlighedssang og kærlighedserklæring til hinanden, uanset hvem man er forelsket i. Her viste Jens Rosendals poesi, hvad folkekulturens væsen er: At den bærer sin fortælling, men også er noget i kraft af den, der synger med. Den gave har han givet til Danmark – et sted for os alle at gå hen for at forstå os selv og samle modet til at ville livet – et liv, som for Jens Rosendal var en gave, der var ham givet. Derfor levede han sit liv med stor taknemmelighed og mente, at det at være i live var nok i sig selv. Jens Rosendal satte selv ord på, når han holdt foredrag om sine sange, at livet ikke altid havde været let og har krævet meget mod, men at ”livet er livet værd på trods af tvivl og stort besvær”, som vi alle har sunget igen og igen. Glæden ved de små ting var størst. Uimponeret over materialitet og storhedsvanvid var den nære tilstedeværelse i nuet det allervigtigste. Jens Rosendal fastholdt til sin død en tro på en holdbarhed i Kristendommen, selvom han brugte sit liv på at definere den på sin egen måde. Mange kristne homoseksuelle har vendt Vorherre ryggen, fordi kampen blev for stor, men det gjorde Jens Rosendal ikke. Han fandt sin egen vej. I sangen Troen er ikke en klippe skriver han, at der ikke findes klare svar på alle livets forhold. Tro var for ham også at vove sig ud i livet og have tillid til det, man håber på.

Jens Rosendals og højskolebevægelsen

I 1954 afsluttede Jens Rosendal læreruddannelsen på Nørre Nissum Seminarium. Først arbejdede han på en skole i Brøndbyøster og blev efterfølgende skoleinspektør i Jersie syd for København, men højskolebevægelsen blev et grundlag for arbejdslivet på den lange bane på både Løgumkloster Højskole og Jaruplund Højskole syd for Flensborg. Han kæmpede for højskolebevægelsens kerneværdier og var i en periode politisk aktiv i Folkebevægelsen mod EU og også medredaktør af Højskolebladet. Selvom han dengang varetog højskolernes nationale værdisæt, havde Jens Rosendal også et vidtfavnende mennesyn, som udviklede sig gennem hele hans liv. Til sin død formåede han at fastholde en stærk forbindelse til de nye generationers høj- og efterskoleelever, der alle var dybt betaget af ham, når de mødte ham. Selv om hans poesi indeholdt en vis livserfaring, følte de unge også et nærvær i hans fortælling – et indhold, som mange, trods en stor aldersforskel, alligevel kunne relatere til. Han talte til hvert enkelt individ og mødte dem, hvor de var i livet lige netop i dag. Det evnede han over for os alle – at tale til netop dig. Jens Rosendal har haft kolossal indflydelse på mange menneskers sangglæde gennem sit digterskab, der indeholder alle livets følelser om tro, håb og kærlighed og om at være menneske i denne verden. Han var en forgangsmand for en minoritet og et nationalikon for mange flere.

En stor plads i Højskolesangbogen og danskernes hjerter

I 2020, da den nye højskolesangbog udkom, flyttede Jens Rosendal ind på side et. En position, der før kun har været forbeholdt Grundtvig. Inden sangene begynder, står citatet: ”Synger om hvad livet vil hver dag vi er til stede”. Ordene er de sidste to linjer i hans digt Kærlighedssang ved et tab, som han skrev, da han mistede sit livs kærlighed i 2000. Med disse ord træder vi alle ind i folkekulturens største værk med en påmindelse om, at dem vi er i dag, er vores grundlag for at synge med. Det er den livserfaring, du bærer, der gør din fortælling i dag unik. At kunne blive hørt og set som det menneske du er midt i det store fællesskab. Afhængigheden af hinanden, men friheden til at være dig. Det var det, Jens Rosendal ville for alle.

Den folkekære digter modtog en række priser gennem sit liv, blandt andet Den folkelige sangs pris, Sprogforeningens pris, JydskeVestkystens kulturpris og prisen Den Gyldne Grundtvig. I 2022 modtog Jens Rosendal Dannebrogordenens Ridderkors som anerkendelse for sine poetiske bidrag til Danmarks folkekultur gennem salmer og sange. Jeg havde selv den store ære at overrække ham det på stranden i Vesterende Ballum ved ”Jens Rosendals bænk”, som han fik skænket på sin 80-års fødselsdag i 2012 af Tønder kommune. Jens Rosendals sange er repræsenteret i diverse sangbøger og korværker, og i både 18. og 19. udgave af Højskolesangbogen var han indtil sin død den nulevende bedst repræsenterede med henholdsvis 13 og 10 sange og salmer. I Salmebogen har han to bidrag. For Jens Rosendal var der en direkte linje mellem hjertesprog og den folkelige sang.

TAK fra os alle. For alt det, du har givet hver enkel. Jeg er fyldt op af taknemmelighed over ikke kun at kende dit professionelle virke, men også at have været din ven. Du vil leve i dine sange, og du vil aldrig blive glemt. Du kom med alt det der var dig.

Æret være Jens Rosendals minde.

Afslutningvis kan jeg blot tilføje, at Rosendal har 24 salmer på salmer.dk, og at tre af dem i særlig grad “Anbefales af redaktionsgruppen” mens andre fire salmer har fået prædikatet “særligt populære blandt brugerne”. Man kan selv foretage en søgning på Jens Rosendal på salmer.dk for at se, hvilke salmer, der er tale om.

De sidste ord i dette nyhedsbev skal digteren selv have.

Det får han i en artikel på vores artikelside, hvor Rosendal skriver til ‘Hymnologi’ om sin salmeskrivning under overskriften ’Salmeforsøg’. Læs artiklen her. Der slutter han med følgende ord:

“Kun salmen i funktion er levende, men får til gengæld en næsten ubegribelig stor og holdbar betydning for den som synger med. At synge salmer og sange er måske noget af det vigtigste i verden.”

På salmer.dk er vi enige, og vi er sikre på, at Rosendals sange og salmer vil blive sunget i særlig grad den næste tid, men også derefter. Helt ind i evigheden.

Morten Skovsted