Dødens puppe er ikke lukket (af Af Peter Brandt Baumgartner)

– Refleksion over salmen ‘Som baglæns afspilning af sne’

”En puppe er et livsstadium for insekter med fuldstændig forvandling” står der på Wikipedia-siden om pupper. Af og til finder man smuk poesi gemt i de mest konkrete og naturlige virkeligheder. Denne nøgterne Wiki-beskrivelse af et levende væsen, der inden dets omvæltende forvandling, trækker sig tilbage til et stille sted for at lade sig forvandle, ligner et digt.

Naturen har mange brutale virkeligheder – ja, nærmest lidt hjerteløse – National Geographic-virkeligheder, hvor den stærkeste overlever, og hvor reproduktionen instinktivt fylder hele livsmeningen (hvis man kan gå så langt at kalde det ”livsmening”?).

Men der er også en smuk poesi, som afdækker de fysiske fænomener i en erkendelse af noget større end det, vi umiddelbart betragter. Det møder vi eksempelvis i Inger Christensens enestående poesi, hvor planetens fosforgule sommerfugle stiger op over landskabet. Sådan ser verden nemlig ud i den pragtfulde sonet, ”Sommerfugledalen” – så smuk og fyldt med mening.

Digteren og sangskriveren, Nikolaj Paakjær, gør brug af nogle af de samme sproglige virkemidler i sine salmer og sange. Og jeg vil forsøge at komme lidt tættere på et særligt billede af døden, ud fra hans poetiske natur-metaforik, og i digterisk samtale med Inger Christensen og Ole Sarvig.
Det, jeg tager med fra Paakjærs salme er, at angsten for døden afslører menneskets isolation i puppen – og det er gennem vores håb om det evige, at vi kan bryde fri fra den isolation.

Dødens virkelighed

Døden er en konkret virkelighed. Ja, faktisk lige så konkret en virkelighed som sommerfuglenes liv. Sommerfuglene findes. Og de kan selvfølgelig betragtes som et lidt køligt resultat af en lang kæde af tilfældigheder, som i sidste ende har skabt sommerfuglens art. Men de kan også ses som en del af et skaberværk, hvor intet er tilfældigt og alt er en fuldstændig og nøjagtig skønhed.

På samme måde kan menneskers død ses som et fysisk fænomen, hvor kroppens maskineri går i stå, og den enkeltes historie dermed er slut. Men med mig bærer jeg et andet perspektiv, og det er evighedens og evangeliets perspektiv. Og så bliver døden for alvor en anden end den fysiske død – men tanken om døden smerter mig ofte stadig.

Det virker som om, at det er den samme smertelighed, der fylder Paakjærs smukke salme, Som baglæns afspilning af sne. Og en juniaften, hvor sommeren i skrivende stund næsten hamrer på døren, finder jeg en meningsfuld og smuk poesi i Nikolaj Paakjærs tekst. Salmen er en dyb overvejelse med døden som omdrejningspunkt. Og for mig, blandes den overvejelse med angst, længsel og til sidst håbet om, at døden ikke er det sidste punktum for os.

I salmen stiger flokke op, som i en baglæns videoafspilning af sne: Op mod Guds himmel. Paakjær skriver i 2. strofe:

”Forpuppet af tanker om død
ber jeg ivrigt til
at sværmen jeg ser er et møde
for menneskets farende sjæl.”

I 3. strofe beder salmens jeg Gud om at nedsænke en blomstrende bro og vente på os, hvor broen ender. Jeg forestiller mig nærmest en Jakobsstige, der skaber en direkte rute mellem himlen og jorden i forestillingen om, at Paradisets port nu står åben.

Paakjær slutter salmen med linjen: ”… lad afskeden summe af ro”. Og der er et smukt paradoks over noget, der summer af ro, da roen på mange måder bliver levende – men det billede fremhæver blot evighedsperspektivet bagved den jordiske afsked.

Kristus, den første puppe

Jeg’et beskriver i salmen sin tilstand som ”Forpuppet af tanker om død…”. Og så vil jeg vende tilbage til min indledning: For en puppe er en lukket, isoleret tilstand, som nogle insekter gennemgår, inden de eksempelvis forvandles til sommerfugle eller biller. Det er en metamorfose for insekter, når de trækker sig tilbage til et stille sted for at blive til en slags mumier. Og det er en slags beskyttelse eller isolation fra verden omkring sig inden og under selve forvandlingen.

Hvis vi ser salmen i dette perspektiv, vil det at være forpuppet af tanker om død være en isolation og en tilbagetrukkethed – og det hele skyldes nok dødens magt. Men ligesom puppen vil nedbryde larvekroppen og blive til en smuk sommerfugl, så vil det sige, at dette stadium ikke er det sidste livsstadium. Der er mere bagved.

Hos digteren Ole Sarvig læser vi også en puppemetafor. Digtet er kort, og det lyder således:

”Mennesket er en larve.
Kristus var den første,
som forpuppede sig.
Nu er vi alle pupper,
hænger som skygger bag trapper og tage.”

Puppen gennemgår forvandlingen. Og jeg forestiller mig Kristi puppe-stadie, som begivenheden i Gethsemane Have, hvor Jesus trækker sig tilbage for at bede og for at være alene. Hos Sarvig er vi mennesker måske også i en tilstand inden en slags forvandling af os. Og så kan man fristes til at sige: Hvad så – Stopper det så bare der?

Nej! For op stiger de, planetens sommerfugle. Og op stiger de, menneskets farende sjæle, som Paakjær skriver i salmen. Det standser nemlig ikke med dødens magt. Døden har ikke det sidste ord.

Puppen er angsten for døden

Paakjær tager over, hvor Ole Sarvigs digt ikke længere rækker. For hvor Sarvig lader mennesket hænge som skygger, ja så beder jeg’et i Paakjærs salme om, at Gud nedsænker den blomstrende bro til os. Og så dannes der et evighedsperspektiv, som er meget smukt – og det er med til at gøre denne sang til en salme.

”En puppe er et livsstadium for insekter med fuldstændig forvandling” står der på en Wikipedia-side. Og et epokegørende øjeblik for mennesker, er erkendelsen af vores egen død. Den erkendelse er uundgåelig og den er det, der gør os til mennesker.

Angsten for døden afslører menneskets puppet-hed. Og angsten for døden, isolerer os og sætter os i et misforhold til livet. Men her kommer salmens bøn ind. For her lægger vi vores bøn i Guds hænder, og så bliver håbet givet os.

Salmens tekst efterlader mig ikke som en puppe. Den efterlader mig med håb og med tro på, at sommerfuglene igen vil stige op over planeten – som i en baglæns afspilning af sne.