Styrk os, så vi stå i pagten. Om ritualet og åndens mageløse forening (af Dorte Dideriksen)
Grundtvig har om nogen trukket pagtstanken fra Det gamle Testamente frem og forbundet den til dåben.
Han gør det bl.a. i helligåndssalmen ‘Bøj, o Helligånd, os alle’ (DDS 309), hvor han indleder med taknemmeligheden over åndens gave igennem dåben og udvider denne gaves umistelighed i strofe 2 ved at lade bekendelsesgrundlaget som lyder fra hjerte og mund være åndens virke.
”Styrk os, så vi stå i pagten,
vige ej fra troens grund,
og bevis med skabermagten
i vort hjerte og vor mund,
at i ordet, som du fører,
Herrens liv og Ånd sig rører!”
Pagtstanken i Det gamle Testamente udfoldes igennem en lang række grundfortællinger, som gennemgående handler om offeret. Brødrefortællingen om Kain og Abel, hvor Kain får Guds beskyttende mærke på sin pande efter at have dræbt sin bror. Noa og hans familie, som efter at være kommet ud af arken, tænder et offerbål, hvilket behager Gud som sætter regnbuen som pagtstegn. I patriarkfortællingen omskærer Abraham sin søn Isak som pagtstegn og det er også Abraham, der efter at være blevet forhindret i at ofre sønnen, i stedet ofrer en vædder.
Lukasevangeliet 2, 21 beretter om Jesu omskærelse, hvorved den rituelle betydning af den jødiske pagtforståelse fastholdes, men i brevlitteraturen bliver denne rituelle pagtsforståelse til en diskussion, idet missionen ikke kun omfatter jøder, men også er en hedningemission.
Paulus taler ikke direkte imod jødisk omskæring, men advarer samtidig flere gange i sine breve mod at lade sig omskære.
Galaterbrevet 5,1-6 bliver ofte fremført som et stærkt argument imod omskæring, fordi der står, at hvis man lader sig omskære, så vil Kristus intet gavne. Endvidere står der, at enhver, som lader sig omskære, er forpligtet på at holde hele loven.
Logikken lader til at være, at fordi Kristus intet vil gavne, hvis man lader sig omskære, så er Paulus dermed generelt imod al form for omskæring. Og fordi det er centralt for Paulus, at vi frelses ved Guds nåde og ikke pga. overholdelse af Moseloven, så er Paulus dermed generelt imod omskæring.
Lad os forsøge, at trække nogle linjer i den for nutiden så omdiskuterede omskæring. Der findes nemlig både antropologiske og sundhedsmæssige bevæggrunde for et rituals opståen, idet fortællingerne i Det gamle Testamente knyttes til en rituel praksis, der fastholder forholdet mellem offeret og gudsbilledet.
Israelitterne historie kender vi bibelhistorisk som et monoteistisk kultdyrkende folk, hvor afgræsningen til omkringliggende befolkninger er blevet styrket rituelt igennem omskærelsen. Man har betragtet de omkringliggende lande som mere primitive i deres flergudedyrkelse. Israelitternes egen forhistorie i patriarkfortællingerne tager sit afsæt i en nomadebefolkning, hvor børnedødeligheden var høj. På et tidspunkt har man fundet ud af, at der var knap så mange af drengebørnene der døde, hvis man skar et stykke af forhuden af. Dette indgreb har sideløbende udviklet sig og er blevet sammenstykket som en pagtsfortælling.
Når vi kigger på Israelitternes historie, er vi ikke kun farvet af bibelhistorien, men også af, hvordan Det nye Testamente kaster et lys over Det gamle Testamente. I professor Vilhelm Grønbechs bog ”primitiv religion” fra 1915 begynder han med at skrive om, hvordan begreber som primitiv kultur og primitiv religion er en anmasselse, fordi de er konstrueret ud fra europæiske og dermed kristne begreber om verden. Det Vilhelm Grønbech åbner for, er agtelsen af de dybereliggende ritualers betydning, hvilket ikke kun styrker dialogen med andre religioner og kulturer, men også har betydning for forholdet mellem Det gamle Testamente og Det nye Testamente.
