Det var med julen, det begyndte (af Lars Busk Sørensen)

Det var med julen, det begyndte. Da kom lyset til verden, som det hedder i Johannesevangeliet. Da skete det under, som mennesker ikke havde ord for. Det, at Gud henvendte sig til os, var uhørt i menneskehedens historie. I Johannesevangeliet tales der ligefrem om en ny skabelsesberetning med Kristus som skaberordet. Det måtte der englesang til at forkynde – og til at lyse Guds fred over alle jordens folk.

Ellers havde det jo fra tidernes morgen, lige siden vi begyndte at forestille os personlige guder, været os, der henvendte sig til vores gud/guder med lovsange eller bønner eller anråbelser for at blive set eller hørt af den/de evige. Vi havde ofret og fremført ritualer for at sikre os goodwill hos de evige. Men nu kunne vi synge lovsange om, at Gud kommer til os. Endda at han gør sig svag og lille for vores skyld og lader sig føde af en jordisk kvinde, så at sige lægger sig i menneskehænder. Det var så nyt og utroligt, at det ændrede vores verden og vores forhold til hinanden, som det aldrig var sket før. Vi satte ligefrem vores tidsregning efter det.

Derfor har det altid været noget særligt for mig at skrive julesalmer, og jeg har da også skrevet en god snes stykker af dem. Ganske vist taler vi om påsken som kirkens største og vigtigste højtid, men det var med julen, det begyndte. Uden julenattens under,  var der ingen påske blevet. Da tændtes der lys i mørket, så vi senere kunne opleve påsken som troens forår og pinsen som kærlighedens sommer.          

Juleevangeliet er verdens forunderligste historie, så ophøjet for tanken at det svimler for os, når vi ret fordyber os i den, og så bevægende for følelseslivet, at vi røres til glædestårer. Der er jo fortalt masser af historier om guder i de gamle myter, men ingen som denne. Der er også beretninger om, at guder besøger mennesker, men altid som ophøjede magtguder. Evangeliets fortælling om Gud, der komme til os i skikkelse af sin søn, som bliver menneske, er ny og provokerende og et opgør med al tidligere gudsdyrkelse.

Jeg har blot oplevet den skuffelse, som jeg kunne kalde min ”julesorg”, at det er så svært at få en ny julesalme kendt og brugt i menigheden. Det går nok til  koncerter. Der vil man gerne synge noget nyt, men ved  selve julegudstjenesten  er man oppe imod en tradition, som er næsten uigennemtrængelig. Alligevel lægger jeg min julesalme ud på nettet i håb om, at der kunne være en præst, som synes det ville være et forfriskende indslag i julegudstjenesten at lære menigheden en ny salme, som de kunne tage med hjem til gåsen og juletræet.

Vi så hans lys i verdens nat

Se salmen med node, lyd og kommentarer her

Vi så hans lys i verdens nat,
han kom til sine egne,
og de, der længtes gudsforladt,
så engle alle vegne.
Han kom med glædesbud
fra himlens høje Gud,
et barn så blødt som et af yore egne.

Det var den midnat, himlens Gud
strøg mørket bort fra jorden,
og englekoret sang det ud
mod syden og mod norden:
“Kom, jordens folk og se,
hvad Gud har ladet ske
– det barn, som er hans ansigt her på jorden!”

Da så vi barnets Betlehem
med stjernens blanke smykke,
og hyttens lave dør på klem
og korsets lange skygge.
Vi så hans herlighed
og barnets julefred,
der midt i verdensangsten gør os trygge.

Der lå han julenat og var
et barn som vore egne,
den jordens Jesus Krist, der bar
sit kors på vore vegne,
Guds Søn fra evighed
på jordens lave sted,
et barn så blødt som et af yore egne.

Lars Busk Sørensen, 1999