(SKAL GENNEMSKRIVES…)Allhelgens nye salmer

De sidste årtier er Allehelgen søndag blevet en af de helt store højtider, hvor kirkerne fyldes af mennesker med inddragelse af gamle og nyere traditioner: Mange steder inviterer man pårørende og efterladte til sognets døde i det forgangne år. Mange steder har man musikalske indslag, lystænding på gravene, kirkegårdsvandringer, efterfølgende kaffe og kage m.m.

Og mens Allehelgen har en lang – og på sin vis katolsk tradition – så er det interessant, hvordan dagen i løbet af få årtier har ændret karakter og er blevet genoplivet… så at sige.

Måske det har med dødens aftabuisering at gøre. Måske man på denne søndag opfylder et behov i befolkningen/menigheden efter steder at samles, når vi erfarer sorg og savn. Måske det bare er godt at komme i kirke, når man bliver inviteret og/eller har en særlig grund til at komme. Måske det er årstiden med dens snigende mørke og trangen til at søge sammen og tænde håbslys. Men i virkeligheden er det nok bare lidt det hele – i forskellige blandingsforhold fra sted til sted.

Og så synger man salmer til Allehelgen, hvorfor denne ’Ugens salme’ snarere vil være ’Denne uges mange salmer’, for der er nok at tage af. Og lad os begynde med de gode, gamle.

Da jeg af tekniske grunde skulle linke til én salme i dette nyhedsbrev, valgte jeg en gammel klassiker, der hvert år deler vandene blandt præster: ’Den store, hvide flok’ af Brorson (DDS 571), skrevet over en tekst fra Johannes’ Åbenbaring, som er bibelsk læsning på denne dag hvert andet år.  For nogle præster er det en frygtelig bedaget, pietistisk salme, som de ikke kunne drømme om at bruge, men for andre af os er den uomgængelig på Allehelgens søndag. 

Ja, den er svulstig og den kolporterer en teologi, som jeg egentlig ikke selv abonnerer på, hvor fårene skal skilles fra bukkene – hvor nogen på dommens dag skal op mens andre skal ned – men den har alligevel et utroligt smukt og trøsterigt billedsprog og ikke mindst en svøbende romantisk melodi af Nebelong.

Så jeg vælger at opfatte salmen ’positivt’, alene som et løfte og et håb om, at man selv engang bliver en del af ‘den hvide flok’. En hvid flok, som jeg har et meget barnligt og meget levende billede af, fordi Joakim Skovgaards maleri af netop dette motiv fra Viborg domkirke hang over klaveret i min farfars og farmors præstegård. Der er kun lysende mennesker på det billede, både til højre og venstre for tronen ;-).

Man er nok enten til den slags svulstighed eller ikke, men jeg har tydeligvis et svaghed for det, og jeg tænker, at når det kommer til Paradiset, så skal vi ikke være så karrige og karske i vores billedsprog, som man måske ellers har lyst til. Her må der gerne males med den brede og farverige pensel. Således har jeg også flere gange brugt en passage fra en Kaj Munk prædiken, når det handler om Paradiset. Også den minder om noget, man kunne se på forsiden af Vagttårnet, men derfor kan det jo godt være gribende:

Munk prædiker over helbredelsen af den besatte dreng og har netop fortalt om en række familier i sognet, der også er ramt af lignende besættelser, som vi i vor tid vil kalde sindslidelser (Munks ord), men så skifter han leje:  

”Og så er der eet andet Sted: oppe i Himlen. Der har jeg set et dejligt Syn. 

Det var inderst inde i Paradisets Have, der hvor der mest er skærmet mod Vinde udefra. Det allerskønneste Sted derinde det var indrettet for de Børn fra Jorden, der havde været noget i Vejen med. 

Allerede helt ude ved Indgangen havde de mødt Jesus. Aah, sikke et Syn deroppe ad Himmelvejen med Sygestole og Krykker og kunstige Ben og famlende Hænder. 

Smaa Epileptikere falder for hvert andet Skridt, for tidlig fødte rakker frem paa Tændstiklemmer med det store Hoved svajende forover

Men der staar Jesus i sine hvide Klær; hans øjne er fugtige, og af og til hvisker han: Min Jord, min Jord, min stakkels Jord, alle mine arme Børn! Og efterhaanden som de vinder frem til ham, byder han dem en for en ”Goddag og velkommen”.

Han tage dem under Hagen, han aander paa deres krympede Hænder, han trykker de exem­fyldte Hoveder tæt ind til sig. 

Og de gode Aander, Smaaenglene, netop de, der sang Julenat: Ære være Gud i det højeste, Fred paa Jorden, i Mennesker Guds Velbehag, de kommer flyvende nu, med hvide klæder paa, de slaar Kreds om de helbredte Børn og fører dem ind i det Allerinderste og lærer dem Paradisets dejligste og vildeste Lege.”

Så vidt den store hvide flok, og det fortidige (billed)sprog. 

Der er også andre, klassiske salmer, som byder sig til og med garanti vil blive brugt på denne søndag, ikke mindst ’Nu falmer skoven trindt om land’ (DDS 729), og den skal vi også synge på søndag her i Hjortshøj – sammen med ’Den store, hvide flok’.

