7. august 2020: Farvel og velkommen
Ved begyndelsen af året bød vi nye medlemmer velkommen i Forum for børnesalmer. I samme forbindelse stoppede Hanne Jul Jakobsen som formand og medlem.
Tak til formanden
Hanne Jul Jakobsen var en af initiativtagerne til at få oprettet Forum for børnesalmer i 2016. Hun har således siddet med fra begyndelsen, alle årene som formand.
Der skal lyde en stor tak til Hanne for indsatsen med at grave de mange børnesalmer frem; synge, vurdere og udgive dem på salmedatabasen i nye rammer. I Forum for børnesalmer har Hanne været med til at sætte forkyndelsen for børn på dagsordenen; i arbejdet med salmerne dels at kvalificere, hvad en god børnesalme er, og dels at stille skarpt på og højne den teologi, vi præsenterer børnene for.
Gennem oplæg og kurser for præster og folkekirkens personale har der helt fra begyndelsen vist sig stor opbakning til projektet, og glæde over de mange gode salmer, der er kommet frem i lyset – ikke mindst hos børnene!
Hanne har også selv bidraget med børnesalmer til salmedatabasen, og vi kan kun håbe på at se mere fra hendes hånd!
Det nye forum
Præst Hans Boas, præst og lektor Lena Kjems, organist og kirkemusiker Martin Lysholm Hornstrup, kirke- og kulturmedarbejder Berit Hougaard og præst Simon Emil Koefoed (ny formand) fortsætter i forummet.
De nye medlemmer er:
– Susanne Kolby Rahbek, sogne- og korshærspræst i Silkeborg Kirke
– Anne Louise Krogh, musiker og projektleder for Himmelske Rytmer i Horsens Provsti
– Lotte Smith-Petersen, organist i Sdr. Omme og tidligere kantor for Vesterbros børne- og ungdomskor
Velkommen til de nye!
Simon Emil Koefoed
Brabrand d. 7. august 2020