Dåben udfoldet som en salmepoetisk fortælling (af Dorte Dideriksen)

Indledning om ord og det ordløse

I Martin A. Hansens ”Orm og tyr” fortæller han om sin konfirmationspræst, der viste dem kirken. Han stod ved den store, svulmende kampestensfont. ”Er den ikke mærkelig?”, sagde han, og glemte at forklare den. ”Den blev ved med at være mærkelig”, skriver Martin A. Hansen.

Det er døbefonten, præsten peger på. Fonten som i mange gamle kirker oprindeligt stod ved kirkens indgang for der at markere, at indgangen til kirken er dåben, og senere blev flyttet ind i kirkens midte, fordi dåbssynet ændrede sig. Sådan opstår der nye måder at forstå og se tingene. Ordet står ikke bare og gjalder op mod de bare vægge, men Ordet bliver levende og det bliver båret af de mennesker, der fylder kirkerummet. Derfor må dåbsteologien også hele tiden stå i forhold til mennesker i tiden, dog med en vis besindelse, idet forholdet mellem teologi og salmepoesi har vist sig at være frugtbare samtalepartnere i den overlevering som sker fra en generation til en anden.

Nogle gange kan livet give en noget meget stort og smukt i hænderne. Enhver der har holdt et lille barn i sine hænder, har mærket det. Undertiden får vi mennesker så store ting i vore hænder, at vi hurtigt bliver klar over, at det kan vi ikke selv bære og vi får brug for ritualer.

Badet og det himmelske bord hos Grundtvig

Men hvad handler det egentlig om for menigheden, der sidder i kirken og er vidner til barnedåben? Grundtvig har et helt utrolig smukt vers i salmen ”Sov sødt barnlille” (DDS 674), hvor han skriver:

Da drypper som duggen
der manna på vuggen
til barnet på jord
fra englenes bord,
du finder med smil det i morgen;
og klarøjet brat
du siger godnat
til tvivlen og frygten og sorgen

Verset er mættet til bristepunktet af billeder. Vi ser det lille barn for os i vuggen og ovenover sidder englene. Fra deres bord drypper der med brød, som ikke kun stiller sulten, men som inviterer os med til det himmelske måltid. Ved englenes bord er der ikke nogen, der sidder nederst eller øverst, for når den himmelske verden inddrages i vores livsverden, bliver alle mellemmenneskelige forhold løftet op og ind i det, vi kalder evigheden.

Men Grundtvig gør mere end det. Det første vi har hørt om, billedet af det fredfyldte barn i vuggen, er et drømmebillede, som vi ikke kun sover på, men også lever af. Det er sådan, vi gerne vil leve, at vi hver især må kunne finde en fredfyldt søvn, som dengang vi var små. Når englene tilføjes billedet af barnets vuggende søvn, så får vi lov til at låne barnets tryghed, således at vi kan vågne med smil og dermed også uden frygt og sorg.

Lad os med dette billede af det sovende barn i vuggen, hvor alle englene vel nærmest flokkes, for at synge det ind i et tryg og rolig søvn, forsøge at holde fast i begyndelsen, ikke kun for det lille barn, men for det liv, vi må leve. At det alt sammen fra begyndelsen er tænkt godt, at Gud som skaber og opretholder vil os det godt. Dette skabelsesteologiske udgangspunkt tilfører værdighed til ethvert barn og hertil føjer dåben den gave, at Gud vil mere end det, at han gennem sin søn har vist sig som en far, der passer på os og tager sig af os og dermed også hjælper os til at tage del i en verden med brødre og søstre.

Har vi fat i det, eller har det fat i os, så ændres billedet på den verden vi lever i på godt og ondt sig mærkbart, for så er der egentlig ikke nogen grund til at bekymre sig, hverken for den død, som er hver en skabnings vilkår, eller for den dom vi i afmagt kalder ned over os selv og hinanden.

Billedet som Grundtvig bruger om englene, der sidder deroppe i himlen og lader brødstumper falde ned som manna, er et sjovt billede. Tænk engang hvilken fest de må have i himlen? Mens vi går og tænker på hvem der er størst og hvem der er mindst, og måske kommer til at kigger lidt skævt til hinanden, så smiler og synger englene. Deres opgave er at bringe det himmelske lys ind i verden, sådan at vi hver morgen kan slå øjnene op til en ny dag efter en god nats søvn. Trygge, glade og frimodige, fordi det som er begyndt godt, også vil ende godt.

