Et salmehistorisk opstandelsesdyk fra Hildegard til Grundtvig (af Dorte Dideriksen)
Vil man fordybe sig i den danske salmeskat, er Helge Dahns salmehåndbog er perle. I sit forord skriver han om en håndbogs risiko for at afpoetisere ved at opløse salmer i bibelcitater. Vi skal bl.a. med denne risiko in mente bevæge os ind i et salmehistorisk opstandelsesdyk og gå på opdagelse og genopdagelse i det salmepoetiske støvtrådeværk.
Helge Dahn beskriver, hvordan forfatteren Martin A. Hansen fra sine drengeår holdt mest af vers med udtryk han ikke umiddelbart fattede; ”disse knuder gav kun verset dybere klang og mægtigere autoritet”. I romanen ”Løgneren” fornemmer man tydeligt, hvordan forfatteren glæder sig, når gåderne åbnede sig. De gamle salmedigteres tankegang og ordvalg er som grønne blade på kviste, der frodigt udfolder salmestrofer hentet fra bl.a. Brorson og Kingo. Steen Steensen Blichers ”Brudstykker af en landsbydegns dagbog” og sangen ”Sig nærmer tiden” danner klangbund i romanen og naturen sammenkomponeres med fugleliv og blomsterflor.
Verdens igenfødelse
N.F.S. Grundtvigs gendigtning af ”Verdens igenfødelse” (DDS 235) fra 1837 af en 1100-tals Sekvens til lørdag efter påske, stammer fra klosteret St. Victor ved Paris. Grundtvig overtager herfra den tanke, at årstidernes skiften er en virkning af frelseshistoriens centrale begivenheder og på denne måde en lovprisning af Gud.
Helge Dahn fremfører overordnet at Grundtvigs salmer ”er kendt for deres naturlyriske tone, men seer man nøjere til, viser det sig, at naturskildringen ikke har egenværdi, men er et billedligt udtryk for den åndelige virkelighed”: nu da opstandelsen har fundet sted, kan foråret tjene som billede på naturens og menneskets oprejsning. Dog er der altså i denne mærkelige salme ikke blot tale om en sammenligning, men om et årsagsforhold, hvad der får Søren Holm til at påstå, at der ligger en primitiv forestilling bagved: ”Kristi opstandelse sikrer ikke blot menneskets opstandelse, men den sikrer også naturens opstandelse efter vinterdvalen, ganske som Baals genopståen til livet i Kanaan, Apollons tilbagevenden om våren fra hyperboræernes land og Kores tilbagekomst fra Hades til Eleusis gjorde det i de gamle kanaanæiske og græske folkereligioner”.(s. 150)
”Verdens igenfødelse” (mundi renovatio) skal altså ikke forstås eskatologisk. Påskebegivenhederne har en kosmisk rækkevidde og Kristi opstandelse tænkes som tidernes midtpunkt og verdens genfødsel. Naturligvis vidste Grundtvig, at der havde været forår på jorden i tiden før Kristus, men Herrens opstandelse var mere og andet end et historisk faktum. Igennem lovprisningen af ham, som er selve livets varme og den sejrende over dødens kulde (stofe 4) åbenbares tidernes midte af den evige skaberkraft der virker til alle tider.
O frondens
En lignende tankegang finder man i Hildegard af Bingens teologiske hovedværk Scivias, som betyder ”Kend Guds veje” og handler om Guds altomfattende frelsesplan for kosmos, natur og menneske.
I Hildegards sang O frondens synges der om hånden (manum) – den udrakte hånd (ikke udstrakte, sådan som vi rækker hånden ud, men den alene af skaberen udrakte). Hånden er på en gang den almægtige skabende Guds hånd, men håndens styrke og oprejsningskraft er en Kristusforkyndelse. Hildegard forbinder gennem sangen denne oprejsning med naturens udfoldelse ”O kvist, der grønnes”, men i den latinske tekst bliver det tydeligere, at oprejsningen er Kristi opstandelse in tua nobilitate stans – du står der i din værdighed, hvorfra teksten bevæger sig videre ind i det kosmiske aurora – morgenrøden.
O frondens virga, O kvist, der grønnes,
in tua nobilitate du står der i din værdighed,
stans, sicut aurora procedit. hæver dig som morgenrøden.
Nunc gaude et lætare Nu, glæd dig og jubl,
et nos debiles befri os svage i din nåde
dignare amala fra onde tilbøjeligheder
consuetudine liberare, og udræk din hånd
atque manum tuam porrige for at styrke (oprejse) os.ad erigendum nos.
