Sangglæde og salmebrug: Hjertesproget er vers og sang (af Tine Illum)

Vi vil så gerne øge sangglæden. Vi vil så gerne, at menigheden synger med på salmerne i gudstjenesten. Vi siger ofte, at vores danske gudstjeneste er en salmemesse, at fællessangen er central; den er en essentiel del af lægmandsdeltagelsen i gudstjenesten. Hvis vi ikke har en sund sangkultur, så får det indflydelse på vores liturgi. Den drænes. Og hvis menigheden ikke synger, så er gudstjenesten kun en salmemesse af ren påståelighed.

Der er masser af gode grunde til, at vi lægger – og skal lægge – stor vægt på at opelske sangglæde og lyst til at lære og synge nyt og gammelt – også ud over at vi finder gode salmer på salmer.dk, i salmebogen og andre steder,. Nedenstående er erfaringer og strøtanker er fra et sangglad land/forstadssogn samt fra arbejdet i Værkstedet GudstjenesteLIV. Hverken mere eller mindre… et oplæg til samtale … og til fællessang.

Sangglæde
Den fælles salmeskat af salmer er de fleste steder meget lille. Og sangblufærdigheden er stor. Men mange vil gerne synge, når de kommer til gudstjeneste – og bliver kede af det eller frustrerede, når de ikke kan.

Samtidig mærkervi det: hvor folk for 30 år siden tog en salmebog med i kirke – og i det mindste mimede lidt med, går mange venligt forbi kirketjeneren og siger: jeg synger ikke; de tager ikke engang en salmebog med ind. Og hvis de gør det, så åbner de den ofte ikke og synger ikke med. Ikke af trods eller uvilje, men fordi de ikke er vant til at synge, ikke bryder sig om at høre deres egen stemme – og på forhånd tænker, at her synger de andre noget, som vi ikke har del i og kan finde ud af.
Det giver os, der har et særligt ansvar for gudstjenesten i sognet. Hvordan lærer vi salmerne til den gudstjeneste, vi er netop er kommet til? Altså på stedet. Bare så vi i hvert fald kan én eller to – for så tør vi også synge lidt med på de andre.

At en salme står i Salmebogen betyder ikke, at den er kendt. Så hvad gør vi, hvis vi gerne vil have, at kirkegængerne kan synge med på en ”Øjne, I var lykkelige”? Eller hvis vi gerne vil synge den nye adventssalme ”Hold håbet op”? Enhver organist eller korleder ved, at der må øves – og hvis det gælder for trænede korister, så gælder det nok også menigheden en given søndag. Det giver sjældent mening at sige: ”Da I kom i kirke spillede organisten en fantasi over den anden salme, vi skal synge i dag, så nu kan vi alle synge med, når vi kommer dertil.” Man opnår allerhøjest, at folk føler sig forkerte, fordi de åbenbart ikke er en del af det ”alle”, der kan lære en salme ved at huske, hvad organisten spillede som præludium. Vi må lære salmen, før vi kan synge den. Hos os betyder det helt konkret, at vi lærer salmen mellem klokkeringning og bedeslag. Organisten spiller eller synger et vers, så synger hun en linje og vi gentager linjen (call-response – eller mere populært: ”papegøjemetoden”). Til sidst synger vi første vers. Det tager lidt over et minut.

Vi har gennem årene bemærket, at det ikke alene betyder, at menigheden nu kan synge denne salme. Der er sket noget, som vi ikke havde tænkt på: Vi har alle fået varmet stemmerne op og synger også lidt mere med på de andre salmer. Desuden viser det, uden at det behøver at siges, at her kan man komme uden at kunne salmerne på forhånd, vi har alle brug for at lære eller opfriske nogle af salmerne. Det er inkluderende. Og at vi alle har lært og kan synge netop den eller den salme, får os til at fornemme det fællesskab, som vi jo siger, at gudstjenesten er.
Det er vores indtryk, at menigheden ganske enkelt får større sangglæde af at lære salmerne umiddelbart før gudstjenesten – eller måske inde i gudstjenesten. Og det siger de da også. Det har stor betydning om søndagen – og til f.eks. konfirmationer, hvor gæsterne i kirken alligevel kommer i god tid. Her øves de salmer, som konfirmanderne har valgt, i et kvarters tid før konfirmationen – og det giver salmesangen et mærkbart løft – og folk synger mere frit og let.

Sangbrug
Vi har her i de sidste 9 år almindeligvis brugt salmeark med hele liturgien som en lille A5-folder (samt nogle i A4-print) til gudstjenesterne. Det er der mindst to grunde til:

Den ene grund er den fremmedgørende oplevelse også mange af os ”drevne” præster og organister har fået, når vi har været til gudstjeneste andre steder – især i udlandet, hvor vi ikke kendte salmer eller liturgi. Ofte fik vi en salmebog, et salmebogstillæg, et print med liturgien og et ark med en ny salme. Vi kunne ingen af salmerne, vi kendte ikke liturgien, og succeskriteriet var ofte, at vi nåede at finde ud af, hvilken salme fra hvilken salmebog der blev sunget, tids nok til at vi kunne synge med på sidste vers. Roen og ”gudstjenestestemningen” nåede ganske enkelt ikke at indfinde sig. Samtidig var det en øjenåbnende erfaring af, hvordan det sikkert for mange er at gå til det, vi vil kalde, en ”helt almindelig” søndagsgudstjeneste – endda selv om den er på dansk. Man kommer lidt famlende og vil gerne ”være med”, men det lykkes ikke. Som menighed her på stedet er det vores ønske, at alle skal have de bedst mulige vilkår for at være en del af – og ikke tilskuer til – gudstjenesten.

