Allehelgen (af Lone Vesterdal)
[Denne klumme af Lone Vesterdal har form af en prædiken, som Vesterdal holdt på Allehelgens dag, 2022. Vi er sikre på, at mange også i år vil læse den med glæde, også selvom den er lidt længere, end vore klummer normalt er.]
Man kan godt bo i hus eller lejlighed og alligevel være sat på gaden. De fleste af os har hus og hjem. Måske bor vi i lejlighed, eller på et værelse. Men et hjem – det har de fleste af os. Alligevel kan vi godt føle det, som var vi sat på gaden. Hjemløsheden kan være svær at se ude fra. Når vi har mistet et menneske, vi ikke kan undvære, ham eller hende, der for os var selve livet, så kan vi føle det, som var vi sat på gaden. Hjemmet har mistet sin fortrolighed og tryghed. Stuerne føles mørke og tomme, og de ellers så trygge vægge blafrer i eksistentiel og åndelig forstand. Det er, som var vi sat på gaden.
I Lisbeth Smedegaard Andersens salme Ser ud over landet med skoven (838) begynder vi i naturen (i salmens første to strofer) og går derefter ind i de tomme stuer hos den, der har mistet. Lisbeth Smedegaard Andersen fortæller at salmens natur er inspireret af en vemodig stemning: ”Jeg skrev den engang, da vi besøgte Herning Kirkegaard lige omkring Allehelgen. Mine forældre og svigerforældre ligger begravet der, så selvom det er mange år siden, de døde, så er der jo mange minder forbundet med dem. Dertil kom, at vejret var, som beskrevet i salmen, stille, men gråt i gråt, så stemningen kom af sig selv. De konkrete erfaringer af sorgen kender de fleste af os jo, når vi er kommet op i årene – det er altid så mærkeligt at komme i et hus eller et hjem i den første tid efter et dødsfald, hvor det er, som om genstandene ser anderledes og lidt ensomme ud.”
Oplevelser i naturen kan være stærke og opbyggende: Vi glæder os over den høje himmel i september, forårets fornyelse af naturen i april og maj, og sommerens varme, lange dage. Men på Herning Kirkegård bliver naturen et forstemmende spejl af altings forgængelighed. Det er efterår og løvfald. Bladenes fald minder os om at naturens gang også ses i vores liv: ”som græsset er menneskets dage”. Vi lever, elsker og mister. Det er som i et digt af den tyske digter Rilke fra 1902 og som i Thorkild Bjørnvigs oversættelse hedder Efterår:
”Bladene falder, hvirvles langt omkring,
som visnede i Himlens fjerne Haver;
de falder, vægrende, med store sving.
Om natten falder Jorden, tung og stum,
fra Stjernerne til Ensomhedens Rum.
Vi falder alle. Denne Hånd vil falde.
Se på de andre, se; det er i alle.”
Fra naturens vemod bevæger vi os ind i stuen (strofe 3 og 4), hvor det bliver tydeligt, at sorgen og vemodet kommer af, at vi har mistet et menneske. Stuen og tingene hvisker, at intet er som før. Og selv når vi om dagen forsøger at lukke for sorgen og savnet, så kommer erindringerne om natten og åbner døren på klem for savnet. Sorgen er ikke blot er en abstrakt følelse; den hænger sammen med, at jeg har mistet et virkeligt andet menneske. Sådan er sorgen altid konkret. Vores liv er konkrete. Vores kærlighed er konkret. Der har været virkelige mennesker i vores liv, som nu ikke er her mere. Derfor sørger vi. Derfor bliver stuen tom. Derfor er hjemmet for altid forandret. Måske har vi mistet en søster, vi delte oplevelser med? Eller en ægtefælle, vi elskede, og som vi derfor ikke kan undvære? Måske har vi mistet en elsket mor eller far, som var vidne til vores liv indtil nu. Hvem skal vi nu dele minder med? Det kan være en farfar, som altid hjalp andre, en farmor, som havde styrke til at stå igennem dårlige tider, en kreativ oldefar, en ven, man altid kunne stole på og være hos, en morfar, som kunne være glad for de mindste ting. Mennesker kan være som lys, almindelige mennesker, vel at mærke, de lyser op i vores liv på grund af noget de gør godt, på grund af noget godt de har gjort for et andet menneske: elsket, lyttet, leget og snakket. Sorgen er, at disse konkrete, virkelige mennesker ikke findes længere. Tabet kan ikke repareres.