Den grønne farve (grønne kvist) betyder hos Hildegard ”Viriditas”, kærlighedens dynamiske livsprincip, der omfatter natur, frodighed, frugtbarhed og livskraft. Viriditas er forbindelsen mellem mennesket som mikrokosmos og Guds makrokosmos og bringer fornyelse ikke kun til grønne planter, men også til mennesket som beskyttes jf. Salme 8
Frydeligt med jubelkor
Mogens Børup, som var rektor for latinskolen i Århus´ ode (majvise) ”Frydeligt med jubelkor” (DDS 721) In vernalis temporis fra 1500 er en gennemgribende dynamisk digtning af naturen og frugtbarhedens livskraft og findes første gang nedskrevet i den finske nodesamling “Piae cantiones” fra 1582 men er sandsynligvis ældre end fra år 1500.
In vernalis temporis Frydeligt med jubelkor
ortu laetabundo, hilses vårens komme
dum recessum frigoris svalen melder trindt på jord
nuntiat hirundo, Frostens tid er omme!
terrae maris nemoris Land og hav og lundens træ´r
decus adest deforis herligt prydes fjernt og nær.
renovato mundo Nye skabningsunder!
vigor redit corporis, Kraft på ny vort legem får,
cedit dolor pectoris lægt er nu vort hjertesår
tempore iucundo. i de glade stunder.
Terra vernat floribus Jordens rige blomsterpragt,
et nemus virore skovens grønne smykke,
aves mulcent cantibus fuglesanges tryllemagt
et vocis dulcore fylder os med lykke.
aqua tempestatibus Havets storme raser ud,
caret, aër imbribus luften hærges ej af slud,
dulci plenus rore duggens perler rene
sol, comsumptis nubibus samler solens stråleglans
radiis pontentibus i en dejlig perlekrans
lucet cum calore. rundt på græs og grene.
O quam mira gloria Hvor dog Gud er god og viis!
quantum decus dei! Hvor er verden fager!
Quanta resplendentia Hvor dog alt til Herrens pris
eius faciei! ånd og tanke drager!
a quo ducent omnia, Han har stort og småt på jord,
summa ima media, urten, som på marken gror,
formam speciei form og farve givet.
major haec distantia Efter nat vi dagen nu
quam sit differentia hilse vil med frejdig hu
noctis et diei. takke Gud for livet
Efter traditionen er majvisen skrevet til disciplene ved latinskolen i Århus i Børups rektorperiode fra 1490-1526. Morten Børup, som var doktor i teologi, har if. efterretningerne også skrevet latinske skuespil til sine disciple og var desuden kantor ved Århus Domkirke. Ældste overlevering af Carmen vernale ( In vernalis temporis) forekommer i 1577 i latindigteren Erasmus Lætus’ beretning om festlighederne ved Christian 4.s dåb.
Fra ”Frydeligt med jubelkor” til ”Verdens igenfødelse”
Børups ”Frydeligt med jubelkor” og Grundtvigs salme ”Verdens igenfødelse” deler ikke kun poetiske naturbilleder, men også melodien ”Piae cantiones”. En melodi som også bruges til sangen ”Mørk er november” af Thorkild Bjørnvig, som dog har en helt anden stemning. Jørgen Kjærgaard skriver i sin Salmehåndbog om betydningen af udtrykket ”Verdens igenfødelse” følgende:
”Verdens igenfødelse betyder hverken forårets komme eller Gudsrigets endelige frembrud, engang ved tidernes ende; men Jesu opstandelse ses som verdens midtpunkt i både tid og rum. Verdens genfødsel sker i kraft af Kristi livs sejr over døden. … Når man mærker sig bibelhenvisningerne undervejs i salmen, bliver det tydeligt, at salmen finder en bevidst linie fra Bibelens første til sidste skrift – fra skabelse til fuldendelse – med Jesu opstandelse som midte og vendepunkt.”
På salmer.dk udlægger Kirsten Nielsens Grundtvigs salme som et møde med den opstandne. Det er i dette møde (kosmisk) at glæden skabes og dette manifesterer sig i naturen, hvor fuglene synger, træerne skyder, og alt det visne bliver grønt igen. Årsagen til dette er opstandelsen påskemorgen jf. strofe 1-3.
Verdens igenfødelse
glæden igenføder;
skønt fornyet skabningen
den Opstandne møder.
