Fædre og Sønner (af Anne-Regitze Nieling)

Nogle gange skal man gå langt Langfredag for at høre en prædiken, men det er bestemt muligt. Men er man først kommet så langt, så kan man ikke på forhånd vide hvilke tekster, man kommer til at høre.

Langfredag er der frit valg mellem to gammeltestamentlige tekster, som skal spille op til lidelseshistorien i evangelierne.

Meget ofte vil menigheden Langfredag komme til at høre profeten Esajas´ ord om Herrens Lidende Tjener, hvis lidelser indebærer, at de mange kan gå fri. Teksten ligger altså lige for, når der skal prædikes over betydningen af Jesu død på korset, og derfor giver Alterbogen mulighed for, at den kan læses hvert år, og det bliver den da også tit.

Den anden gammeltestamentlige tekst hører man knapt så ofte, selvom den er en af de mest kendte fortællinger fra Det Gamle Testamente. I ulige år har præsten lov til at lade lidelsesberetningen tale sammen med den dramatiske beretning om Isaks ofring i 1. Mosebog kap. 22.
Og det kan der komme nogle rigtigt fine Langfredagsprædikener ud af.

Grundtvig havde øje for det, og i salmen ”Hvor er lammet, offerlammet”, nr. 189 i Salmebogen, knytter han Jesus og Isak sammen i det, han angiveligt selv betragtede som sin største forsoningssalme.
Salmens fire vers er et resultat af P.A. Fengers venlige reduktion med tolv vers. Den kraftige beskæring betyder, at relationen Isak – Jesus nu står knivskarpt.

I ”Hvor er lammet…” møder vi to fædre og to sønner. Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente. Det ene offer og det andet offer.
Et vers for Isak. Et vers for Abraham. Et vers for Jesus og som afslutning, et konkluderende vers.

I fortællingen i 1. Mosebog hedder det, at Gud vil teste Abrahams tro og kærlighed til Gud. Derfor får Abraham besked på, at han skal bevise sin kærlighed ved at ofre det mest dyrebare, han har: Sin eneste søn, som Sara ved Guds indgriben, fødte i sin alderdom. De to, Abraham og Isak, vandrer til Moria bjerg for dér at bringe et offer til Gud, mens Isak langsomt aner dét, Abraham tungt har vidst hele tiden: At det er Isak, der er offerdyret.

Hvor er lammet, offerlammet?
spurgte Isak, syg i sind,
da slagtofret var berammet
med ham selv på bjergetind;
bange for sit unge liv,
på den blanke offerkniv
peged han og sagde: Lammet,
hvor er det, til død opammet?

Søn, for lammet Gud vil sørge,
svared Abraham, Guds ven;
han beklemt sig lod adspørge,
svared dog med håb igen.
Yndig faldt og sagen ud,
kærligheds og sandheds Gud
venner sine aldrig glemmer,
deres håb han ej beskæmmer.

Her er lammet, påskelammet,
siger Jesus, ydmyg, spag,
i min Faders råd berammet
er den store offerdag;
bange vel af hjertens grund
er jeg for den mørke stund,
men for hele verdens brøde
den uskyldige må bløde.

Ja, at én for alle døde,
gav Guds kærlighed dens glans,
alle jordens roser røde
ej forslår til Lammets krans,
hver en stjerne, hver en sol
samles om den nådestol,
hvor for evig nu han troner,
Jesus Kristus, vor forsoner

Vist er Isak bange. Hans forfærdede spørgsmål om offerlammet besvares første gang i vers 2 af Abraham, der som et delfisk orakel begrænser sig til et kort ord om, at dét med offerdyret har Gud selvfølgelig styr på. Abraham véd det kun alt for godt. Ved afrejsen fra hjemmet måtte han selv lægge brændet til alteret tilrette på sin unge søns skuldre, og Grundtvig har med sikkerhed genkendt rejsen til Moriabjerget som Isaks Via Dolorosa, hvor offerbrændet tematisk går igen i det kors, Jesus bærer på sin vej mod Golgata.

Og det er da også Jesus selv – hans angst er ikke mindre – der i vers 3 kommer med det endelige svar på Isaks spørgsmål: Abraham kommer ikke til at ofre Isak til Gud. Fortællingen i 1. Mosebog slutter med, at Gud finder Abrahams kærlighed bevist, og ”yndigt faldt og sagen ud” – en vædder tager Isaks plads.
Sådan ikke med Jesus. Det egentlige offerlam og den sande offerdag er i virkeligheden Jesus selv, der skal overgives til korset – som et påskelam. Det lam, alle jøder slagtede hver påske for at mindes udfrielsen fra Ægypten, hvor netop lammets blod på dørstolpen frelste de israelitiske førstefødte drenge fra den sidste plage, så Moses kunne føre Guds folk til det land, han havde lovet dem.

Det påskelam, siger Jesus nu, er hverken et lam eller Isak. Det er Jesus selv, og denne gang må offeret fuldbyrdes. For Jesu far er ikke et menneske som Abraham, men derimod Gud selv.
Denne gang er det ikke mennesket, der skal formilde Gud med et offer.

Denne gang er det Gud, der ofrer – han har også kun én søn – for menneskets skyld. For kun sådan kan forsoning mellem Gud og mennesket komme i stand: Ikke ved at mennesket kommer til Gud for at ofre det dyrebareste til Gud. Med ved at Gud selv kommer til mennesket for at ofre det dyrebareste til mennesket. To fædre. To sønner. Men kun én forsoning: At v.4: ”én for alle døde, gav Guds kærlighed dens glans”.
I mange kirker finder man de smukkeste gengivelser af den tronende Gud, der bærer sin martrede søn: På korset eller i skødet. Den ophøjede far og den fornedrede søn. Dette mønstertypiske motiv har Grundtvig forenet med billedet fra Johannes Åbenbaringen af lammet, den ophøjede søn, der sidder ved Faderens trone – men sidder der netop som det lam, der blev ofret for de manges skyld.

Den første søn blev skånet. Den anden søn blev fornedret og ofret – men netop som ofret blev dén søn ophøjet så, at ”hver en stjerne, hver en sol samles om den nådestol” (v.4).
Begge fædre genvinder deres sønner. Men kun den sidste søn drager hele menneskeheden, ja hele universet med sig.

Dén nådestol. Dén kærlighed. Dét evangelium.