Dejlig er jorden (af Niels Thomsen)
Ingemanns Dejlig er jorden er en af de mest elskede salmer af dem, vi bruger i julen. Den er i salmebogen anbragt mellem julesalmer. Det er er fuldt forståeligt. I vers 2 og 3 synger vi,
Aldrig forstummer
tonen fra Himlen
i sjælens glade pilgrimssang.
Englene sang den
først for markens hyrder;
skønt fra sjæl til sjæl det lød:
Fred over jorden!
Menneske, fryd dig,
os er en evig frelser fød!
’Sjælens glade pilgrimssang’, synger vi, er den sang, englene sang for hyrderne på Betlehems mark julenat. På den måde er pilgrimssangen julesang. Men af Ingemann selv var salmen ikke tænkt sådan. Da den blev trykt første gang, var titlen Pilgrimssang, og første gang, den kom i salmebog – Roskilde konvents salmebog som var gennemset af Ingemann – var den anbragt i afsnittet Verdens Fornægtelse, Jesu Efterfølgelse og Korset. Det lyder ikke af jul.
Alligevel: Det er en lykkelig sammenhæng, der er blevet skabt ved, at juleglæden i vores brug af salmen bliver bundet sammen med pilgrimstanken. Lykkeligt både for vores forståelse af julen og vores forståelse af pilgrimmens sang. .
At se menneskelivet som en pilgrimsvandring er en ældgammel forståelse i den kristne tro. I den tro har mennesker kunnet bevare modet i sygdom, fattigdom, sorg krig og, som de ikke havde magt over. En pilgrim vandrer både i gode tider og i strenge tider i tillid til, at vandringen ender godt.
I de sidste 100 år har mange talt anderledes om det at forstå kristenliv som en pilgrimsvandring. Man har sagt, at den forståelse lokker folk til at affinde sig med verdens elendighed og uretfærdighed, så de i stedet for at forbedre verden og bekæmpe nød og uretfærdighed, vender sig bort fra livet her og nu, og trøster sig med tanken om, at et liv efter døden vil bringe de glæder, man ikke har haft i livet på denne jord.
Det er rigtigt, at det at forstå livet som en pilgrimsvandring, der efter døden vil blive belønnet med en paradisisk salighed, har været brugt sådan. Men den pilgrimsvandring, som Ingemann synger om, og som har været central i den kristne tradition, er anderledes. Netop når Ingemann kalder et menneskes vandring gennem livet og tidernes vandring fra slægt til slægt en pilgrimsvandring, er det i bevidsthed om, at pilgrimsvandring udefra kan se ud kan se ud som en vandring fuld af vanskeligheder og af savn, ser han livets vanskeligheder. Når han synger
Dejlig er jorden!
Prægtig er Guds Himmel!
Skøn er sjælenes pilgrimsgang!
Gennem de favre
riger på jorden,
gå vi til Paradis med sang,
trodser han det billede. Når vi ved, at vandringen ender godt, kan vi trods vanskeligheder kalde jorden dejlig. Synger vi kun salmen som julesalme, ligger det nær med de to første linjer om, at jorden er dejlig og himlen er prægtig, at gøre julen til en idyl, hvor man en dag eller to ser bort fra livets vanskeligheder. Men husker vi, at Ingemann netop kaldte den pilgrimssang og lod den stå i salmebogens afsnit om verdens fornægtelse, Jesu efterfølgelse og korset, så åbner den til en dybere forståelse af julen. Pilgrimsgangen bliver kaldt skøn. Tit ser den anderledes ud, men trods det kaldes den skøn.
Jeg kendte en 14-årig pige, hvis mor blev alvorligt syg lillejuleaften. Venlige mennesker havde ondt af hende, og sagde medfølende ’og så lige op til jul’. Da hun fortalte om det, sagde hun, at det var da omvendt. At det var jul, var en hjælp i sorgen. Hun kunne høre en dybere tone.
Sjælens glade pilgrimssang er ikke glad, fordi man ser bort fra livets vanskeligheder, men fordi man i tro ved, at man ikke skal lade sig kue. Derfor betyder forståelsen af livet som pilgrimsvandring heller ikke, at man vender sig bort fra livet med dets glæde og sorg, men at man får plads til, så langt ens kræfter rækker, at hjælpe, hvor der er brug for det. Og når kræfterne ikke rækker længere, når jorden ikke mere er dejlig, har vi stadig en prædiken om, at ’prægtig er Guds Himmel’.
Niels Thomsen