Morgenstund har guld i mund (af Erik Lindsø)

Glæden er livets fortegn. Derfor kræver glæden opsøgende virksomhed. Det er, hvad Grundtvig rammer ind i sin morgensalme ”Morgenstund har guld i mund”. Han er 70 år, da han springer op fra sengekanten og digter sangen i jubel over, at Gud i sin nærhed giver både ham og livet, der skal leves, endnu en morgen og nok en dag. Som det hedder i en Storm P.-flue: ”Livet er en gave – og en gave pakker man ud”. Salmen er opskriften på, hvordan livsgaven pakkes ud.

Da jeg på min første skoledag i to lige rækker i aulaen i Ulbjerg Skole oplever mit livs første morgensang, står jeg lige foran den voluminøse skoleinspektør Christensen eller Kris Kras, som vi kaldte ham. Vi skal synge ”Morgenstund har guld i mund”, og da Kris Kras åbner munden for at synge for – eller skråle for – med spyttet stående ud af munden, blev jeg bange. Jeg kigger forskrækket på ham og tænker: Det er en sang om ham selv, vi synger! Kris Kras havde nemlig placeret sin pensionsopsparing som guld i over- og undermund, og guldet glinsede, når han sang. Sådan kan et barns ræsonnement være ganske konkret.

Men salig Kris Kras skal slippe for ansvar. Førstelinjen om guld i mund er et gammelt ordsprog, som Grundtvig anvender, der betyder, at den der står tidligt op, vinder livets rigdom. Nogle mener, at ”mund” muligvis kan stamme fra det oldnordiske ord ”mun” – Grundtvig læste oldnordisk – hvor ”mun” betyder hånd. Den, som står tidligt op, får guld i hånd – får noget foræret, som man ikke kan sove sig til. Det giver verslinjerne en mere konkret mening.

Morgenstund
har guld i mund,
og guld betyder glæde,
og glædelig er hver en dag,
som leves til Guds velbehag,
om end vi måtte græde.

Når Grundtvig digter, som han gør i salmen, er det for at understrege, at glæden ikke læres af jubelidioter. Der er triste ting, som vi kan græde over, men det er glæden, der er afgørende: Det er glæden, der er grundlaget. Kendte vi ikke glæden, ville vi ikke vide, hvad sorg er. Jeg sørger, fordi den, der gav mig glæden, er gået fra mig – i værste fald er død fra mig. Når vi græder, er det over, at glæden ikke er der, at den er blevet forhindret i at indfinde sig. Vi må altså gerne græde over livet, men ikke begræde det.

Jeg hørte et barn kalde solens morgenstråler for guldskin. Det er smukt sagt og på linje med Grundtvig. Guldet er solens stråler, sådan som man kan opleve dem livgivende glinse og varme i den tidligste morgenstund. ”Som guld er den årle morgenstund”, digter Grundtvig i ”Den signede dag”. I det hele taget skal man stå tidligt op med Grundtvig – senest ved hanengal –  hvis man skal opleve noget, man ikke kan sove sig til. Som vi synger i hans gendigtning af det nordiske heltekvad Bjarkemål (nr. 510 i Højskolesangbogen), hvor livet levet som en daglig dåd – stor som lille – er det, der gør selvsamme liv til et kæmperim – et heltekvad om hverdagshelte.

Sol er oppe,
skovens toppe
glimrer alt om Gimles tag
bud os bringer
hanevinger,
hanegal om klaren dag.
Vågner, vågner danske helte!
springer op og spænder bælte!
dag og dåd er kæmperim.

Jeg hørte en gang en højskolekollega kalde ”Morgenstund har guld i mund” for ”en umådeholden gang eksistensfråseri”. Og sådan kan den godt opleves, når man vågner en træg morgen med blodsukkeret i bund – eller hvad det nu er, der bunder, når vi får det forkerte ben ud af sengen, og vi kan have det som Nuser i ”Radiserne”, at en ny dag truer. 

Sangen er en påmindelse om, at dagen ikke truer, men venter på mig. Den er en vaccination mod det, som gårdmænd i gamle dage kaldte halmpest, som var det, karlen led af, når man om morgenen ikke kunne få ham ud af sengehalmen. 

Morgenstund
har guld i mund;
for natten Gud vi love;
han lærte os, i Jesu navn,
som barnet i sin moders favn
vi alle sødt kan sove.

Vi genfødes ved nattehvile, som der står i vers 2. Derfor ”for natten Gud vi love”. Natten og søvnen er en tak værd. Vi gives nyt liv i søvnen, og søvnens betydning er lagt ind i sproget, hvor vi taler om en god nats søvn. Det første, vi nogle gange spørger hinanden om, når vi står op, er: ”Har du sovet godt?” Den, der har sovet godt, har det godt. Store beslutninger skal vi sove på. Søvnløse nætter derimod giver ufrugtbar tankemylder. 

