Hvor mørket møder lyset (Af Regitze Glenthøj)

Ny sang til Blå Kors’ 130-års jubilæum minder os om at håbet findes – selv i de svære stunder

Nogle sange rammer så dybt, at man næsten ikke kan synge dem uden at blive bevæget. Sådan havde jeg det første gang, jeg sang, Jeg kan se en fremtid dybt i dine øjne, skrevet af Iben Krogsdal og med musik af Mads Granum.

Mads og jeg sad sammen for at øve. Vi kendte begge noderne og ordene, men ved første gennemspilning blev vi begge meget rørt, og det blev tydeligt, at her var mere end bare en ny sang. Tiden stod stille, og tårerne fik frit løb. Der var en nerve, en varme – et håb, som bredte sig som et lys i mørket.

For mig var det særlig stærkt, fordi jeg lige havde fået besked om alvorlig sygdom i min nærmeste familie. Teksten og tonerne blev ikke bare musik, men en slags samtale mellem os om alt det, man ikke altid kan sige højt: frygt, kærlighed, tro og det lille håb, der alligevel forbliver.

Noget af det, der rører mig mest, er den måde melodien understøtter teksten. Allerede i de første takter – med det store spring nedad – mærker man en ro, en jordbundenhed og sårbarhed, der giver teksten ekstra tyngde. At starte en fællessang med en nedadgående sekst er vel egentlig et atypisk og modigt greb, men det virker! Man bliver ramt på en følelsesmæssig streng, så teksten forankres i kroppen. Næsten som om musikken inviterer os til at lytte med hjertet.  

Cirka halvvejs i teksten lyder det: ”der hvor vi tør dele lidt af mørket sker miraklet: det blir lyst alligevel.” En linje der peger på noget grundlæggende sandt – at vi oplever håbet, når vi tør dele det, der gør ondt. Og at lyset ofte finder vej netop dér, hvor vi mindst venter det.

Det er også dét, Blå Kors står for, synes jeg. En tro på, at mennesker kan løftes, selv i deres sværeste stunder. At vi kan se en fremtid i hinanden, også når vi ikke selv kan se den endnu.

Jeg håber, at mange vil tage denne fine sang til sig. I min optik egner den sig særligt godt til stunder, hvor der er brug for at samles om noget, der går et spadestik dybere end hverdagens trummerum – nemlig i eftertanke, trøst og håb.

Når jeg synger sangen i dag, mærker jeg en stille styrke. Ikke en naiv tro på, at alt ordner sig, men en dybere tillid til, at vi kan bære hinanden igennem. Og måske er det netop dér, fremtiden begynder – i de små, stille handlinger og i musikken, der minder os om, at vi aldrig er helt alene. 

Regitze Glenthøj, sangerinde