Hospice- og sognepræst Ole Raakjær skriver i en fin artikel, at
“Sorgen er udtryk for, at et forhold er brudt og aldrig kan heles igen. At miste en, man holder af, er ikke som at smide sit gamle køleskab ud, fordi det ikke virker, og så bare købe et nyt. Det er som om, vi har glemt, at sorg altid har at gøre med i det mindste to personer, den sørgende og den mistede. Denne banale erkendelse er ofte overset i forståelsen af sorg, hvor teorier og praktikker udelukkende har fokuseret på den individuelle sørgendes indre erfaringer, og på de opgaver, faser, processer eller baner, som vedkommende må (skal) følge. Det har medført en form for eksklusion af den anden part i relationen. Sorgen er blevet forstået som et ”viskelæder”. Jo bedre, du er til at give slip og løsne tilknytningen til det mistede objekt, jo bedre lykkes sorgarbejdet. Den døde er udelukket fra samtalen. Når låget på kisten er lagt på, er alle vedkommendes historier og forbindelser til de levende gjort tavse. ”[1]
Vi holder Alle Helgen for at netop historier og forbindelser mellem de døde og os ikke skal gøres tavse. De døde hører med til fællesskabet hos os, selv om de fysisk ikke er her mere. Vi holder Alle Helgen for at mindes, at de har været en del af vores liv, og at de nu er gået forud for os. Det er en dag, hvor vi med taknemmelighed erindrer det, de døde var og betød og glæder os over, at vi fik lov at dele liv med dem. Vi mindes i taknemmelighed, hvad de har givet os, været for os. De var ikke nødvendigvis helgener, men de efterlod sig spor i os, følelser og tanker og erindringer. For os var de salt og lys. Det var sammen med dem, at vores hus blev til hjem, de var med til at gøre væggene i vores hjem trygge. Lys og salt. Tryghed og hjem. Det var det, de var for os. Derfor er det så rigtigt, når Ole Raakjær skriver, at det er som om, vi har glemt, at sorgen altid har at gøre med i det mindste to personer: Den sørgende og den mistede. Det er sandt. Men det er også sandt at der er én person mere, der hører med til regnestykket: Ved Alle Helgen mindes vi om, at sorgen altid har at gøre med mindst tre personer: Den sørgende, den mistede og Gud. For der, hvor alle er tavse, skriver Lisbeth Smedegaard Andersen i salmen (strofe 5), ja hvor selv bønnen forstummer, der lyder en stemme fra Gud. Den stemme forandrer alt.
Den stemme lyder som en kalden: Kom ud af mørket. Du er fri!
Lisbeths Smedegaard Andersen skrev salmen til allehelgen, 2. tekstrækkes læsning fra profeten Esajas.
For mange år siden var der et folk, der også havde mistet og sørgede. Det var israelitterne, der sad i fangenskab i Babylon. Her boede de, selvom de ikke selv havde valgt det. Hvad var det, de sagde om sig selv? De sagde, at de sad ved floderne og græd. I poplerne hængte de deres citere. For hvordan skulle de kunne synge mere? (Salme 137, 1-4). De var et folk, der ikke bare var sat på gaden. Der var slet ikke noget hjem mere. Hjemløsheden var mærkbar for dem alle.
Da var der en stemme, som lød i Babylon mellem israelitterne, der havde mistet modet og håbet. Til dem, der sad i fangehullers mørke, skulle Esajas råbe: ”Kom ud”. Fangerne skulle høre budskabet: ”I er fri”. Lisbeth Smedegaard Andersen føjer denne beretning ind i salmen. Vi er som israelitterne i Babylon. Hjemløse – ikke fysisk men eksistentielt. Hvordan skal vi kunne synge, når vi sørger? Hvordan skal vi kunne føle os hjemme, når det er som om vi er sat på gaden?
I salmen er det ikke Esajas, der råber, at vi er fri. Det er det kristne opstandelsesbudskab, der lyder og fortæller om Kristus, der sønderslår dødens porte og kalder mennesker ud – både de sørgende og de døde. Påskemorgens opstandelseshåb forandrer alt. Hvor jeg før gik på kirkegården og så løvfaldet og blev knuget af tabet og sorgen, kan jeg nu se mine kæres grave blomstre med lys. Troen og nærværet af den Gud, for hvem døden ikke er en grænse, transformerer min sorg. Og ikke bare min sorg forvandles. Guds nærvær transformerer døden til liv – for den, jeg har mistet og for mig og os engang. Fra at være knugende og trist og tynge mig mod jorden, kommer en brise af frihed ind. Når jeg har grædt mine tårer, og sorgen har revet og slidt længe nok, kan der ske det forunderlige, at sorgen forvandles til taknemmelighed: Tænk, at der var mennesker i mit liv, som var så betydningsfulde, at jeg sørger dybt over tabet af dem. Så meget betød de! Så værdifulde, kostbare mennesker var de! Gravstedet er ikke længere kun mørke og tristhed. Gravstedet blomstrer af lys! Taknemmelighedens lys. Forvandlingen af sorg til taknemmelighed kan ske, fordi Gud er trofast. Også når vi føler os fortabte og sat på gaden i efterårets mørke. Også når vi dør. Så er vi i hans hånd. Så er vi ikke blot borte. Så er vi hos ham. Derfor slutter den tyske digter Rilke heller ikke med faldet. Han slutter med, at der er én, der griber os i faldet og giver os et nyt hjem. Vi er ikke sat på gaden. Vi er i Guds hånd:
Dog er der Een, og altings Falden ender
uendeligt forsigtigt i hans hænder.
(Rainer Marie Rilke, 1904)
Amen
[1] Sorghjælp er huskehjælp. 14. marts 2019. Landsforeningen Liv&Død.