Andet vers er fantastisk:

Morgenstund
har guld i mund;
vi til vort arbejd ile,
som fuglen glad i skov og vang
udflyver med sin morgensang,
genfødt ved nattehvile.

Fra mørket træder vi ud i lyset. Det er dog glædeligt, og derfor har vi en forpligtelse til med idelig ildhu at ile på arbejde, og ikke henslæbe os som en bedrøvelse med alskens indvendinger. Den der iler, skynder sig, fordi man glæder sig til det, man skal.

Skulle vi være i tvivl om, hvad det er for en morgenglæde, der menes, sammenligner Grundtvig med fuglen, der hver morgen ”glad i skov og vang, udflyver med sin morgensang”. Der er aldrig nogen, der har oplevet en solsort med redepest. Den synger ufortrødent hver morgen. Da preusserne i den tidlige morgenstund den 18. april 1864 indstillede deres barbariske bombardement over skanserne på Dybbøl, har overlevende danske soldater berettet, at det første de hørte, da kanonerne tav, og de lå i skyttegravene mellem død og lemlæstelse, var lærkernes sang. Oven over synger glæden. Det er, hvad Grundtvig kalder Guds nåde. Glæden er en nådegave. Et af dens symboler er fuglesang ved morgenstund, og de fleste af os har oplevet, at det er på sådanne morgener, vi mærker sindsro og sjæls hvile.

Søren Kierkegaard siger, at sådan en glæde over livet, er en meddelsom glæde. Den største glæde har vi behov for at meddele. F.eks. siger vi: ”Sikke en skøn morgen”, når den morgenstunde nogle gange kan give os en fornemmelse af en skabelsens morgen. Kierkegaard supplerer Grundtvig i sin opbyggelige tale ”Liljen på marken og fuglen under himlen”: ”Hvilken glæde, når det gryr ad dag, og fuglen vågner tidligt til dagens glæde; hvilken glæde, om end stemt i anden tone, når det lakker ad aften, og fuglen glad haster hjem til sin rede; og hvilken glæde den lange sommerdag! Hvilken glæde, når fuglen – der ikke blot som en glad arbejder synger til sit arbejde, men hvis væsentligste arbejde er at synge – glad begynder sin sang”. 

Og Kierkegaard forestiller sig, hvordan sådan en sang kan brede sig over ud over landet med borgere, der tumler sig oven ud af glæde og næsten falder over den: ”Hvilken ny glæde, når så også naboen begynder, og så genboen, og når så koret stemmer i, hvilken glæde; og når der så til sidst er som et hav af toner, hvori den, som gav tonen an, nu tumler sig oven ud af glæde: hvilken glæde, hvilken glæde! Og således hele fuglens liv igennem; overalt og altid finder den noget eller rettere nok at glæde sig over; den spilder ikke et eneste øjeblik, men vil anse ethvert øjeblik for spildt, hvori den ikke var glad (…) thi just det, der gør dem så glade, er beviset for, at de selv er glæden og glæden selv”. Kierkegaard konkluderer: ”Ubetinget glad bliver kun den, som er glæden selv, og kun ved at være ubetinget glad, bliver man glæden selv”. 

Det er den tilstand, som Kierkegaard beskriver, Grundtvig digter om. Det er i den ubetingede glæde over at få lov til at stå op til endnu en dag som fuglen glad i skov og vang, at vi forstår vers 4:

Gå da frit
enhver til sit
og stole på Guds nåde!
Da får vi lyst og lykke til
at gøre gavn, som Gud det vil,
på allerbedste måde.

Grundtvig skrev ”Morgenstund har guld i mund” både som morgensang og aftensang. Salmen er på fem vers, de sidste to vers er tænkt som aftensang. 

Ovenstående vers 4 er for mig blevet en kort og præcis formulering af, hvordan jeg skal leve for i al stilfærdighed at kalde mig kristen: Jeg skal tro på mit liv som en alt omfattende Guds nådegave. En stor gave glædes man over, frydes man ved, og den eneste måde at forvalte en sådan glæde og fryd på er ved at dele den med andre. Det er ikke det gemene, lallende liv som lykkejæger, der skaber glæden. Glæden kommer af noget, der er større end mig selv. En sådan glæde giver mig mod på at gøre gavn – ikke sådan i al almindelighed eller efter bedste beskub, som er vores udtryk, når vi tager til takke med livet som en middelmådig gave, men på allerbedste måde, sådan som ”som Gud det vil”. Jeg aner ikke, hvad Gud vil, for det kan kun forklares poetisk, sådan som f.eks. Søren Ulrik Thomsen gør det i Nye digte:

Vi blev ikke født med vor gode vilje,
og at dø giver ingen mening.
Det er helt overflødigt
men strengt nødvendigt
at holde en våge åben i isen,
at krybe i skjul og kysse hinanden –
lade rumskibets lygte kredse om kloden
og håndskriften løbe over papiret
i en gestus på højde med livet.

