Cecil Bødker og Davids Salmer (af Kirsten Nielsen)

”Når man i dag læser Salmernes Bog og betragter disse ældgamle tekster med sine nutidsøjne må man forundres. For mage til kraftigt virkende og billedstærk digtsamling skal man lede længe efter i sin samtid. Ikke alene rækker billedsproget vidt i utvetydig forståelighed, men det spænder samtidig fra den ydmygeste lovprisning af Herren til indtrængende påkaldelser i nød, samt barske bønner om hævn over gudsløse og andre afvigende.” Sådan indleder forfatteren Cecil Bødker sit bidrag til bogen ”Bibelen læst i dag” fra 1969.

Et af de emner, Cecil Bødker derefter kommer ind på, er forskellen mellem salmernes forestilling om den vældige Gud, som mennesker kan henvende sig til med bøn om hævn, og Jesu ord i Det Nye Testamente om at vende den anden kind til. Hun peger på, at vi inden for kristendommen har en tendens til at ”nøjes med at overtage den trøsterige og opbyggelige del af teksterne og se bort fra alt det øvrige, som ikke stemmer helt overens med et kristent livssyn. Er det ikke netop her revnen mellem den etik vi bilder os ind vi har, og sådan som vi er i virkeligheden, kommer til syne som den første lille sprække. For hvem af os vender i virkeligheden den anden kind til når vi bliver slået. Går vi efter den kristne tro eller henvender vi os straks til hærskarernes Gud og forlanger hævn, – eventuelt ved selv at slå igen? Er det ikke salmernes barskere forhold til næsten vi effektuerer frem for kristendom?”

Hævnsalmerne afslører os, og det har Bødker ret i. Men er det den eneste funktion, disse salmer har? Jeg vil pege på en anden side af en af de salmer, hvor salmisten ikke blot beder om hjælp mod fjenderne. I Sl 94 henvender salmisten sig direkte til Gud med ordene: ”Herre, du hævnens Gud, du hævnens Gud, træd frem i stråleglans!” Fjenderne er her landsmænd, som ikke overholder Loven, og som Gud nu må gribe ind overfor og dømme: ”Rejs dig, du jordens dommer, / gør gengæld mod de hovmodige.” Salmisten er fuld af indignation over, hvordan de hovmodige og ugudelige fører sig frem mod de svage i samfundet: ”Enken og den fremmede slår de ihjel, / faderløse myrder de.” Salmen er med til at fastholde noget så centralt i Det Gamle Testamente som Lovens betydning. Den opfordrer ikke til selvtægt, men den sætter en grænse for, hvad der kan accepteres, hvis samfundet skal bestå. Loven er efter gammeltestamentlig tankegang Guds gode gave til det udvalgte folk. Loven kommer ikke som en straf for syndefaldet, men det fortælles, at da israelitterne er kommet tørskoet over Det Røde Hav og frem til Sinaj Bjerg, får de Loven som ramme for det gode liv, som de skal leve i Det Forjættede Land. For at være et folk skal de ikke blot have et land, de skal også have love, der kan sikre de svages rettigheder. 

I Anden Mosebog 21,23 møder vi udtrykket ”øje for øje, tand for tand”, som ofte er blevet tolket som udtryk for et alt for strengt lovsystem, hvor der ikke er plads til at tilgive eller vende den anden kind til. Men loven er her et korrektiv til Lemeks hævnsang i Første Mosebog 4,23-24, hvor han bl.a. siger: Jeg dræber en mand for en flænge, et barn for en skramme. Hævnes Kain syv gange, skal Lemek hævnes syvoghalvfjerds gange”. Hævnens grænse sætter den krænkede selv. Heroverfor sætter loven sine rimelighedskrav: lige for lige. Og salmisten minder os om, at det ikke er os, der skal hævne; det er Guds sag. Men salmisten undlader til gengæld ikke at bruge stærke ord for at få Gud til at gribe ind, når de svage krænkes. Han taler ikke om egne krænkelser; men om de krænkelser, der overgår andre. Han er ikke krænkelsesparat i den betydning, vi i dag bruger ordet. Måske skulle vi lære lidt af salmisten, så vi mere åbent tør bede Gud om at gribe ind mod dem, der krænker andre, hvad enten det sker i privatlivet eller på den storpolitiske bane?