Grundtvig er død! Grundtvig længe leve! (Af Morten Skovsted)

Denne klumme er oprindeligt skrevet d. 2. september 2022 i anledning af 150-året for N.F.S. Grundtvigs død i 1872, men vi mener, at den tåler gentagelse i forbindelse med den gamle kæmpes fødselsdag.

Allerede da han blev sunget ud fra hjemmet i Hellerup, tre dage efter sin død, var der hundredvis af mennesker, der var mødt op og fulgte kisten til Vor Frelser Kirke på Christianshavn

Efter mange ungdomsår med kamp, modgang, censur og forhånelse var fulgt endnu flere år med anerkendelse, gennembrud og udbredelse af sang, ord og holdninger. Man kunne have valgt at gennemføre bisættelsen fra Vartov kirke, hvor Grundtvig havde virket fra 1839 til sin død, men valgte Vor Frelser kirke på Christianshavn, hvor Grundtvig også havde virker i sine unge år, og det viste sig at være klogt: Bisættelsen blev et tilløbsstykke med tusindvis af deltagere, herunder 300 præster, repræsentanter fra både kongehus og regering og dertil en by, der flagede på halv.

Store menneskemængder fulgte kisten fra kirken til banegården, hvorfra en del af begravelsesfølget, en 6-700 mand, tog med særtog til Køge, hvor gravlæggelsen skulle finde sted. Inden man kom så langt havde man været forbi Vartov kirke, hvor man gjorde ophold, mens orgeltonerne brusede ud gennem de åbne kirkedøre, og deltagerne sang ‘Krist stod op af døde’. En tilhører, Kristian Madsen, skrev efterfølgende: “Dette var det mest gribende Øieblik af hele Højtideligheden her i Byen, ligesom der vist ogsaa med Grund er blevet sagt, at en saadan psalmesyngende Menneskemængde næppe er gaaet gjennem Kjøbenhavns Gader i mange Aarhundreder” (citeret fra ‘Grundtvigs død’ af Jes Fabricius Møller, 2019).

Grundtvig blev gravlagt i en gravhøj på Claras kirkegård ved Køge Ås. Læs mere om stedet her.

Til lejligheden havde J.C. Hostrup skrevet en sang, der blev omdelt til de mange fremmødte. Jeg er så heldig at have erhvervet et sådan sangark for et par år siden, og i det finder man en sang, der siger en hel del om den beundring, Grundtvig var genstand for ved sin død, og også en del, der peger ind i fremtiden.

Jeg har i dagens anledning lagt salmen (sangen) på salmer.dk, og man kan se den her.

Allerede ved valget af maskeverset, som jo gennemføres ved at den oprindelige salmes første tre ord samt sidste linje genbruges og desuden ved at der i sangarket gøres explicit opmærksom på, at den synges på samme melodi, er der lagt an til en noget nær guddommeliggørelse af den afdøde.

For de klokker, der kimmer, og de stjerner der blinker i Grundtvigs oprindelige julesalme (DDS 100), gør det, fordi Jesus er født, og fordi frelsen er kommet til jorden. Og nu kimer de altså igen, men fordi en sol er slukket. Det er Grundtvig, der er solen (v. 1), hvor det i salmerne normalt er Kristus. Denne og andre analogier er ikke explicitte, men associationerne er tykke. Og smukke!

Sangen emmer af en beundring og kærlighed til den afdøde, koblet med en indsigt i det liv og de kampe, der blev Grundtvigs. I vers 1 adresseres Grundtvigs personlige modgang: Balladen omkring hans dimmisprædiken i 1810, forsøgene på at blive anerkendt blandt den københavnske kulturelite, kirkekampen mod professor Clausen i 1825 og den deraf følgende censur. Men samtidigt handler det også om den kirkekamp, som Grundtvig ikke kun kæmpede for sig selv, men også imod datidens tørre rationalisme og goldheden ved det teologiske fakulutet og den snærende staskirkelighed. Vankundigheden og vantroen trivedes ifølge Grundtvig, som han har beskrevet det metaforisk i adskillige salmer, f.eks, ‘Nu falmer skoven trindt om land’, hvor det ikke kun er bladene, men også ægte kirkelighed og sand folketro, der var visnet. Dog, lyder det i Hostrups sang: Ved sin nedgang var solen stor og blank, og sådan var det: I 1872 var der noget mere håb for Danmark, folkelig oplysning, evangeliet og ‘den grundtvigske sag’, end i årtierne før.

I vers 2 synges der da også om håb med henvisning til flere Grundtvigsalmer (‘Den signede dag’ og ‘Kirkeklokke’ m.fl.): Aftenens guld (Grundtvig blev gravlagt om aftenen) vil møde morgenens guld, og (også) således vil Lyset vinde sin sag.

I vers 3 som i vers 1 beskrives tidligere kampe og nutidige sejre med direkte inddragelse af ‘Den signede dag’ (DDS 402), som jo ikonisk udtrykte modgang og sejr. Da Grundtvig i 1826 skrev den til 1000-års festen for kristendommens indførelse i Danmark og udgav den som en af fire salmer i et lille hefte til fejringen, forbød den sjællandske biskop brugen af hæftet: “Hvad nu Hr. Grundtvigs Psalmer angaae, da kan jeg ingenlunde anse dem for passende. De have ikke den Egenskab, som bør ventes af Psalmer.” Siden blev den en af de ypperste Grundtvig-salmer, og det er det stadig.

