Og sorgfugle flyver fra marken – hymnologisk aktualisering af Kainstemaet (Af Dorte Dideriksen)

Kain og Kristus som bror

Kainstemaet er kun berørt i to af salmerne i den nuværende udgave af Den Danske Salmebog fra 2002 nemlig i Thomas Kingos ”Sorrig og elendighed” (DDS 643) og i Holger Lissners ”Kain, hvor er din bror.” (DDS 698) I en artikel, hvor Kirsten Nielsen gennemgår Johannes Johansens ”Min egen salmebog” skriver hun, at Johansen i salmen ”Du, som påskesolen tænder” sammentænker Jesus og Kain, idet han retter henvendelse til Jesus, du bror til Kain og at Johansen lader Jesus selv bære Kainsmærket. Det psykologisk nære i broderforholdet holdes altså sammen hos henholdsvis Lissner og Johansen igennem broderforholdet til Jesus, men også hos Johansen i en klassisk og ikonografiske forståelse af Kainsmærket.

Med baggrund i bibelteksten i Genesis 4, hvor Abel er den uskyldige, der bliver dræbt som Kristus, indsnævres de menneskelige relationer i et broderforhold religiøst med stor psykologisk tyngde, hvilket narrativt er med til at sammenholde ansvaret hos den enkelte i en kollektiv ansvarliggørelse.

I salmepoesien, hvor den enkelte igennem sangen sammenføjes i en kollektive lovprisning holdes ansvar og ansvarliggørelse sammen. I salmen, og det både som læsesalme og igennem sangen, skabes et her og nu, hvor vi vil et og det samme, forenes i en poetisk sang og lovprisning af Gud, idet vi sammen takker for det vi holder af og har brug for hjælp til at levendegøre i et fællesskab.   

Det er interessant at se, hvordan en moderne salmedigter som Niels Johansen tager fat i den i salmepoesien yderst sparsommelige beskæftigelse med Kainstemaet i to af sine salmer. Den ene er udkommet i ”Lutherrosen- 17 salmer” og den anden i ”Lysets utålmodighed 165 salmer”.

”Hvem elsker en Kain og en Judas?”

”Lutherrosen” repræsenterer en række salmedigteres arbejde med at gendigte Luthersalmer. Niels Johansen fortæller, at han lod sig inspirere af Luthers anliggende, at troen er det mørke, hvori Kristus lyser og at vi altid er og bliver ”syndere og retfærdige”. Begge dele. På en gang. Dette har han forsøgt at udtrykke i salmerne ”Hvem elsker en Kain og en Judas?” og i nadversalmen ”Stjerneløs var påskeaftnen”. Disse to Luthersalmer behandler henholdsvis skærtorsdag og langfredag og ligger således i forlængelse af hinanden.

Hvem elsker en Kain og en Judas?
Jeg ser dem hver dag i mit spejl
og ved, at jeg ikke er bedre
end dem, der for alvor går fejl.

Hvem dømmer fornægteren Peter?
Hvem vover at kalde sig tro?
Selv hører jeg hanen, der galer,
og tænker: Ja, Peter, vi to.

Men Kristus, jeg tror på, du elsker
og når dem, som ingen kan nå.
Du bad fra dit fra kors for os alle,
os tabte, der står og ser på.

Langfredag er dagen, der viser
os alle, hvor langt du vil gå,
så langt, at du når os fortabte,
men det kan kun tabte forstå.

Hvem elsker en Kain og en Judas?
Den samme, som tilgiver mig.
Så går jeg, trods haner,
der galer, med Kristus min Emmausvej.

Niels Johansen tager i salmen ”Stjerneløs var påskeaftnen” udgangspunkt i det luthersk befriende at sidde til bords sammen med Peter, Thomas, Judas og de andre og vide, at vi sidder sammen med den opstandne Herre og frelser. Nadveren er et mysterium, der ikke skal forklares, men forkyndes for os uværdige, hvilket ligger til baggrund for salmen ”Hvem elsker en Kain og en Judas?”.

Forholdet til en brodermorder og til frelserens banemand Judas, fastholdes i et selvbillede, idet salmen fremskriver ”Jeg ser dem hver dag i mit spejl og ved, at jeg ikke er bedre end dem, der for alvor går fejl”. Fra denne dom (syndserkendelse) i spejlet glider blikket over på disciplen Peter, som fornægtede Jesus, hvor der rejses en række spørgsmål på baggrund af discipelfællesskabet. Hvem dømmer fornægteren Peter? Hvem vover at kalde sig tro? Selv hører jeg hanen, der galer, og tænker: Ja, Peter, vi to.