Sakramenterne og den poetiske teologi

I Christian Thodbergs gennemgang at Grundtvigs salmers bundethed til dåbsritualet, bliver væksterfaring forankret sakramentalt med Kristus som midte.

Det kan være svært at sige, hvad væksten egentlig betyder. Oftest bliver det vejen fra dåben til nadveren og det evige liv med Fadervor i munden, og med henvisning til det foregående kan det siges, at vi hos Grundtvig snarere møder en higen efter Kristus-identitet end en Kristus-imitation. Væksten bliver snarere en vækst i inderlighed end i efterfølgelse i sædvanlig betydning. Vækstens mål er en eksklusiv ligedannethed med Kristus. Den går ikke om ad “kødets dødelse” i tjenesten for næsten, men når sit mål i Herrens favn – i nadveren, i saligheden.

Thodberg skriver og viser i sin gennemgang af nogle af Grundtvigs salmer, at selv om man skal være varsom med en alt for håndfast tolkning af poesi, så er der hos Grundtvig en særlig klang af håb.

I Grundtvigs Sov sødt, barnlille, som er en trøstesalme, hvor den voksne kan læse og synge sig ind på det omfang af gudsnærvær som gives igennem dåben, kobles dette forhold til en magisk fuldendelse af englegehør.

Sov sødt, barnlille!
Lig rolig og stille,
så sødelig sov
som fuglen i skov,
som blomsterne blunde i enge!
Gud Fader har sagt:
Stå, engle, på vagt,
hvor mine de små er i senge!

”Lad de små børn komme til mig” og Kierkegaards ”Kærlighedens gerninger”

I dåbsritualet møder den gudstjenestefejrende menighed ordene: ”Lad de små børn komme til mig”. En stærk sætning, som printer sig ind i hukommelsen, så man ikke glemmer den. Ordene rummer en åbnende, imødekommende og en favnende invitation. Hver enkelt hører sig nemlig kaldet i ordene, og erfarer og oplever det samtidigt som hver enkelt menneskes ret. At intet skal forhindre et menneske i at komme til Jesus, kobles til, at ingen skal forhindres i at blive døbt.

Baggrunden for ordene er, at Jesus er blevet vred på disciplene, fordi de har truet nogle påtrængende forældre, der har forsøgt at bære deres børn hen til ham. Det er som om netop dette vredesudbrud åbner et rum og en plads for ordene. ”Lad de små børn komme til mig”. Det er alvor, dødelig alvor, kan vi nok forstå, og på den måde ændres vores blik. Vi ser, at vi forbindes i et blik som rummer vores tid, men samtidig også den evighed, som er lagt ind i skaberværket. Blikket, altså Jesu eget blik, repræsenterer ikke kun Guds kærlighed, men er Guds kærlighed, som igennem Jesus er blevet nærværende, fuldt og helt til stede, og som ser mennesket på en sådan måde, at det ikke kun bærer den enkelte og næstens liv, men udgør hele tilværelsens dyb.

Det er netop blikket som er omdrejningspunkt i Søren Kierkegaards ”Kærlighedens gerninger”. Umiddelbart kan vi fristes til at tænke, at det egentlig er ret enkelt, nemlig at se med kærlighedens øjne, men dykker man først ned i Kierkegaards tankeunivers forsvinder enkelheden, også selv om det er ret enkle eksempler, han bruger. Kierkegaard fortæller om kærlighedens blik ved at beskrive, hvordan Kristus ser på Peter.

Det skal tilføjes, at Kierkegaard har et skarpt blik for, hvad der sker. På den måde repræsenterer han menighedens blik. Altså den kirkegænger der overværer dåben og som sidder og lytter til evangeliefortællingen.

I ”Kærlighedens gerninger” er det Kristi blik på os og på disciplen Peter, Kierkegaard fortæller om. Det betyder, at Kristi blik er på alle, selv det menneske der vender sig væk, kigger han på med kærlighedens blik. Dette udfoldes i beskrivelsen af, hvordan Kristus ser på Peter, og blikket er på en gang straffende og frelsende. For når Kristus ser på Peter, så ser han hvad der er sket, hvad der sker, og hvad der vil ske, altså hvad den kærlige gør.