Og nu (altså i 1872) kan man kun opfordre til (i v. 3), at vi forsøger at fatte hans værk og storheden deraf, mens det vokser sig solklart og stærkt. Det var det allerede i færd med i 1872, og det har vokset lige siden, sådan at man i dag næppe kan overdrive Grundtvigs betydning for danskhed, dannelse, folkelighed, sang, skole og kirke.

I sangens sidste vers sluttes ringen, for det var Herren, der gav ham kræfterne, og det er guldet fra himlen, der lyser over hans afsked.

Og så er der arven efter Grundtvig….

I årtierne efter Grundtvigs død splittedes den grundtvigske bevægelse, men den grundtvigske ånd har overlevet og lever fuldgydligt i dag.

Blot er det godt at huske, inden vi konserverer den gamle mesters værk og gerning i al for solid konserves, at han selv opfordrede til stadig bevægelse, og til ikke at stå stille ved nogen grav.

Om Luther skrev Grundtvig i anledning af reformationsjubilæet i 1817:

“Jeg er ingenlunde af dem, der mene, at vi skal staa stille ved hvad Morten Luther gjorde for 300 Aar siden; thi kun Døden staar stille, Livet er altid i Bevægelse. […] Der skete ingenlunde i Luthers Dage alt hvad der kan og bør ske for Evangeliets fri og levende Virksomhed for Menneske-Hjærtet, for Kvinder og Børn, og meget af, hvad der skete gik snart igjen forloren, fordi man vilde staa stille, vilde ikke gaa frem, og maatte derfor gaa tilbage, da Livet aldrig kan staa stille. Men jeg vil ikke staa stille ved nogen Grav, ikke selv ved Herrens, og mange siger derfor om mig, at jeg er ingen ægte Lutheraner […] men jeg vil dog ingen vige i kjærlig Amindelse af Morten Luther, i Taksigelse til Gud for ham som den ypperste Fader i Kristo siden Apostlernes dage, ingen vige i Lovtale over hans Heltegerning i Jesu Navn, den største der øvedes paa Jorden siden Herrens Opstandelse fra de døde.”

Mens der således ikke mangler noget i Grundtvigs lovprisning af Luthers betydningsfulde arbejde, så gælder det dog om ikke at blive stående ved Luthers grav, endsige at gå baglæns, fordi man ikke vil gå frem… Og det samme må man sige som grundtvigianer i forhold til Grundtvigs grav: At vi heller ikke bør stå stille ved hans grav, men gå videre i forsøget på at udfolde, hvad det grundtvigske i dag vil sige, også i salmerne.

Dette gør man ikke kun ved at synge Grundtvig, men også ved at synge grundtvigsk på ny, det vil sige at synge ud af Biblen og evangeliet ind i folket, og det både med folkets historie og til folkets samtid.

Men det har været svært, også som grundtvigsk, at synge nye salmer siden 1872.

Salmedigteren K.L. Aastrup adresserer dette i en ode fra 1974, hvor han først slår fast, at vi skylder Grundtvig meget – om ikke alt – i forhold til salmesangen:

“Som intet andet sprog /
har dansk en salmebog /
og derom fast det står: /
han mest af æren får.

Men så fortsætter Aastrup i en følgende strofe:

Så vældig steg hans sang /
at for dens efterklang /
her mellem bælt og hav/
to slægtled siden tav.

Grundtvig skrev utallige salmer, og mange af dem er så fantastiske, at det er svært at føje noget til. Til gengæld er det nødvendigt, som det altid har været nødvendigt at holde arvegodset levende, så det ikke sander til. Og derfor er det en velsignelse og en gave til vores kirke, at også salmedigtere efter Grundtvig har grebet pennen. Ikke fordi nogle af dem tror, at de kan gøre det bedre end Grundtvig, men fordi hver tid (også) skal have deres egne salmer.

Jakob Knudsen skrev 2 ½ salmer og Aastrup skrev hundredvis. Det samme gjorde siden Johannes Johansen, Holger Lissner, Hans Anker Jørgensen, Lars Busk Sørensen, Simon Grotrian og Iben Krogsdal. Med mange flere. Og nogle af dem skriver stadig, mens atter nye er kommet til. Ikke for at overgå eller gentage de gamle, men for at skrive videre på deres salmeskat for derved at lade evangeliet finde bestandigt nye, poetiske udtryk.

I det lys skal vi således nok besøge Grundtvigs grav og ihukomme hans betydning med både beundring og taknemmelighed, men vi skal ikke stå stille ved nogen grav, hverken Vor Herres, Luthers eller Grundtvigs. Vi skal gå ind i vores egen tid. Heldigvis ikke alene og på ny, men ledsaget af de gamle erkendelser, erfaringer og indsigter, både de teologiske og de poetiske. Og hele tiden beriget med nye ditto.

Morten Skovsted