Guds nåde er en vintergæk (af Bo Bergholt Grymer)

”Guds nåde er en vintergæk” er en af Simon Grotrians utallige smukke salmer. Salmen er et godt eksempel på Grotrians stramme og kortfattede, men samtidig billedrige og stemningsmættede stil. Fire vers udgør hele salmen, hvilket kan synes af lidt her i Grundtvigs fædreland. Men ser man nærmere på versene, opdager man, at de sproglige billeder står knivskarpt og med en betydningstæthed, som der kunne skrives mangfoldige prædikener over. Hvert af de fire vers indledes med en beskrivelse af henholdsvis ”Guds nåde”, ”Guds rige”, ”Guds øje” og ”Guds kærlighed”. Alle med overraskende billeder fra det helt nære og trygge til det store og mægtige, som kalder på undren og åbner nye perspektiver. Det mest konkrete billede er det første, ”Guds nåde er en vintergæk”. Ja, billedet er faktisk så konkret, at man straks tænker metaforisk. Ifølge den Store Danske Encyklopædi er en metafor en ”overføring af ord eller udtryk fra deres normale anvendelse til en sammenhæng, der fremkalder ny, billedlig betydning.” Den overraskende sammenstilling af Guds nåde og vintergækken fremkalder uvilkårligt nye billedlige betydninger, idet man ganske naturligt begynder at tænke over, hvad vintergækken mon egentlig repræsenterer. En oplagt intertekstuel reference, som kan spille med i disse overvejelser er ”En rose så jeg skyde”. Ligesom Grotrian beskriver Guds nåde som en blomst, der vokser op i vinterens kulde, skyder rosen i den kendte julesalme også op af den frosne jord midt i den kolde og mørke vinter. Rosen i julesalmen er som bekendt et billede på Kristus selv, og sådan kan den indledende verselinje i Grotrians salme også læses. Men den kan også forstås på en anden og mere konkret måde. Simon Grotrian sagde selv om fortolkere af hans salmer, at de ofte ikke kunne se skoven for bare træer, og at der derfor ofte gik ”fortolker-Holger” i den. For det kunne jo også være, at betydningen af ordene er meget mere ligefrem. At Guds nåde faktisk er en helt konkret vintergæk, som skyder op af den frosthårde jord med sin hvidgrønne krone. Så handler det ikke om, hvad den overraskende sammenstilling egentlig betyder, hvad vintergækken egentlig er et billede på. Det overraskende i sammenstillingen ligger derimod i at skulle se vintergækken i sin have eller i vejgrøften med helt nye øjne. Nemlig som en nådeshandling fra Gud. Som et konkret udtryk for Guds nåde, der oplader sindet og varsler lysere tider på en kold og mørk vinterdag. Merbetydningen ligger med andre ord ikke bag, men i vintergækken selv. I alt det, den rummer med dens ligefremme nærvær og ukuelige livskraft. Vintergækken er bare en vintergæk og netop derfor et enkelt og stærkt udtryk for den nåde, som hele skaberværket er. At kunne se dette, er at kunne se verden med troens øjne. Og at synge eller læse Grotrians salmer kan betragtes som en livslang øvelse i at se med dette blik. En øvelse i oprigtigt og helhjertet at kunne synge ”Guds nåde er en vintergæk” uden at behøve at tænke på andet end en enkelt vintergæk. Næste verselinje, som lyder ”den er din fostergave”, kan ligeledes forstås konkret. Blomsten på en vintergæk kan, som professor emeritus Kirsten Nielsen har gjort opmærksom på, vække associationer til en fosterhinde.[1] Og vintergækken er som hele skaberværket en ganske konkret gave, som er givet os fra undfangelsens øjeblik og som fortsat skænkes os for intet.

