Fortæl mig både om smerte og håb ved Allehelgen (af Peter Brandt Baumgartner)

Der er megen indsigt at hente i kristendommen og i salmerne om døden. Det kunne være frigørelsen fra det jordiske liv over til frelsen og Paradis eller håbet om forløsningen fra livet her til livet dér.
Men der er også vores helt menneskelige frygt for døden. Og det er måske i det perspektiv, vi finder den mest rammende beskrivelse af døden og den eksistentielle angst for det moderne menneske.

Mange mennesker mødes ved allehelgen for at tænde lys og sætte dem på gravsteder. Det gør de for at mindes de døde og for at give sorgen det rum, som sorgen er berettiget til. Men er fortællingen om døden som vores jordiske frigørelse nok til at give mennesker trøst i sorgens stund? Skal der ikke en langt større jævnbyrdighed til, så mennesker kan føle sig set og mødt af det hellige?

Når et menneske skal finde trøst, er det ofte ved en støttende skulder og et lyttende øre. Så mødes vi et sted, hvor vi begge går igennem sorgen sammen. En særlig Grundtvig-salme er et godt eksempel på netop denne sjælesorgstilgang, hvor vi bliver medvandrere med hinanden.

Tag mig i hånden, så jeg kan sige farvel!

Der er trøst at hente i de salmer, som taler med os i smertens øjenhøjde. Der er trøst at hente i de salmer, som lægger deres vægtløse arme omkring os, og fortæller os, at også de mærker, hvordan vi har det. Og N.F.S. Grundtvigs salme, ”At sige verden ret farvel” (DDS 538), forstår mig altid på en helt særlig måde.

Der er en dobbelt bevægelse, hvor både støv og ånd bliver taget alvorligt. Den er ikke entydig, men den indeholder en hjerteskærende konfrontation som kort sagt er den uundgåelige kamp mellem liv og død. Det er en frustration eller angst, som har rod i det jordiske liv. Og det er denne angst, som skal italesættes inden vi kan nå ind til vores håb om frelse. Men det jordiske bliver aldrig overflødiggjort!

Dynamikken mellem angst og håb, krop og sjæl, står godt beskrevet i 2. strofe af salmen. Og her henvender salmens jeg sig til Jesus, frelseren:

Hvor tit hos dig end trøst jeg fandt,
når hjertet skjalv, og gråden randt,
og verdens bølger bruste,
ved støvet hænger dog min sjæl,
og slangen bider i min hæl,
skønt du dens hoved knuste.

Jeg fornemmer en konflikt i jeg’ets indre liv. Grundtvig skriver: ”ved støvet hænger dog min sjæl”, og det er det jordiske, der stadig hænger fast. Ja, lige inden ånden løsriver sig fra legemet.

Tidligere i salmen har Grundtvig da også beskrevet døden med ordene: ”den bitre død”. Det er den død, som mennesker ser ind i med ”gru”, når timeglasset rinder ud.

Håbet viser sig endeligt

Der kommer en konflikt mellem liv og død til syne. Og det er i salmelitteraturen godt beskrevet som ”… en indre monolog, fremkaldt af et voldsomt følelsespres” hos Grundtvig. Den rammende beskrivelse kan man læse i Th. Borup Jensens og K.E. Bugges salmehistoriske værk ”Salmen som lovsang og litteratur”, som er værd at tage fat i som salmekender.

I ”At sige verden ret farvel” er konfrontationen med døden nemlig uundgåelig. Og den udspringer af angsten over, hvad der kan ske – ikke af visheden om, hvad der vil ske. Og alt dette er spændt ud mellem de to poler i livet, som er uforenelige alternativer: Livet og døden.

Men så i 9. og sidste strofe, får håbet liv. På det sted står det beskrevet:

Før døden med sin istap-hånd
gør skel imellem støv og ånd,
bortvifter hjertets varme,
indslumre skal jeg da med lyst,
som barnet ved sin moders bryst,
i dine frelserarme.

Her er en slags overvindelse af den død, som Kristus overvandt som den første. Og det hele forløses i Kristi frelserarme for jeg’et.

For mig står ”At sige verden ret farvel” så stærkt, fordi den tager mig i hånden for at fortælle mig, at den kender min angst og min indre frustration. Men bagved den forståelse, ligger håbet om frelsen. Ja, frelsens dør bliver åbnet – vers for vers – så, at jeg kan nærme mig dette betydelige mere udenfor mig selv.

Jeg håber, at vi vil huske salmens bevægelse, når vi mødes i kirkerne på allehelgensdag – og det må gerne komme til udtryk i både salmevalg og i præsters prædikener. I dette allehelgens-rum for tab og sorg, skal vi lyttes til i vores jordiske smerte.

Men vi skal også mindes om, at der er mere til end den absolutte og endelige død. Og det giver mig et spirende håb at vide, at der også i salmerne kan findes dette spænd mellem de to følelsesmæssige, uforenelige alternativer: Livet og døden.