Øst og vest og syd og nord,
ild og vand og luft og jord
synger påskesalmer.
Ser du op til hvælvingen,
skyerne sig klarer,
lytter du til bølgerne,
blidelig de svarer;
mellem begge morgenglad
fryder sig med forårskvad
hele fuglekoret.
Ser du, hvor i skovene
alle træer skyder!
Mærker du, hvor engene
Sig i våren fryder!
Nu det visne vorder grønt,
hvad der falmed, atter skønt,
det gør påskemorgen.
Set i et bibelsk perspektiv begynder vi med skabelsen (1 Mos 1). Himmelhvælvingen, hvor skyerne klarer op, minder om beretningen om Syndfloden og dens ophør (1 Mos 6-9) men der er også tale om en omsiggribende frugtsommelighed, idet skabningen fornyes ved en igenfødelse af verden og glæden. Denne genfødsel har sit centrum og midte i mødet med den opstandne og herfra bevæger genfødslen sig ud i alle fire verdenshjørner og igennem alle de fire elementer ild, vand, luft og jord i en fuldt omfattende påskesalmesang. Det er med baggrund i denne kosmiske igenfødelse af verdensstemmen, at der gåes på opdagelse mellem begge det blå (skyer og bølger) og det grønne (skove, træer og enge) som svarer blideligt i et fuglesangkor.
Livets varme, sejrende
over dødens kulde,
priser ham, som strålende
rejste sig af mulde;
dødens fyrste tog ham hel,
havde i ham ingen del,
misted, hvad han havde.
Strofe 4 er salmens midte med Jesu opstandelse og overvindelsen af døden (jf. Joh 14,30: ”Jeg skal ikke tale meget med jer mere, for verdens fyrste kommer; og mig kan han intet gøre…”). Hvor vi i strofe 2 og 3 bevægede os i luften og vandet er vi nu i jorden (mulden), idet livets varme har sejret over dødens kulde og strålende rejst den opstandne af mulde.
Fundet har nu mennesket
bod for alt forliset;
sværdet nu, det flammende,
svandt fra Paradiset,
nu keruben løfter glad
oliegren og palmeblad,
vinker os til Eden.
Salmen slutter med et udblik til det nye Eden, hvor keruben ikke længere hindrer adgangen. Keruben der før holdt det flammende sværd (ilden) vifter nu med en ”oliegren” (jf. det olivenblad, som duen bringer til Noa som tegn på, at Syndfloden er forbi, og jorden igen beboelig for mennesker, 1 Mos 8.11). Palmebladet minder om den store skare af frelstes viften med palmegrene i Åb 7,9. Det begynder med skabelsen, men ender i det nye Paradis (jf. Åb 21-22), men der er tale om et nu, som understreges to gange i salmens sidste strofe. Det er igennem en omsiggribende kosmisk påskesalmesang at mennesket har fundet bod for syndefaldet.
En forfatters bekendelse
Forfatteren Martin A. Hansen har været en kyndig salmehistoriker og indleder ”Løgneren” med at henvise til Ambrosius Stub. At han også har været fortrolig med Grundtvigs kosmiske opstandelsesteologi ses afslutningsvis, hvor Johannes Vigs bekendelse til Nathanael afsløres som en løgn, idet han også selv er her på træk.
”Himmelen skummede om Øen nogle Dage. Sandø flød ud i Havrøg og Himmeldamp. Det hvislede mod Ruderne inde i min Stue af Flyvesand ovre fra Bjergene. Næs forsvandt af Syne under Jordfog. Du husker maaske at mine Graner blev fældet, saa man nu kan se over til Næs. Men Bødvar Bjarke laa på Maven og spredte Arme og Ben ud og holdt på sine Marker, der vilde blæse lukt i Søen. Ingen havde kendt Mage i Mands Minde, og alle mente at alt var ødelagt. Saa kom der Haglvejr larmende, som gik en Kavalleribrigade over Øen i et Chok, og vældige Regnskyl spulede Jorden. Aldrig saa man Magen. Lærken sang under det hele. Den blev slynget bort af Stormens Skovl. Men saa var den der igen”. (s. 179)
Litteratur
Dahn, Helge, 1968: Salmehåndbog. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, Kbh
Hansen, Martin A., 1960: Løgneren, Gyldendals tranebøger, Kbh.
Kjærulff, Kirsten og Hans Jørgen Frederiksen, 2011, Hildegard af Bingen, Det levende lys, Anis, Kbh.
Dorte Dideriksen