Bred din brune musvågevinge / over min smertes plettede æg (af Kirsten Nielsen)

Om Merete Bandaks salmer

Af Kirsten Nielsen

Merete Bandak har netop fået 42 af sine salmer lagt ind på Salmer.dk. Salmerne er skrevet i perioden 2011-2021 med en enkelt tilbage fra 1996. Salmerne er præget af taknemmelighed og glæde over livet, af tillid til Gud, men også med en undertone af ængstelse og uro. De er formet i et nutidigt sprog, ofte med nye, overraskende billeder, men med tydelig bevidsthed om traditionen.

Det kan mærkes langt ind i kroppen, når Bandak beskriver, at man kan have det, som om man ”suges ned i vasken” eller ”skæres ud i skiver” (se salmen ”At suges ned i vasken”). Eller når hun indleder en salme med denne bøn til Gud: ”Bred din brune musvågevinge / over min smertes plettede æg”, og senere i samme salme beder:

Vær min høne, værn mig og put mig,
under dit brysts beskyttende dun.

Jesus bruger også hønebilledet om sig selv i Matt 23,37, men med få ord skaber Bandak følelsen af dunene, der smyger sig om ens krop.

Skulle man have lyst til at lege med på tanken om, hvordan det skal blive engang, så læs/syng salmen ”Ingen skal være alene”, hvor der er plads til at ”lege med balloner”, ”rode på gulvet”, ”få en kattekilling” og en ”bjørnekrammer”. Og så hedder det pludselig i sidste linje: ”Ingen skal kaste den første sten.” med henvisning til Jesu ord til dem, der ville stene en kvinde grebet i ægteskabsbrud (Joh 8,1-11).

Bandak leger med sproget og bruger undertiden faste vendinger på en usædvanlig og fantasifuld måde. Det sker f.eks. i salmen ”Fader og Gud i det høje”: 

Regnbyger, værs’go’ at skylle
Rens mig for vantroens fejl
Vestenvind, blæs i min mølle
Helligånd fyld mine sejl!

Her vil læseren nok få mange forskellige associationer, lige fra en tur i tandlægestolen til en sejlads i fuld vestenvind, og parallelt hermed står så bønnerne om åndelig renselse og Helligånd. To forskellige tankeverdener, der spændes op mod hinanden.

Sproget er nutidigt, men ofte inddrages bibelske formuleringer, sådan som det f.eks. sker i salmen ”At suges ned i vasken” med udtrykket ”JEG ER” (jf. 2 Mos 3,14). Eller når hun i salmen ”Jeg spejder efter Herren” bruger billedet ”Herren er mit lys” (jf. Joh 8,12) eller i salmen ”Vær blodet i mine årer” slutter med hyrdebilledet: ”vær vores hyrde i dag” (jf. Joh 10,11).

I salmen ”Salige er de sørgende”, gendigter Bandak saligprisningerne fra Jesu Bjergprædiken. Guds løfte til Abraham om, at han skulle få en stor familie, er udgangspunktet for salmen: ”Abraham må fryde sig”, og i salmen ”Jeg bringer frem i bøn til dig” inddrager hun en af Jesu lignelser (Luk 15,11-32):

Her kommer den fortabte søn
jeg vender hjem
med brændte broer til min næste.

En hel salme er viet til ”Tre vise mænd fra Irak” (jf. Matt 2,1-12), som kom for at hylde barnet. Her bruger hun velkendte bibelske betegnelser for Jesus, når hun i sidste strofe kalder ham:

Messias, Den Salvede, Frelser, befrier
du kommer som kaldet for fred og forliger
de stridende hjerter og parter i verden. 

Bandak bruger også navnene Jesus og Kristus, når hun i salmen ”Vi søger i det skjulte” taler om ”Jesus, min bror / Kristus, Guds inkarnation” eller i salmen ”Altid mer end vi ser” taler om ”Krist i det høje / stjernesol / himmelpol / nådestol”. Jesus omtales i samme salme som ”min bror / Gud på jord”.

Salmen ”Der var en nat du lod dig fange” handler om tilfangetagelsen skærtorsdag nat med Peters fornægtelse, soldaternes hån og ”Et sværdstik når Marias hjerte” (jf. Zakarias’ ord til Maria i Luk 2,35). Og med et uventet tvist af eden ”for fanden” hedder det: ”da Jesus gjorde helved’ hedt / for dødens vogter, ja, for fanden…”.

Også selve opstandelsen får sin salme: ”Det gamle er slut, noget nyt spirer frem”. Og hvad siger Jesus så, da han går ud af graven? Ja, han siger ikke ”God morgen”, som i 1992 oversættelsen af Matt 28,9, Jesus siger naturligvis ”Shalom!”

Som oftest bruges betegnelsen Gud; men Bandak taler også dogmatisk korrekt om treenigheden. Se f.eks. formuleringen ”Du kærligheds giver, / Treenige Gud” i salmen ”At slippe, at gribe” eller ”Evigheds Gud – tre og dog én” i ”Tale er sølv – tavshed er guld”, og alle tre personer nævnes i f.eks. i salmen ”Månen svæver tryg og rolig”, hvor det hedder ”Fader, Søn og Gud Helligånd”. Der er derfor ingen tvivl om, at det er den kristne Gud, Bandak henvender sig til.   

Bandaks billede af Gud som den omsorgsfulde faderskikkelse hører ligeledes med til den klassiske måde at skildre Gud på. Selve ordet ”Fader” bruges i salmer som ”Fader og Gud i det høje” og i salmen ”Valmuerød står aftenens sol”, hvor hun kalder Gud for ”Lysenes Fader” (jf. Jak 1,17).

