4. november 2022: En KÆMPE nyhed og en mindre
Alle DDS-salmer har nu smuk orgellyd
I forbindelse med en systematisk gennemgang af salmerne fra Den Danske Salmebog har vi fået lagt lydfiler op til alle salmerne i Salmebogen. Lyden er fra Mariager kirke, hvor organist Mikael Ustrup har indspillet dem alle på kirkens skønne Aubertin-orgel. (Læs mere her om orglet, organisten og det imponerende arbejde Ustrup har lagt i lyd og noder til de mange salmer i Salmebogen).
Eneste foreløbige undtagelser er et par håndfulde af de mere rytmisk synkoperede melodier fra 1980’erne, som vi er ved at få indspillet i en mindre højakustisk kirke. Desuden har et antal salmer orgellyd fra Helligåndskirken og Gellerup kirke, idet de for et par år siden blev indspillede til de ’10 gode’ (vores salmeforslag til kirkelige handlinger og årstiderne).
Og der er mere…
I denne ombæring har vi også fået noteret i kommentarfeltet, hvilke(n) melodi(er) de enkelte salmer synges på (hvilket er rart at vide, når der er tale om lånemelodier), og vi har noteret ved alle salmer, hvilket nummer de har i DDS, og hvilket afsnit, de er placeret i.
Vi har også tilføjet prof. em. Kirstens Nielsens kommentarer til stort set alle salmer i Den Danske Salmebog i kommentarfeltet til de enkelte salmer. Der er tale om fyldige kommentarer med blandt andet bibelske referencer og intertekster.
(Og apropos ‘fyldige kommentarer’: Hvis I alligevel bevæger jer ind i kommentarfeltet, så und jer selv at bruge lidt tid på Anders Mallings artikler fra ‘Dansk Salmehistorie’, som ligger i pdf-filer allernederst i kommentarfeltet. Det er en uudtømmelig guldgrube af salmeviden!)
Se og hør resultatet
Vi bringer et par eksempler på de færdigbearbejdede salmer her:
Befal du dine veje – Et eksempel på, at vi nogle steder har lagt både den nuværende (senere) form op sammen med salmens mere originale og oprindelige form.
Guds fred er mer end englevagt er et eksempel på det efterhånden fyldige kommentarspor, hvor også medlemmer af redaktionsgruppen har kommenteret salmerne.
Fyldt af glæde – Også de nyere salmer i DDS er udstyret med fyldige kommentarer og anekdoter.
I går var hveden moden – Et eksempel på, at vi nu og da supplerer melodierne fra Koralbogen med nyere bud på melodier.
Der er stadig lidt at gøre
Et kæmpe arbejde er hermed afsluttet efter flere års indsats. En særlig tak til Mikael Ustrup og Kirsten Nielsen, men også en stor tak til de to redaktionsgrupper, der nu på sjette år gennemgår, bedømmer og kommenterer salmerne i Den Danske Salmebog. Dags dato har grupperne været igennem 1128 salmer, så der mangler ’kun’ 197 salmer fra DDS og 553 nyere salmer udenfor DDS. Vi gennemgår 10 salmer hver 14. dag, så der går et par år, inden vi er helt færdige.
Det er med andre ord ikke fuldbragt endnu… også fordi der ligger endnu en stor opgave foran os, som vi netop skal til at kaste os over: Vi vil gerne gøre noderne til de mest brugte salmer i DDS tilgængelige, både i en form, som vi kender fra Koralbogen med fuld orgelsats, men også med becifrede melodilinjer, så alle kan bruge noderne. Dette projekt kommer I til at høre mere om sidenhen.
Og så den lille nyhed
Vi har for knap fjorten dage siden tilføjet en automatisk ’loop-funktion’ på lydfilerne på Salmer.dk, sådan at de afspiller forfra, når de er færdige. Flere brugere har allerede skrevet til os og takket for denne nye funktion.
Det betyder, at man som f.eks. kirkesanger kan lade melodien køre i bilen eller under brusebadet, for på den måde at kunne indlære melodierne endnu nemmere.
Desværre betyder det ikke, at man kan bruge lydfilerne til egentligt akkompagnement, da lydfilerne ofte klinger ud over flere sekunder. Vi overvejer på et senere tidspunkt at smide ressourcer i at beskære bagenden af lydfilerne, så man i det mindste kan tilstræbe at flow, der minder om det, man har ved fællessang. Men det er et kæmpe, manuelt arbejde, så vi skal lige have luft, inden vi kaster os flere maratonprojekter.
Klummer om Allehelgen og efterårssalmer
Husk, at klummerne på forsiden skiftes hver måned med både de sæsonaktuelle klummer fra de foregående år og med nye bidrag. I denne måned har vi lagt en ny klumme op med en Allehelgensprædiken af Lone Vesterdal, og der er mange gode gamle klummer at hente inspiration i, både til Allehelgen (af Lisbeth Lindegaard og Holger Lissner) og til efteråret (af Else Kragelund Holt, Kirsten Nielsen og undertegnede). Se dem alle på forsiden af salmer.dk.
Således nyhederne for denne gang. Husk, at I altid er velkomne til at komme med forslag til forbedringer. Den nævnte loop-funktion er iværksat på direkte foranledning af forslag fra brugerne, så det nytter.
Med alle disse ord ønskes I en god weekend og en højtidelig Allehelgen søndag.
Morten Skovsted
Sognepræst og ansvarlig for Salmer.dk