Men på denne fine dag kan vi også synge nye salmer. Ja, jeg synes næsten, at vi er forpligtede på det. Dels fordi det er nu en gang er ’helt almindelige’ og ofte endda kirkeuvante mennesker, der søger kirken på denne dag, og disse må gerne (også) møde et sprog i kirken, der minder om deres eget. Men også fordi gudstjenesten altid bør være en aktualisering af evangeliet, hvor der netop slås bro fra ’da’ til ’nu’. Og hvor det ikke skal være et enten-eller i forholdet mellem gammelt og nyt, men netop et både-og. Menigheden skal både have det gamle, mystiske, til dels uforståelige og uudgrundelige sprog, men de må også gerne mærke, at evangeliet, opstandelsen og trøsten på denne dag (og enhver anden søndag) også kan formuleres på nudansk.

Jeg vil derfor, blot ganske kort, nævne en række nyere allehelgenssalmer, som jeg synes, at man kunne overveje at bruge på til Allehelgen.

Man kan synge Holger Lissners: ‘Dagen bliver så kort ved Allehelgen‘ eller Hans Anker Jørgensens ’Hvad er det, der fylder mit hjerte med stilhed’. 

Begge tager afsæt i Allehelgendagen og de konkrete tab, som folk på den dag samle om i kirken.

Lissner skriver: 

Dagen blir så kort ved Allehelgen
træet mister snart sit sidste løv,
kulden kommer, også vi må fryse,
når vort liv blir aske, tab og støv.

Og Hans Anker Jørgensen siger om dagen at

… Allehelgen, den dag, hvor vi mindes
de døde, som trods
de trusler, det mørke, den smerte, der findes,
blev livslys for os.
Den dag, hvor vi standser vor køben og sælgen
og mindes de døde, det er Allehelgen.

En anden salme, der ofte anvendes til begravelser og bisættelser men bestemt også er egnet til Allehelgen er Iben Krogsdals ’Når den jeg har elsket er borte’, med meget enkel og sangbar melodi af Bent Fabricius Bjerre.

I for to første vers sættes der ord på de efterladtes sorg. Engang tænkte jeg, at den ’bare’ satte ord på noget, der allerede var, men det er med tiden gået op for mig, hvor meget det kan være værd: at få sat ord på sine følelser. For det er vi mennesker ikke alle sammen lige gået til. Derfor vil efterladte kunne opleve, at der her bliver sat ord på noget, de pludselig genkender fra sig selv og opdager, at de godt kendte til uden helt at være klar over det. 

I vers tre forkyndes opstandelseshåbet. Ikke bombastisk og proklamerede men som et stille håb og en tryglen fra det nøgne og udleverede mennesker, der kun har tilbage at kunne bede Gud om vished: “Lov mig, at Du er i både livet og døden, og at vores kære – dem vi har mistet – er i dine gode hænder”. Og så lyder det til sidst, at Gud siger vores kæres navn i et møde, som det også fandt sted ved døbefonten, hvor kristennavnet blev givet. 

Lisbeth Smedegaard Andersen løfter blikket yderligere i salmen ’Ser ud over landet med skoven’, hvor hun bevæger sig fra et sanseligt årstidsanslag over en af dagens gammeltestamentlige læsninger til den hårde følelse af savn og tomhed. Men det forløses alt sammen, idet dødens port bliver sønderslået, og derfor kan det lyde i sidste vers, at Kristus kalder os ud… 

til livet og håbet der våger
ved vinter mens alting fornys
de døde skal sove sig bort i jord
men graven blomstre med lys.

Af mere inderlig karakter kan nævnes Johanne Johansens ’Jeg er så bange for at dø alene’ med en gribende melodi af Mads Granum. Den salme er dyb, smuk, alvorlig og fuld af trøst. Den rummer stof til mere end én god prædiken med sit klagende udgangspunkt (som kan minde om mange af de gammeltestamentlige salmer) og dens forløsning og trøst i det løfte, at vi er grene på Kristus som det sande vintræ (b.la. Joh 15, 1-11). En af salmens store styrker er dens bølgende bevægelse mellem håb og fortvivlelse, ikke bare i et jævnt og forudsigeligt fremadskridende forløb men som et ’frem og tilbage’. Anslaget i vers 1 er frygt og bøn, mens det hele ser ud til at ende godt i vers 2. I vers 3 og første del af vers 4 melder tvivl og begrænsning sig dog igen på banen, og først i den sidste frase lander vi igen. Og selvom det er graven, kan vi gøre det med fred i sindet: 

”Men er du klart og fast med mig forbunden
så lad mig bare smuldre i min grav.” 

Sådan slutter salmen med, at man ser døden i øjnene med en ro og et billedsprog, der får Kingo til at klinge med i baggrunden.

Og til sidst: har man mod på en lidt anderledes afslutning, så kunne man synge Krogsdals ’På min gravsten engang skal der stå‘, som man kan synge som fællessalme med en af de melodier, der findes på salmer.dk, for på den måde at pege ud ad kirken ind det forgængelige liv, der er vores fælles kår.

Men salmen har også fået en melodi af Simon Kvamm på albummet ’Tro, hug og kærlighed’, hvor Krogsdal stod for tre af teksterne. Salmen kan høres på Youtube her, og denne udgave kunne også anvendes til en snak om død og opstandelse med konfirmanderne i et mere nutidigt tonesprog end de som regel møder i kirken (endda med en indlagt syndsbekendelse fra et andet Krogsdal-digt).