Vi har ikke bedt om at blive født, men når vi nu er her, giver døden ingen mening. Vi er sat her, og det er både en gave og en opgave, vi må tage med os og på os. Vi er blevet begavet med en hel verden – Guds skaberværk – alt det, man kan sanse: forårets komme, solnedgange, fuglenes træk, rosens duft, havets susen, juvelen i lotusblomsten. Vi må derfor holde en våge åben i isen og gå på himmelfart i livet, digter Søren Ulrik Thomsen, og nogle gange som astronauten betragte klodens skønhed. Det er i det billede, vi får respekten for det skabte og forståelsen for at leve det i en gestus – i en ærbødig hilsen, der er livet værdigt. 

I sidste vers lyder det:

Gud give os at skinne så,
som himmellys, skønt af de små!

Grundtvig digter verset over Paulus brev til Filipperne, hvor der står: ”Gør alt uden at give ondt af jer og uden indvendinger, så I kan være uangribelige og uden svig, Guds lydefrie børn midt i forkvaklet og forvildet slægt, hvor I stråler som himmellys i verden…”.

Nogle mener sig tilsyneladende udstyret med en så stor lanterne, at de føler sig kaldet til at oplyse alle om alt hvor som helst og når som helst. Jeg kommer umiddelbart til at tænke på politiske kommentatorer, livsstilseksperter og lignende orakler, der er kloge på tidsånden. Andre har ikke sådan en lanterne at skinne med og må tage til takke med en mindre pære. Men det er ikke det væsentlige, digter Grundtvig. Det væsentlige er, at vi skinner med det lys, vi er givet, der hvor vi er sat, og at vi skinner med det som et himmellys – som et levende lys og ikke som tidsåndens kunstlys. 

Det illustreres meget godt med historien om den radikale Jørgen Jørgensen, der var undervisningsminister fra 1957-1961.På en lærerkongres blev han bedt om at give et godt råd til lærerne. Han gik på talerstolen og citerede linjerne fra vers 4: ”Gå da frit enhver til sit og stole på Guds nåde! Da får I lyst og lykke til at gøre gavn, som Gud det vil, på allerbedste måde”. Den enkelte lærer skulle fortrøstningsfuldt gå løs på virkeligheden med de talenter, han eller hun var i besiddelse af. Gør det nu så godt, I kan, vær jer selv, og spred vingerne ud. At undervise var for ham, at man forpligter sig på at vise underet.

Gå frit! Lev nu det liv, du skal leve, det har du en pligt til. Ikke sådan i almindelighed, men på allerbedste måde – til folkegavn, som Grundtvig digter andetsteds. Når livet opleves til gavn for andre – til Guds velbehag – bliver det festligt. Det er ikke det gemene, lallende liv, der skaber glæden. Den kommer af noget større.

En af Ingemanns morgensange fra 1837 – fredagssangen – har også ”Morgenstund har guld i mund” som førstelinje. 

Morgenstund har guld i mund.
Morgensol Guds rigdomsvæld oplukker;
glad i gyldne morgenstund
fattigst fugl i strålehavet dukker.

Selvom sangen – som alle Ingemanns morgen- og aftensange – har melodi af Weyse, er det den mindst sangbare af dem. Samtidig er den poetisk den dårligste. Måske derfor den er gledet ud af brug. Og ikke, som det nogle gange påstås, fordi vi ikke kan have med to morgensange at gøre, der har samme titel.

Grundtvigs ”Morgenstund har guld i mund” blev offentliggjort i 1853 i 5. oplag af Fest-Psalmer. Og den er muligvis skrevet den som et moddigt til Ingemanns morgensang, og kan herved være ældre. Nok var Ingemann og Grundtvig gode venner, men Grundtvig gik ofte i rette med Ingemanns digtning. Ligesom Ingemann mente, at Grundtvigs sange kunne være for svære at forstå.

Thomas Laubs lyse og livsoptimistiske, sangbare melodi fra 1916 har været med til at udødeliggøre Grundtvigs ”Morgenstund har guld i mund”. Sangen fik først melodi af Chr. Barnekow i 1856, men den holdt ikke. Laub derimod ramte et tonesprog, der rakte langt ud over hans tid. Salmen er et unikt eksempel på, hvordan tekst og musik kan være uløseligt forbundne gennem generationer.

Erik Lindsø.