Faste i musik (Af Martin Lysholm Hornstrup)

De fleste af os forbinder nogle helt særlige melodier med julen. Den altovervejende grund til, at vi gør det, er nok i virkeligheden, at vi genkender melodierne, som nogle vi før har sunget ved juletid. Disse bliver således koblet sammen med en masse andre sanseindtryk og stemninger i vores hjerne, og derfor lyder de særligt julede i vores ører. Det ses tydeligt, når man rejser udenfor landets grænser, at vores ører hører det, de hører, fordi vi står i vores egen tradition. I Tyskland bruger de f.eks. Händels pompøse melodi, som vi kender som ”Dig være ære” til jul og bliver sært forvirrede, når vi bruger den til påske.

Det kan være endog meget svært at pege ud, hvilke kompositionstekniske eller musiktekniske greb, som gør en melodi særligt julet. Selvfølgelig vil man kunne finde en stærk overvægt af julemelodier i dur, ligesom der i den danske tradition er en overvægt af melodier fra den romantiske periode, men det betyder jo ikke, at romantiske melodier i dur altid er særligt julede.

I det følgende har jeg sat mig for at afsøge, hvorvidt man kan tale om at fastetidens salmer har en særlig tone. Hvordan lyder en rigtig fastesalmemelodi?

Ligesom man ikke kan pege ud og sige, at et bestemt kompositorisk greb (toneart, tonekøn, tempo, interval, linjeføring eller harmonisering) er reserveret til julesalmer, så er der heller ikke et bestemt gennemgående kompositorisk greb, som kendetegner fastetidens melodier. Jeg vil derfor lytte til nogle af fastens salmer ud fra to begreber: ”Strenghed” og ”Længsel”, som jeg mener kendetegner fastetiden, for at undersøge, om de afspejles i musikken.

Med ”strenghed” mener jeg ikke dunder og dom – måske snarere renhed, enkelhed eller det at skære helt ind til benet. Et af formålene med at faste er i mine øjne at luge ud i alle de ting, som larmer og fylder og finde ind til det mest centrale eller livsnødvendige i vores tilværelse. En musikalsk udgave af en sådan strenghed eller renhed må indebære, at man skærer nogle af de lækre akkorder fra (4-klange og forudhold) samt afholder sig fra alt for store spring i melodien og fastholder en rolig, gående puls uden for mange dansante rytmiske forskydninger eller gennemgangstoner. Nogle eksempler på fastesalmer, som rummer en vis strenghed i melodierne kunne være: Af dybsens nød, Når i den største nød vi stå, Befal du dine veje (Hassler). Disse tre melodier har det til fælles, at de er fra en epoke i musikhistorien, hvor harmonikken stadig var relativt enkel. Et nyere eksempel er Laubs melodi til ”Vor Herre til dig må jeg ty”. Her er han tydeligt inspireret af den før-romantiske musik og benytter kun rene treklange og kun ganske få helt klassiske forudhold. Christian Præstholms melodi ”Hvor dagen dog er lille” indeholder også en vis strenghed både i toneart, rytme og melodiføring – især den nedadgående d-mol treklang i 1. og 2. strofe har noget asketisk over sig.

En af fordelene med at arbejde efter nogle strenghedsidealer i musikken er, at udtrykket bliver mere rent, forståeligt og appellerer mindre til bestemte følelser. Salmerne kan således komme til at stå mere åbne for salmesangeren, så man kan læse sin egen følelsesmæssige og åndelige situation ind i salmen. Men moderne mennesker har det typisk lidt svært med strenghed og krav, og nogle af disse melodier vil virke følelseskolde og uvedkommende på en del mennesker.

Længsel derimod er et begreb, som for mange af os er enklere at forholde os til.

Længsel står også som et centralt begreb i fastetiden. Vi længes efter Gud – som hjorten længes efter vand. Og vi længes efter foråret, og at mørket og det golde land skal overtages af sol og påskeliljer. Som sådan går naturåret og kirkeåret godt i spænd.

En måde at udtrykke længsel musikalsk er med forudhold – en spændingsfyldt og dissonerende akkord, som kalder på at finde afspænding eller hvile (musikalsk kaldet opløsning) på en ren treklangsakkord. Tydelige eksempler på brug af forudhold finder vi i ”Gud efter dig jeg længes”, hvor første forudhold netop kommer på ordet ”længes”. Også i salmen ”Her vil ties” ligger der forudhold på ordene ”ties” og ”bies”. Spænding og afspænding er en byggesten i al musik, men i disse salmer og på denne tid af kirkeåret får de ligesom en ekstra dimension. Jesper Gottlieb benytter sig også af forudhold eller ledetoner, dog gør han det bemærkelsesværdigt tit som en opadgående bevægelse modsat de klassiske salmer, vi lige har set på, som opløser nedad. I salmen ”Du virker i det stille” ligger der således en opadsøgende ledetone på ordet ”stille” og igen i slutningen af både 3. og 6. strofe. I ”Guds nåde er en vintergæk” finder vi igen den opadsøgende ledetone på slutningen af 2. strofe ”den er din fostergave”. Man kunne endog argumentere for, at den ligger allerede på ”Guds nåde er en vintergæk”. I samme melodi benytter han sig også af et andet musikalsk virkemiddel til at udtrykke længsel i form af nogle store spring opad, f.eks. de karakteristiske septimspring i begyndelsen af 5. og 7. strofe.

Denne måde at bruge musikken til at række opad (og dermed udtrykke længsel) genfinder vi også i melodier som ”Vi rækker vore hænder frem” og ”At tro er at komme”, der begge begynder på grundtonen og tager spring opad som fører dem til toptonen midtvejs. Igen kan man argumentere for, at det er en skabelon, som bruges i tusindvis af melodier, fordi der er noget arketypisk i at en melodi tager udgangspunkt i sin grundtone, arbejder sig op til en toptone i det gyldne snit lige over midten af satsen for derefter at dale ned og lande trygt hjemme på grundtonen igen. Igen får denne stræben mod himlen bare en dybere betydning og et større fortolkningsrum i fastetiden. 

Jeg har altid tænkt, at i fastetiden trækker jeg ikke mixturen på orglet – som er en af orglets lyseste og kraftigste stemmer – netop fordi vi er i en eftertænksom tid, hvor alvor og det at se indad i sit eget sind er i højsædet. Og der er noget forløsende i at trække den mixtur påskedag og på den måde gemme den til festen.

Og mens vi venter, kan vi så bruge vores musik til at udtrykke strenghed og længsel.

God fastetid til alle!

Af Martin Lysholm Hornstrup, organist, Gellerup Kirke