Netop i Grundtvigs arbejde med Salmerne i Det gamle Testamente indarbejdes en agtelse for Israelitternes historie som ikke begrænses til kristen kulturarv, men som tager sit afsæt i forholdet til Gud som pagtsfolk. Han gør det ved poetisk at arbejde med ritualet og åndens mageløse forening.
Ritualer er med til at sikre vores forhold til det hellige, for det hellige er som en brændende og fortærende ild, vi ikke kan træde for nært. Det er også en tankegang man finder i det vi kalder ”primitive religioner”, mens vores kultiverede kristendom betoner nærheden feks. ved at kalde Gud for far, men vil man søge en dybere indsigt i, hvordan mennesker står i forhold til det hellige, så finder vi det udfoldet i Det Gamle testamente.
Her finder vi en skelsættende fortælling, som vil slå fast, at Gud ikke vil have menneskeofre – det er Isaks ofring. Selve overskriften står og lyner, fordi den siger, at Isak blev ofret, mens vi ved, at han i sidste øjeblik blev reddet, fra det, som vi på afstand, må kalde Abrahams vanvid, men som vi alligevel nådigt bøjer hovedet for og kalder en prøvelse af tro.
Grundtvig indleder netop sin helligåndssalme ”Bøj o helligånd, os alle”, med det nedbøjede ansigt, som jo får så katastrofale konsekvenser fra Kain, hvis misundelse over broderens offerbål til Gud, får det til at løbe af med ham, og han dræber en bror. Det bøjede hoved hos Grundtvig er af en anden karakter. Der er tale om en gudsfrygtig nedbøjen over Guds store nåde, hvilket er en væsensforskel ikke i det menneskelige, men i sindelaget.
Bøj, o Helligånd, os alle,
som du døbte med Guds ord,
så vi på vort ansigt falde,
takke Gud for nåde stor,
som os gav, før vi det vidste,
livet, vi skal aldrig miste!”
Grundtvigs salme er en bøn til Gud helligånd om menneskehedens bøjen sig i støvet. Denne nedbøjen er helligåndens virke af den større forsamling – os alle, og en værgning mod psykosen, idet der findes vanvittige øjeblikke i menneskers liv, hvilket afspejles også i nutidige drabstal. Fortællingen om Kain og Abel står som en advarsel om ikke at lade det individuelle raseri løbe af med en, og er som narrativt drama religionen og dermed loven og moralens forsøg på at tæmme det menneskelige vanvid. Grundtvig udvider denne indsigt til at være en helligåndens gerning som lægges i hjerte og mund på den enkelte, som igennem den salmesyngende og dermed bekendende menighed bliver til et os, som sammen livstolker i lyser af Guds nåde.
Denne læsning af Grundtvigs ‘Bøj, o helligånd’ afstedkommer også en fornyet indsigt i fortællingen om den tyngde, der lå på Abrahams skuldre, da han hørte sig tilsagt af en Gud, der krævede, at han ofrede sin søn. Abraham lod det som han selv tolkede som Guds tiltale, stå helt ufortolket. Han delte ikke tanken med andre, og på den måde var han primitiv i sin Gudsopfattelse, for ethvert beåndet medmenneske ville jo have talt ham til rette og sagt. Nej, Abraham her tager du fejl, Gud vil, at du skal være en god far for din søn.
I grundfortællingen er det Guds engel der griber ind, men hvis forholdet mellem Det gamle Testamentes gudsbillede og Det nye Testamente sammenlæses Grundtvigsk poetisk, sådan som jeg har givet eksempler på med salmen ‘Bøj, o helligånd’, så hviler der en nytolkning på det bekendende menighedsfællesskab, idet ritualet og åndens forening afstedkommer en etisk ansvarliggørelse.
Litteratur:
Grønbech, Vilhelm 1915: ”Primitiv religion”, P.A. Norstedt& Söners Forlag, Stockholm
Nielsen, Eduard 1992: ”Abrahams historie”, Museum Tusculanums forlag, København