Faderen/Gud er hos Bandak den, man venter sig alt godt af. I salmen ”Smerte uden navn” beder hun denne bøn:

Lad din parasol
give læ, være skjold
lad mig bo, Gud, i dine vingers skygge

Igen er der en bibelsk forbindelse. I Sl 36,8 bruges billedet af Guds vingers skygge som det sted, mennesker søger tilflugt til. At Bandak netop søger efter tryghed fremgår også af bønnen i sidste strofe: ”lad mig leve og bo / i din nærhed og tryghed denne dag”. Det andet billede, Gud som skjold, kendes fra Sl Sl 84,12, hvor Gud kaldes både ”min sol og mit skjold”. Og så kan jeg ikke lade være med at overveje, om Bandak her netop tvister ordene i Sl 84, for kombinationen af ”sol” og ”skjold” må vel blive en ”parasol”!

Den stemme, der taler i salmerne, tegner billedet af et moderne menneske, der kan være rådvildt og fuldt af usikkerhed. Bandak har mange rammende billeder af, hvordan det er at være forladt, forvirret, ”forlist i bælgmørk nat” (jf. ”Forsinket, fordømt, fordærvet, forladt”). Vi har endog selv valgt mørket og får ”Mareridt og skyggetanker” hedder det i salmen ”Mørket har vi valgt som bolig”. Måske genbruger hun her Salomos ord ved indvielsen af templet: ”Herren har sagt, at han vil bo i mørket” (1 Kong 8,12). Men i første omgang betyder det ikke, som hos Salomo, at så er Gud nærværende. Tværtimod spørger hun: ”Hvor er Gud?” og ”Skabergud, hvor er dit øre? / Hvorfor er du evig tavs?” (jf. Sl 22,2 og Jesu korsord: ”Min Gud, Min Gud, hvorfor har du forladt mig?, Matt 27,46). Gud kan være fraværende, men også da kan hun bevare tilliden til Gud. For hun har en, som hun kan bede om at komme til sig i båden (jf. Matt 8,23-27, hvor Jesus stiller stormen på søen):

Sæt dig her hos mig i båden
Vis du findes. Vis du ser
Før mig gennem mørkegården.
Lad mig ikke tvivle mer.

Det er et anfægtet menneske, der rækker ud efter Gud. Men hvor Luther søgte efter ”en nådig Gud”, ligger vægten her et andet sted. Bandak taler ikke om egen skyld, hun taler ud af smerte over Guds fravær. Ord som synd og skyld forekommer i øvrigt også kun sjældent. Synd findes dog som del af ordet ”syndebuk”, og skyld nævnes samme sted i salmen ”Et trøsteår, et jubelår”, hvor Bandak også nævner ”mangler, fejl og brist”:

Et trøsteår, et jubelår,
som det profeten drømte om
ud over alt hvad vi forstår
hvor skyld og gæld blir streget ud
hvor ingen råt må stå for skud
som syndebuk for andres
og egne mangler, fejl og brist.

Lad den der altid kommer sidst
få førsteplads i kærlighed.
Det ber vi om og råber: Kom!
Immanuel, Guds søn, vor fred!

Vægten ligger ikke på, at skylden tynger, men på at den bliver slettet. Det samme gælder i salmen ”Lad bitterhed fare”, hvor hun beder: ”Lad skyldnerne bare / gå ram forbi.”

Bandak føler sig derfor også tryg ved, at Gud er dommeren, for Gud dømmer med mildhed og ikke som andre, eller som vi selv. For nok begår vi fejl, men Gud ”tæller ikke grådigt mine fejl”  (jf. ”Du som dømmer mildere end andre”).

Ordet synd bruges desuden i salmen ”Kirken er ikke en klub for de fromme”, hvor det i strofe 2 hedder:

Kirken er ikke en klub hvor man råber
billige slagord om synd og om død
ikke et drivhus for sinker og tåber
bange for ægte problemer og nød.

Og selv om man godt kan være enig i, at synd ikke skal bruges i ”billige slagord”, så mærker man en vis tilbageholdenhed over for den del af det kirkelige sprog, der handler om synd og skyld.

Over for smerte og usikkerhed står glæden over livet og lysten til at takke Gud. I salmen ”Som sommernat orangerød i nord” slutter hun med denne strofe:

Så stort som livet er når det er bedst
så stor en glæde vil jeg synge ud
Vi ber spil op til dans og takkefest
og lov og pris til skaberglædens Gud

Takken til Gud som skaberen kan også gælde noget så dagligdags som kroppens mange dele. Salmen ”Tak Gud for alle legemets dele” er én lang opremsning af, hvad vi består af og må være taknemmelige for: ”tåen, foden, hælen… munden, læben og tungen” osv. Men også naturen omkring os, vor næste og Guds tillid, ja, ”tak for den bro, du har lagt over graven / Tak for livet, tak for mit liv”.

Og skal vi sammenfatte disse indtryk af Merete Bandaks salmer, kan det ske i form af salmen ”Blade der krølled i tørke”, hvor vi møder mennesket, som nok er truet af ”tørke”, men alligevel ”søger mod Gud”, og hvor regnen skaber grøde (jf. Es 45,8), og hvor frøene ganske vist først skal dø i jorden (jf. Joh 12,24 om hvedekornet), men hvor Merete Bandak slutter med en bøn om at få del i Guds opstandelseskræfter:

Blade der krølled i tørke
folder sig ud
Hjerter der krymped i mørke
søger mod Gud
Regnen der falder fra sky skaber grøde
Hjerter der hører om Gud bliver bløde

Så dine frø i mit hjerte
plant dine ord
Lad dem blot dø under smerte
sænket i jord
Gør ved din Ånd et mirakel herefter
Lad mig få del i opstandelseskræfter