Den trinitariske nødvendighed. Om salmer i trinitatistiden (af Bo Holm)

Der er åbenlyse trinitetssalmer og der er mere skjulte trinitetssalmer. I trinitatistiden bør treenigheds salmer fylde på nummertavlen og give nådigt modspil til den menneskelige erfaring. Egentlig er det vigtigt med trinitetssalmer hele året, for det er troen på den treenige Gud, der er kristendommens kerne: den radikale omvending af alle vore egne snævre begreber om Gud.

Ikke alle salmer griber det lige tydeligt – og måske har navnlig nyere salmer det sværere med treenigheden, selvom det også lykkes i mange. En hurtig gennemgang af 100 salmer, hvor man også tæller de salmer med som trinitetssalmer, der blot nævner to af treenighedens personer eller blot Ordet, viser, at treenigheden er fraværende i ca. 1/3 af salmerne.

Nu holder en salme ikke op med at være en salme, fordi treenigheden ikke er med. Det er den fx ikke i Petter Dass’ Herre Gud! Dit dyre navn og ære. Her må resten af gudstjenesten sørge for den trinitariske ramme, der gør, at vi hører Gudsnavnet rigtigt. Det gælder også for de salmer, der tager udgangspunkt i menneskelige erfaringer alene – og dem er der en del af i 100 salmer. Nu er der ikke i sig selv noget galt med at inddrage den menneskelige erfaringsverden. Trinitatistidens tekster er i høj grad tekster om, hvordan Gud bryder ind i menneskers verden. Her bliver det i særlig grad vigtigt, at den menneskelige fortabelses- eller gudserfaring mødes med navnet på den treenige Gud.

Der er mange grunde til, at den treenige Gud mister forbindelsen til den menneskelige erfaringsverden. En af grundene er en nedtoning af åndsteologien i den protestantiske tradition. Det er problematisk nedtoning, for en blot binitarisk Gud mister alt for let forbindelsen til den menneskelige livsverden.

Et godt eksempel på overset trinitetsteologi i Den danske Salmebog er den kendte Luther-Salme Nu fryde sig hver kristen mand. Salmen begynder ganske vist i den menneskelige erfaring af glæde over evangeliet. Og melodien, som i salmebogen tilskrives Johann Walter, men som flere tyske værker faktisk tilskriver Luther selv, er skrevet som en dansemelodi og ikke beregnet på kirkebrug. På tysk har man stadig en skelnen mellem Kirchenlieder og Psalmen, dvs. mellem sange til kirkebrug og gammeltestamentlige salmer. Siden er Nu fryde sig hver kristen mand for længst trukket ind i kirken, og i Danmark kalder vi uden blusel vores kirkesange for salmer. Men netop dansemelodien, som endelig ikke må spilles tungt og langsomt, viser, at salmen hører til midt i verden og i den menneskelige erfaring.

Men i DDS slutter salmen for tidligt. I Luthers oprindelige version, som stadig findes i tyske salmebøger, fortsætter Guds søn sin tale. De tre tyske vers er gengivet til sidst.

I strofe 8 beskrives, hvordan fjenden udgyder Jesu blod og frarøver ham livet ”for din skyld”. Tiltalen er her vigtig. Døden omsluttes af Jesu liv, hans uskyld omslutter synden. I strofe 9 fortsætter Sønnen sin tale og beskriver, hvordan han fór til Himmels for der at være ”din mester” og skænke ”dig” Ånden, som skal trøste og ”lære erkendelsen af mig”. Her bliver salmen til en treenighedssalme, for Ånden er nødvendig, hvis mennesket skal åbne sig for Gud i troens tillid. For det er, når evangeliets løfte med Åndens hjælp slår rod i den enkelte, at mennesket lærer Gud at kende.

I den danske version forbliver det skjult. Det forbliver derfor også skjult, at åndsnærværet har følger. Således hedder det i strofe 10: ”Hvad jeg har gjort og lært, det skal du gøre og lære, så Guds Rige kan forøges til hans pris og ære”. I sidste vers bevæger evangeliet sig således ud i menneskers liv og bliver mere end et personligt trosforhold. Troen er virksom i kærlighed. En tanke, der er central for reformatorerne, ikke mindst for Bugenhagen, der lader tanken forme den danske Kirkeordinans’ ordlyd og dermed den danske samfundsudvikling, men det er en anden historie.

Det væsentlige her, er at understrege nødvendigheden af hele treenigheden. For alene i treenighedsnavnet er der forkyndelse af en nådig Gud, og alene i kraft af den treenige Gud kan der tros på en barmhjertig ende på menneskers historie.

8. Vergießen wird er mir mein Blut, dazu mein Leben rauben; das leid ich alles dir zugut, das halt mit festem Glauben. Den Tod verschlingt das Leben mein, mein Unschuld trägt die Sünde dein, da bist du selig worden.	8. Udgyde vil han mig mit blod Dertil min levned røve Alt dette lider jeg for dig Hold det med fast tro Mit liv omslutter døden Min uskyld bærer din synd Da er du salig blevet
9. Gen Himmel zu dem Vater mein fahr ich von diesem Leben; da will ich sein der Meister dein, den Geist will ich dir geben, der dich in Trübnis trösten soll und lehren mich erkennen wohl und in der Wahrheit leiten.	9. Mod Himlen og min fader op Jeg farer fra dette liv Da vil jeg være dig en mester Og Ånden vil jeg give dig, Som i din kummer dig skal trøste Og lære mig at kende vel Og lede ind i sandheden
10. Was ich getan hab und gelehrt, das sollst du tun und lehren, damit das Reich Gotts werd gemehrt zu Lob und seinen Ehren; und hüt dich vor der Menschen Satz, davon verdirbt der edle Schatz: das lass ich dir zur Letze.“	10. Hvad jeg har gjort og jeg har lært Det skal du gøre og lære Dermed da bliver Guds rige forøget Til hans pris og ære Og var dig for menneskers lære Det fordærver den ædle skat Det overlader jeg dig til sidst.

Bo Holm, cand. theol. ph.d., Professor MSO