Sommetider kan jeg tvivle: Om efterårsmelankoli og hjertets lindring (Af Peter Brandt Baumgartner)

Efterårsmånederne banker på. Med sine visne fingre banker efteråret på ruden med fortællingen om, at alt levende her på jorden forgår. Efterårsmørket tager til – og som om det ikke var nok, så slår hvirvlende storme også ind mod Danmarks kyster og lader tanken om sommeren ensom tilbage.

Jeg er blevet givet et sind, som lader sig påvirke af årstidernes skiften på en ret intens måde. Især de mørke måneder, vi går ind i, påvirker mig. Mon ikke mange mennesker har det lidt på den samme måde på disse nordlige breddegrader, hvor det ofte er mørkt i vinterhalvåret? Mon ikke disse mennesker kender efteråret på dets melankoli, hvor det kan synes svært at se det lysende håb, som sommerens salmer er så smukt et billede på? Om efteråret er der nemlig langt til salmen om den sol, der stråler i al sin glans. Eller til den salme, hvor det dufter lysegrønt af græs. I efteråret er der andre vilkår, der er på spil i et menneske.

Jeg tror, at vi har brug for spejlinger af vores indre mørke, såvel som det ydre efterårs- og vintermørke omkring os. Salmebogens aftensalmer kan give os dette erfaringsrum – men nye salmer om den menneskelige tvivl og den indre uro, kan også give os den berigelse og det sprog. Og hvis vi lægger vægt på det erfaringsrum i gudstjenesters og sogneafteners salmer, så kan det være, at flere åbner mennesker deres øjne for moderne salmers spejling af vores egne individuelle liv.

Lys og lindring

Jeg finder et håb i den slags salmer om tvivl, der favner et mørkeland i mennesker. Her bliver der plads til det hele i mig. Jeg møder genkendelse, fordi lys og glæde er svært at opsøge på en novemberdag. Og jeg holder af at besøge kirkerne, hvor efterårsvinden for alvor blæser igennem salmebøger og salmehæfter. Vi skal turde lade det blæse der for at kunne genkende menneskets mere dunkle vilkår i salmerne og i gudstjenesten.

Der er en salme, som jeg vil fremhæve, og det er ”Sommetider kan jeg tvivle (Lys og lindring)” (Den findes på salmer.dk). De første to strofer i digteren Mirian Dues og komponisten Jonas H. Petersens salme fra 2015 går således:

Sommetider kan jeg tvivle,
segne under troens åg,
går min vintervej alene,
himlen er et tætsluttet låg.

Søger ord for lys og lindring,
søger dem i vand og sten,
dådyrhjerte, duevinge,
drosselsang og menneskeven.

Himlen synes tæt som et hermetisk lukket låg over vores liv, der ikke giver noget fra sig. Det kan i hvert fald opleves sådan bag mørkets filter. Derfor søger jeg’et efter lys og lindring de bestemte steder, det kan: Nemlig i alt det levende omkring sig. Det er i dådyrhjertet, duevingen og ja, i sin menneskeven. Det er dér, håbet også kan gro. Det er nemlig en slags nærerfaring, der gør sig gældende i livet omkring os – og som vi også kan spore i salmernes lyrik. For mig nærmer det sig den teologiske grundtanke, at vi elsker, fordi Gud elskede os først.

I Johannes’ første brev står det beskrevet: ”Mine kære, når Gud har elsket os således, skylder vi også at elske hinanden. Ingen har nogen sinde set Gud, men hvis vi elsker hinanden, bliver Gud i os, og hans kærlighed er fuldendt i os.” (Johannesbrevet, kapitel 4, vers 11/12)
Linjerne handler om tanken, at den, der ikke elsker, kender ikke Gud. Altså er det en slags flig af Guds kærlighed, vi oplever i vores indbyrdes kærlighed til hinanden. Vi elsker simpelthen, fordi Gud elskede os først.

Det er sådan, jeg oplever menneskevennen i Dues og Petersens enormt smukke salme om lys og lindring. Den beskriver et sted, hvor vi oplever Guds kærlighed. Det hele kulminerer desuden for mig i strofe 5, hvor jeg’et retter sin henvendelse i en slags bøn mod den, der skabte droslens sange, og ”… som kender tvivlens åg”. Den sidste linje i strofen lyder så smukt: ”Kan du åbne himmelens låg?”. Det er en stærk bøn og et ensomt kald fra mørket i os.

Mørkets genkendelse og spejling er for mig en styrke i den salme om tvivl. Det forudsætter nok en hel del nære erfaringer fra livet i salmens tekst, som kan lede vores blik indad og opad. Det forudsætter simpelthen, at teksten tager sit udspring i livets nærhed.

Melodien er desuden enormt stærk! Og det er som om, at tonerne næsten hiver efter himlen i sine springende bevægelser. Det er som en længsel mod det lys, vi altid håber på, vil skinne igen. Det er et håb om, at alt bliver godt igen.

Så bryder dagen ud i sang

En anden salme om tvivl og om det mørke, som jeg vil fremhæve er ”Når dagen synker ned i knæ”. Den er også skrevet af Mirian Due, og så komponeret af Mikael Rahbæk Andreasen (Den findes desuden på salmer.dk). Hele salmen synes som en slags frustration over tingenes og verdens tilstand i bevidstheden om, at det bestemt ikke altid føles som et paradis. 1. strofe går således:

Når dagen synker ned i knæ
og bryder ud i gråd,
og blomsterblade knækker af
og slipper stænglens tråd.
Når korn på marker lægger sig
ved regnens tunge vægt,
og øjnes tårer løber ned
i mundens slugne tragt.

Med dette lille indledningsord ”Når” som en motor i hver strofe, begiver salmen sig igennem en slags frustration eller sorg over verdens tilstand. Salmen gør både brug af natur- og kulturbilleder, hvor naturen giver efter, og hvor mennesker ikke vil nærme sig og rumme hinanden. Det er smukke billeder på et slags åndeligt forfald, som blandt andet kommer til udtryk i linjerne: ”arme holder ind til sig alt hvad, de før har rakt.”.

Det virker også som en slags civilisationskritik, der lyser igennem salmens 3. strofe – som en slags kamp for menneskelighed og ligeværd mellem mennesker. Det kommer til syne, når mennesker ikke behandler hinanden godt, som de ellers bør gøre det.

Men der er et særligt håb, som afslutter salmen. For den sidste strofe er en bøn, der lyder således:

Så ber jeg om, at roserne
må sætte nye skud
fra stænglerne, hvor frøene
blev podet ind af Gud,
og langsomt rejser dagen sig
og bryder ud i sang,
og solen sår sit morgenlys
i havens rosengang.

Så hyldes skaberværket i salmens afslutning. Dagen kommer praktisk talt til verden i sang, og som et morgenlys. Dagen vil altid lyse igen.

Bag ethvert mørke skinner nemlig det klareste lys – sådan oplever jeg det i livet. Og dette efterår skal mit sind også stå sin prøve i det tiltagende og omklamrende mørke. Derfor søger jeg lindring i de salmer, der har menneskesindets poler i sig: Mørket og lyset. Og det er som om, at det er den mest nødvendige rækkefølge af alle: Mørket, og så et utroligt skinnende lys.

Jeg holder af, når efteråret banker på i salmerne, som et slags Høsten her og høsten hist. Og særligt holder jeg af, når vores indre årstider også viser sig i salmens tekstlige spejl. Det åbner for salmen som et moderne erfaringsrum, der kan rumme hele vores levede liv.

Peter Brandt Baumgartner