Jesus ser svigtet, at Peter, den discipel som han elskede, også er den, der fornægter ham hele tre gange. Det betyder at Jesu frelsende blik på Peter bliver en fordring, idet han udfordrer vores blik på hinanden. Hvem kan se på den man ved vil svigte og blive ved med at se med kærlighedens blik? Det er kun Kristus der kan det, men dette blik på Peter rummer en større dimension, for Kristi blik gælder ikke kun Peter, men alle mennesker i verden og dermed fordrer han, at vi skal gøre det samme.

Jesu blik og dåbsihukommelse

Lad os forsøge at blive i enkelheden, for det er netop hvad Jørgen Gustava Brandt gør i den smukke dåbssalme ”Vor Herre tar de små i favn” (DDS 449).

Vor Herre tar de små i favn,
dem skal vi ikke hindre!
Det er jo Jesu blik, vi ser
i barneøjne tindre!

Her gennemskriver han, hvad dåben gør ved barnet, men han gør det på en sådan måde, at vi som menighed får blik for barnet i os selv, og dermed den fordring som møder den enkelte. Linjen lyder ”Det er jo Jesu blik, vi ser i barneøjne tindre”. Denne linje er lige så slidstærk, som Jesu ord om, at lade de små børn komme til ham.

Salmepoetisk fortælles det, at Jesus er fuldt og helt til stede iblandt os, ja at han møder os i det lille dåbsbarn. Dermed forpligtes vi som menighed, i den måde vi ser på os selv og hinanden og på de relationer, som vi hver især indgår i. Relationer, som vi nok synes er båret af kærlighed, men som til tider viser sig at rumme store svigt.

Det er ikke muligt at leve et liv uden at kommer til at gøre hinanden ondt, og selv om vi søger at bruge overskriften kærlighed, så kommer vi også her menneskeligt set til kort, for også den har vi kun til låns.

Døbefonten er blevet kaldt for et spejl, men det kan nemt blive en forsimplet måde at tale om dåbens gave. Dåben er Guds ord til os om, at vi ejer evigt liv, idet vi først som sidst tilhører Gud. Det er altså ikke os der skal spejle os, men Gud har igennem sin søn spejlet os i ham. Det er kærlighedens blik, som i døbefontens vand spejler vort hele liv.

Dåb i kirken handler om andet og mere, end at menigheden ser det ske og glædes over, at en familie har taget denne beslutning på barnets vegne. Dåben er en ihukommelse. Når menigheden er vidner til dåben, så mindes de i fællesskab, at det er sket for hver enkelt og ihukommelsen ligger i, at dåbsritualets ordlyd gentages for dåbsbarnet og giver genlyd i den døbte. Dåbens gave, som er blevet givet og modtaget, sætter den enkelte på sporet af det evige liv, altså i et identitetsforhold med Kristus, sådan som Thodberg har kaldt det, idet vækstens mål er en ligedannethed.

Den sakramentale sammenhæng

Her er det, at Jørgen Gustava Brandt fastholder, at vi ikke kan tale om dåb uden også at tale om nadver, som han udfolder som legemligt.

Vi magter ikke livet selv
men legemligt er Ordet
tilstede: Gud forbarmer sig
i Krist ved nadverbordet

Nadveren er der, hvor vi igennem livet erfarer at ord ikke kun er ord og ånd, men at Guds kærlighed forbinder sig til det legemlige og fysisk konkrete – brødet og vinen.

Vi kan tale stort og smukt om Guds nådegaver, men vi må også huske på alvoren, der ligger bag. At Guds nåde og nådegaver er nødvendige for frelsen. Der vil altid være noget, vi som mennesker ikke magter. Vi svigter, også når vi ikke selv er klar over det. Værst af alt kan vi ødelægge andres liv, lægge hindringer for vore medmennesker eller undlade at gøre os kærlige tanker ved kun at tænke på vores eget. Nåden handler om, at Gud ser det vi gør og undlader at gøre, men han ser også forbi det, fordi han først som sidst ser sin skabning ved at møde os helt konkret og menneskeligt i sin søn Jesus Kristus.