Ansigt til ansigt med disciplen Peter finder blikket hvile i bekendelsen til Kristus i et jeg-du forhold. Jeg tror på, du elsker og når dem, som ingen kan nå. Du bad fra dit fra kors for os alle, os tabte, der står og ser på. Langfredag er dagen, der viser os alle, hvor langt du vil gå, så langt, at du når os fortabte, men det kan kun tabte forstå.

Salmen munder ud i spørgsmålet: Hvem elsker en Kain og en Judas? Svaret ligger i selve spørgsmålet, for det er den samme Herre, som elsker og tilgiver og denne indsigt er som en Emmausvandring, idet Kristus forbliver den medvandrende der deler brødet på trods af haner, der galer.

Offerets gentagelsestvang

Den franske tænker René Girard udarbejdede en fundamentalantropologi, der kortlagde menneskets iboende trang til selvdestruktion og dens egen indlagte strategi for at gøre sig immun over for destruktion. Trangen til at skabe syndebukke knyttes sammen med den mekanisme, som han kalder det mimetiske begær – at vi i vort begær og ønsker efterligner hinanden, så vi ønsker det, som andre ønsker, og begærer det, som andre begærer.

Når Kains brodermord tænkes ind i dette forhold opstår der en dialektik mellem dæmoni og hellighed. Kain ønskede at blive set, og det var offerbålet til Gud, der udløste hans vrede, for når Gud ikke ville tage imod hans offer, sådan som han tilsyneladende tog imod hans mindre brors, hvad skulle der så blive af ham? Hvad var han, når han ikke blev set? Bibelfortællingen om Kain og Abel ansvarliggør altså Gud i dette mimetiske begær. Det er fordi Gud ikke ser Kain, at det flammer op for ham, og han ikke kan lade være med at efterstræbe sin brors liv. Samtidig fastholdes Kains ansvar af Gud selv, idet han advarer ham om den lurende synd, når han går med bøjet hoved.

Det er Girards fundamentalantropologi i kombination med en tekstnær bibellæsning af Kain, der ligger til baggrund for Johansens sorgfuglesalme.

Sorgfugle flyver fra marken
Hvad tændte for Kains jalousi?
Hvad mørklagde øjne og hjerte?
Det djævelske stik indeni,
misundelsens sødme og smerte.
Var Abel for god?
Det kostede blod.
Og sorgfugle flyver fra marken.

Vi kender det djævelske stik,
som sten kastes ord gennem luften
Og bærer det dræbende blik,
mens magten har pansat fornuften.
Et ondskabsfuldt ord
er også et mord.
Og sorgfugle flyver fra marken.

Hvorfor slår vi brødre ihjel?
Hver dag må uskyldige bløde
og mødrene sige farvel
Som Eva til sønner, der døde.
Ja, Abel, dit skrig
får lyd i hver krig.
Og sorgfugle flyver fra marken.

Kom, Kain, du må standse din flugt.
Den blodige sten er din egen.
Enhver må selv høste sin frugt
og bære sit ansvar på vejen.
Men fredløse Kain,
din fred er Guds tegn.
Og sorgfugle flyver fra marken.

Vi vedgår vort mørke som Kain
og flugt gennem fredløse lande,
Men bærer som Kain vores tegn,
et kors for vort hjerte og pande.
Vi fik i vor dåb
Guds levende håb.
Og sorgfugle flyver fra marken.

Niels Johansen har som salmedigter beskrevet sig selv som billedmager, og hvordan han særligt trækker på litteraturen. Netop udtrykket sorgfugle vækker associationer til Astrid Lindgrens ”Mio min Mio”, som har sin litterære kontekst i den kolde krig, hvor den onde ridder Kato holder børn fangede som sorgfugle. Ikke mindre interessant er det, at Johansen i salmen indfører et moderaspekt i Kainsfortællingen. I salmens strofe 3 skriver han om mødrene, der må sige farvel og sammenholder dette moderaspekt med Eva, som var mor til sønner der døde – underforstået, at tabet af Abel også var et tab af brodermorderen Kain.

Salmen afsluttes i den klassisk ikonografiske tradition omkring Kainsmærket som korsmærke og sammenhængen med dåben, idet sorgfuglene letter og flyver fra marken.

Dorte Dideriksen

Litteratur:

Andersson, Jonas 2005, Den förste mördaren som hellig bödel, i: ”Litteraturen og det hellige”, Århus Universitetsforlag

Johansen, Niels 2019: Som billedmager- om mine salmer, salmer.dk

Lindgren, Astrid 1955: Mio min Mio, Branner og Korch

Lissner, Holger 2012 red: Lysets utålmodighed 165 salmer, Forlaget Unitas

Lutherrosen 17 salmer 2016, Forlaget Mixtur

Nielsen, Kirsten 2016: Johannes Johansen: Min egen salmebog, salmer.dk