13. september 2023: Lars Busk Sørensen er død – æret være hans minde

(og lidt øvrige salmenyheder)

Natten til onsdag sov den 93-årige salmedigter ind med sin familie omkring sig; afklaret og rolig.

Lars Busk Sørensen var oprindeligt folkeskolelærer, men debuterede som lyriker i 1959 og udgav i årene derefter en række digtsamlinger. Hans første salmesamling udkom i 1986, og den sidste samling i eget navn kom i 2021. I 2014 udkom en stor samling, ’Salmer til vor tid’, med 158 af hans bedste salmer.

Busk Sørensen var en del af den salmedigtergruppe, Holger Lissner havde samlet, og han bidrog til gruppens væsentlige udgivelser bl.a. ’Tredjedagens lyse rum’ (2000), ’Lysets Utålmodighed’ (2011) og så sent som i 2021 til samlingen af epistelsalmer, ’Med kærlig hilsen’.

Lars Busk Sørensen har med sin lyse salmelyrik spillet en afgørende rolle for salmefornyelsen i Danmark gennem de sidste knap fire årtier, og han har tre salmer med i Den Danske Salmebog, fire i Højskolesangbogen, ti i salmebogstillægget ’100 salmer’ og hele 50 på Salmer.dk.

Blandt hans mest kendte og elskede salmer kan nævnes:

Solen begynder at gløde

Nu står der skum fra bølgetop (DDS 731)

Den lange, lyse sommerdag og

Menneske, din egen magt (DDS 370), som medførte lidt sværdslag op til udgivelsen af Den Danske Salmebog i 2003 (se mere under salmens kommentar på salmer.dk).

Flere af de her nævnte salmer har melodi af Willy Egmose, med hvem Busk Sørensen havde et nært samarbejde og venskab.


På salmer.dk har vi flere artikler og klummer om og af Lars Busk Sørensen, og jeg linker hermed til en del af disse:

Allerførst i en klumme med titlen “Her står jeg og undrer mig over min forårssyren”, skrevet af Kirsten Nielsen i anledning af udgivelsen af Busk Sørensens ’12 nye salmer’ i 2021.

Dernæst følgende, længere artikler, der helt eller delvist omhandler Lars Busk Sørensens digtning:

I artiklen ’Om at skrive salmer i vor tid’ fra 1999, skriver Lars Busk Sørensen om sit (tidlige) salmeforfatterskab.

I en artikel om gudsbillederne i nyere salmer kommer Kirsten Nielsen blandt andet omkring bibelsk og filosofisk sprog hos Lars Busk Sørensen ud fra digtsamlingen: ’Til Gud. Refleksioner over gudsbegrebet. En digtkreds.’

I en artikel fra 1995 skriver Sune Auken ”Om muligheden af en moderne salmedigtning”, og han vier i den forbindelse Lars Busk Sørensens passionssalme ’Det kolde månelys ned mellem vintersorte grene’ særlig opmærksomhed.

Og endelig har komponisten Willy Egmose i denne artikel om sit salmearbejde blandt andet beskrevet samarbejdet med Lars Busk Sørensen.

Tak, Lars Busk Sørensen, for dit bidrag til vores smukke salmeskat.

__________

For ikke at forstyrre unødigt med flere nyheder lige med det samme tillader jeg mig i denne forbindelse af nævne to øvrige salmenyheder, idet jeg er sikker på, at Lars ville have tilladt sammenblandingen, der blot understreger, at det salmearbejde, som var så væsentligt for Lars, også fortsætter fremover.

Syng Nyt salmedagen – UDSOLGT

Der er udsolgt til vores kommende Syng Nyt salmedag, lørdag d. 7. oktober i Hjortshøj, da vi ikke kan være mere end 85 personer i vores sognegård, men man kan prøve lykken og lade sig skrive på venteliste hos undertegnede på mail@salmer.dk. Der kan komme afbud.

Dine salme-favoritter – Nu med egne kommenarter

Som det vil være de fleste bekendt, kan man som bruger på salmer.dk lave sin egen liste af favoritsalmer ved at klikke på hjertet til højre for salmen. Fra nu af kan man også knytte kommentere til sine yndlingssalmer (til egen brug). Gå ind på ’Min side’ og vælg ’Favoritter’.

Således ordene for denne gang

Morten Skovsted