Dejlig er den himmel blå af (Kirsten Nielsen)

Grundtvigs salme om stjernen, der ledte de vise mænd til Betlehem, er uundværlig, når vi fejrer Hellig Tre Konger. Grundtvig tager udgangspunkt i en erfaring, som de fleste kender. Man står og kigger op mod stjernerne en mørk vinteraften, og det er, som om de vinker og kalder os til sig. Den vældige afstand mellem jord og himmel bliver overvundet. Og det er da også, hvad julen handler om. Julenat viser der sig en ganske særlig stjerne, som er tegnet på, at ”en konge uden mage / skulle fødes på vor jord”. Det er den stjerne, der kalder de vise mænd helt fra Østerland til Betlehem, hvor de finder barnet og dets mor. Stjernen får de vise mænd til at tilbagelægge store geografiske afstande men mere end det. De møder det barn, der forbinder himmel og jord. Og det samme sker, når vores ledestjerne fører os til Jesus Kristus. Og så understreger Grundtvig nærheden ved at kalde stjernen for ”hans Guddoms-ord det klare”. Ordet overvinder afstanden mellem Gud og os, ligesom lyset fra stjernen vejleder os gennem livet.

Grundtvig vil med sin salme skabe glæde over nærheden mellem den guddommelige verden og os. Men reagerer vi altid med glæde over for dette? For mange år siden deltog jeg i en faglig kongres i Tyskland. Ved lidt af en tilfældighed kom jeg med i en gruppe, der skulle beskæftige sig med bibliodrama. Instruktøren indledte med at få os op at stå. Ikke noget med at sidde tilbagelænet i stolen og afvente, hvad de andre foretog sig. Vi fik derpå besked om at gå rundt i rummet, lære det at kende, vænne os til, at vi havde en krop, som befandt sig et bestemt sted i forhold til vinduer og døre, stolene langs væggen og de andre deltagere. Da vi havde bevæget os rundt en 5 minutters tid og kunne fornemme, at her drejede det sig først og fremmest om kroppen og rummet, blev vi bedt om at tænke på fortællingen om de vise mænd fra østerland. Så fik vi hver et stykke hvidt papir, som vi i en hurtig bevægelse skulle kramme til en kugle. Straks efter skulle vi glatte papiret ud igen og forestille os, at det krøllede papir var et landskab med bjerge og dale. Med en blyant skulle vi markere, hvor de to byer, som spiller hovedrollen i historien om de vise mænd, Jerusalem og Betlehem, var placeret i landskabet. Normalt ville jeg nok have brugt nogen tid på at gøre det så præcist som muligt, men det var som om kroppen eller underbevidstheden havde taget over, for uden tøven placerede min hånd Betlehem og Jerusalem meget langt fra hinanden. Og det på trods af, at jeg godt ved, at der kun er en 7-8 km imellem dem.

Næste opgave bestod i at tegne den rute, de vise mænd havde fulgt, indtil de nåede frem til Jesus i krybben. Igen tegnede min hånd frejdigt på papiret og sendte de tre vismænd ud på en noget besværlig vandring op over det ene bjerg efter det andet i stedet for en fornuftig rute nede i dalene. Endelig blev vi bedt om, nu hvor vi vidste, hvor på papiret de vise mænd var, hvor Jerusalem med Herodes var, og hvor barnet var, at sætte et kryds, hvor vi selv var i den historie. Og mit kryds blev hurtigt sat – langt væk fra begivenhedernes centrum et sted ude i kanten af papiret.

Så vidt, hvad jeg gjorde. Så kom eftertanken. Hvorfor havde jeg placeret de to byer så langt fra hinanden, når jeg godt vidste, at det var forkert? Men så dæmrede det. Min underbevidsthed ville prøve at holde Herodes så langt væk fra barnet som muligt. Den besværlige rejse, jeg sendte vismændene ud på, var nok mere en mental rejse end en fysisk. For ind imellem må de da have følt sig i tvivl om, hvorvidt de var på rette vej. Sådan er livet jo for de fleste af os, der er opture og nedture. Vi kommer i tvivl om retningen. Og undertiden kommer vi måske endda i tvivl om, hvorvidt vi overhovedet bevæger os ud af stedet.

Da jeg så på krydset på papiret, måtte jeg se i øjnene, at selv om jeg havde prøvet at lege med, så havde jeg ikke rørt mig ud af stedet. Jeg var blevet ude i kanten af papiret, som en lidt skeptisk tilskuer, der ikke turde engagere sig.

Jeg er næppe alene om at gøre den erfaring, at noget holder en tilbage fra at tage rigtig del i livet. Det gælder undertiden også i forholdet til Gud. Vi forsøger at holde afstand, ikke at blive alt for engagerede; men julens og Hellig tre Kongers budskab er, at Gud ikke holder afstand, men kommer for at være nær hos os – også i det nye år!

Glædeligt nytår!

Kirsten Nielsen