Simons Grotrians salmer betragtes ofte som svære at forstå, fordi de virker indviklede og komplicerede. Men det forholder sig oftest omvendt. Nemlig at grunden til, de kan være svære at forstå, er, at de er så enkle og ligefremme og beskriver verden med et blik, som vi har aflagt os for længe siden. Jeg præsenterede engang en anden af Grotrians salmer for en 3. klasse og spurgte dem om, hvad det mon kunne betyde, når han skrev, at ”Guds himmel er en redningsvest”. Mange hænder røg i vejret og den første, jeg udpegede, udbrød: ”Det er da klart, den er fyldt med luft!” Guds himmel er en redningsvest fyldt med oppebærende luft. Så enkelt og meningsfuldt. I hvert fald for et barn.

I det første vers ser vi, at salmen er en fastesalme: ”med fastetidens bøn / blir Jorden atter grøn”, som varslet af den trodsige vintergæk. Vinteren kan både være årstiden og en indre sindsstemning: ”og er du ved at dø af skræk.” En lammende tilstand, hvor angsten oversvømmer en, og man ligesom salmisten må råbe: ”Frels mig, Gud, for vandet når mig til halsen, jeg er sunket i bundløst dynd og kan ikke få fodfæste. Jeg er kommet ud på det dybe vand, strømmen skyller sammen over mig.” Nødråbet i Salme 69 afsluttes dog med en lovprisning og tak til Gud for at blive bønhørt. På samme måde afslutter Grotrian første vers med erfaringen af Guds nærvær midt i hjertets vintermørke. For netop hér er Han nær med nådens vintergæk, så man midt i ensomheden ”besejres… af mod” i erfaringen af troens tosomhed.

Det andet vers omhandler Guds rige, der indledningsvis beskrives som en ”ammesø der spejler himlens fugle”. Man kan fornemme bjergprædikenen klinge med i de første to vers’ beskrivelser af havens vintergæk og himlens fugle. Men hvad er en ”ammesø”, som Guds rige sammenlignes med? Her støder vi på endnu en af Grotrians sproglige nyskabelser, som – meget bevidst – skaber en række associationer uden at lægge sig fast på én bestemt betydning. Billedet rummer tanken om overflod, ligesom en amme, der har mælk nok til et andet barn end sit eget. Og mon ikke Simon Grotrian her med et glimt i øjet spiller på ordet ”ammesøer”, som er søer, der tager sig af grise fra andre søer, som ikke har overskuddet til at tage sig af alle sine egne grise. Efter dette skæve grotrianske billede kommer et nyt: ”Guds rige er en englekø / om denne skøre kugle.” Vores verden er netop skør i begge betydninger, utrolig og forunderlig samt meget skrøbelig, som vi til fulde erfarer i disse år. I første vers hørte vi om, hvordan man selv i ensomheden kan erfare et fællesskab i troen. Nu hører vi også om et andet fællesskab ud over troens vertikale, nemlig om det horisontale fællesskab. Dér hvor vi uanset klasse og baggrund, ”i hytte og i borg” som det grundtvigsk formuleres, deler livsvilkår med hinanden. Dér hvor vi alle i større eller mindre grad kender til nattesorgen: ”og flere end du selv / har grædt i dette skælv.” For hver eneste af os, der er gået i stå i vintermørket, gælder håbene, der kan massere fastfrosne hjerter og kroppe tilbage til livet og livsglæden igen.