Den anden grund er, at vores sogn er et liturgisk frisogn. Vores søndagsgudstjeneste er, skønt den er meget genkendelig, anderledes end den, man finder i Alterbogen. Da vi anser gæstfrihed for helt grundlæggende, må gudstjenesten i al sin storhed og i al sin mystik samtidig være let at gå til. Her er man – også første gang man kommer – barn af huset, og ikke på tålt ophold. Sangarket hjælper til, at man – også som ny kirkegænger – kan følge og blive tryg i liturgien. Trosbekendelse og Fadervor er også skrevet ind i sangarket. Spørgsmålet er, om det udelukkende er i liturgiske frisogne, et sådant liturgi- og salmeark vil være en hjælp.

Når alle salmer er i en sangfolder, tænker de færreste på, om de er i salmebogen eller ej – eller hvor gamle de er. Det vigtigste er, at det er gode salmer, og at vi kan synge dem. Vi tænker heller ikke på, om alle versene af en salme er med. Salmen er det, vi synger. De fleste præster ved. at når nogen siger, at de til en bisættelse gerne vil synge ”gamle salmer”, så menes der kendte salmer, som de fleste kan synge med på. De foreslår f.eks. ”Du, som har tændt millioner af stjerner” fra 1982, men aldrig ”O, Gud fornuften fatter ej” fra 1734. Og når, de siger, at en salme skal synges på ”den gamle melodi”, så menes der: ”den melodi, jeg kender bedst” – så når vi skal synge ”Se, nu siger solen” på den gamle melodi, så menes der ikke Lars Nielsens melodi fra 1891, men Oluf Rings fra ca. 1915.

Salmefolderen gør, at vi får brugt mange flere salmer end før. Vores repertoire af både salmebogssalmer og andre salmer er blevet meget bredere. Det var ikke et formål i sig selv, men det er blevet sådan. Vi mærker det, når vi vælger salmer – vi er blevet langt mere kreative i vores salmebrug.

Der findes mange salmer i salmebogen, som kun meget få overhovedet bruger, enten fordi de er meget lange, eller fordi sproget er så arkaisk, at salmen ganske enkelt er uforståelig. Disclaimer: naturligvis hverken kan eller skal alt forstås ligefremt – men det er ikke nogen dyd i sig selv, at bruge et sprog fra 1600-tallet. En anden grund til at nogen ikke bruger en bestemt gammel – eller ny – salme, kan også være teologien. Men måske er det kun det første vers, der enten er uforståeligt, er for sødladent, har en teologi, som man nærmest skal prædike imod – og derfor vælges salmen aldrig. Der findes enkelt-vers-guldkorn, som man kan glæde sig over, som har et formidabelt udtryk – et vers, som måske er rigtig godt f.eks. i forbindelse med dåb eller nadver. Eller det er ganske enkelt godt at stramme op og have færre vers af salmen – i hvert fald den dag. Salmebogen er en brugsbog. Og at have færre en seks salmer med meget indholdsrige 7 vers eller derover kan gøre meget godt for gudstjenesten.

Samtidig kan enkelte vers ”vokse” og give en særlig mening til en sammenhæng. Det har man vel altid vidst – mange synger stadig femte vers af ”Nu falmer skoven” som bordvers, eller vers syv af ”Her kommer, Jesus, dine små” efter trosbekendelsen. Salmer er en skattekiste – og der er ingen grund til at have et mere fundamentalistisk forhold til salmebogen, end vi har til Bibelen. Enkeltvers kan noget.
En så helstøbt salme som Frans af Assissis solsang (DDS 17 med 12 vers med i alt 60 halleluja’er (!)) kan vanskeligt folde sig ud i sit fine meditative forløb, hvis den synges på én gang – men ved at bryde den op (v.1-3, v. 4-8 og v. 9-12) og på den måde lade den blive til flere salmer, kan man enten blot synge den som tre salmer i den kendte liturgi – eller den kan bruges mere kreativt til en sommergudstjeneste, hvor f.eks. tekster fra Salmernes Bog, der direkte eller mere indirekte passer til de enkelte vers, er tekstlæsninger.

Et enkelt vers kan gå igen flere steder i gudstjenesten fra start til slut og på den måde ”stå i spænd” mellem de forskellige liturgiske led og få nye nuancer af betydning alt efter, hvor den er. (f.eks. første vers af ”Gå i mørket med lyset”).

Et kreativt salmebrug kan åbne salmer, kan bygge bro, kan give fordybelse og mening – og sangglæde. Lad os arbejde frit og dybt, åbent og kreativt med salmer og salmesang. Det er vigtigt. For hjertesproget er vers og sang.

…. og så mangler vi naturligvis at tale om det muligvis allervigtigste, når det gælder sangglæde og fællessang: melodien…

Tine Illum