De sproglige nyskabelser fortsætter i vers tre, som indledes: ”Guds øje er en tordensol.” Selvom næste verselinje bedyrer, at tordensolen skinner for at gavne, så ligger der også noget potentielt truende i billedet. Man kommer uvægerligt til at tænke på religionshistorikeren Rudolf Ottos begreb om det numinøse, hvor guddomsmagtens nærvær beskrives som et på én gang fascinerende og ærefrygtindgydende mysterium. At blive oplyst af Guds blik er også at blive gennemlyst og gennemskuet, og hvem kan holde til dette lys! En anden reference kunne være H.C. Andersens eventyr ”Boghveden”, som Simon Grotrian satte stor pris på. Heri beskrives det, hvordan man i lynet kan se ind i Guds himmel, men at det syn er farligt og kan gøre selv mennesker blinde. Den stolte og overmodige boghvede på marken vil dog ikke bøje sit hoved og lukke sig sammen som de andre blomster og træer. Den vil derimod se direkte ind i Guds himmel, når lynet kommer. Og da det endelig sker, og det var ”som hele verden stod i ildslue”, blev boghveden naturligvis brændt kulsort. Når Grotrian skriver, at tordensolens tvetydige lys skinner for at gavne, tænker han ganske givet på, at Gud ønsker at retlede os mod det gode menneskeliv med både lovens og evangeliets virkemidler. Guds retfærdige lovbud er en slags færdselsregler for vores liv med hinanden, som står og blinker med advarselsskilte, når vi bliver for hovmodige eller glemmer at tænke på næstens ve og vel. Dette lys står heldigvis ikke alene, da vi også har nådens lys, som første vers omhandler. Men nådens lys er netop ikke kommet for at ophæve loven, men for at stadfæste den. Evangeliet giver loven ret, når den igen og igen påpeger vores overtrædelser af livets gudgivne færdselsregler. Ellers var evangeliets budskab om tilgivelse netop overflødigt! At lovens Gud også er evangeliets vidner de næste verselinjer om: ”Guds øje er en samlepol / for døbefontens navne.” Navnene nævnt i dåben glemmes aldrig, men står samlede hos Gud, for hans blik, hvor de igen engang endeligt skal forsamles. De næste verselinjer lyder som en genklang af Grundtvigs påskesalme ”Tag det sorte kors fra graven”: ”med smertens briller ser / du englene, der ler / så tænd dit morgensmil / og glem den skarpe pil / der mangler noget mere.” Hos Grundtvig lyder det i vers tre: ”Se Marie Magdalene! / Hænder nys hun vred i gru / sukked, til at røre stene: / Hvor, ak, hvor er Herren nu? / Se, af øjets tåreflod / morgensolen mildt opstod. / I den grav, hvor han har hvilet, / hun har fundet englesmilet.” Morgensmilet er påskemorgens englelatter, der vidner om ”noget mere” end dødens skarpe pil. Men morgensmilet er stadig et smil på trods, med smertens briller igennem tårer her øst for paradis.

Salmens sidste vers omhandler Guds kærlighed. En kærlighed, der ”er skænket dig på begge hemisfærer.” Hemisfærer betyder ”halvkugle” og kan både betegne jordens to halvdele og de to halvdele af menneskets hjerne. Hermed understreges gudskærlighedens altomfattende karakter. Den er universel, er skænket til hele jordens befolkning, og den er skænket til mennesket i både sproglig og visuel form. Den universelle karakter af Guds kærlighed betones også i næste verselinje med ordene: ”den ryddede en alfarvej.” En alfarvej er et gammelt ord for en hovedvej, der måtte benyttes af alle i modsætning til konge- og hærveje, som var for de privilegerede få. At finde og følge denne hovedvej må vi lære af Jesusbarnet, som åbenbarede en altfavnende kærlighed, der gennembryder vores menneskelige grænsedragninger. Jesus er kærlighedens læremester, der viser os en guddommelig kærlighed, som bliver ved også ”dér, hvor foden gled.” En kærlighed som også kalder på vores efterfølgelse. På at vi tager stafetten op og bærer den videre til en fremmed ven. At have Jesus som læremester er nemlig at lære at gå ind i en kærlighedsøkonomi, hvor der øses af et uindhenteligt overskud. Guds kærlighed er ikke en afgrænset størrelse, som vi må nøjes med at beholde for os selv eller videregive i afmålte doser. Vi skal, som Luther skriver, derimod være ”små kristuser” for hinanden, som øser af det overskud, vi i troens forening med Jesus Kristus har fået del i. For først hér – i modtagelsen og videregivelsen – fuldbyrdes gudskærligheden. Den sidste verselinje i hvert af de fire vers, som alle rimer på hinanden, vidner netop om troens mange dimensioner. Fra fællesskabet med Gud, åbenbaret i Kristus (”ene er vi flere”) over troens levendegørende håb (”lad håbene massere”), som peger ud over denne verdens sorg og forgængelighed (”der mangler noget mere”) til troens kald på efterfølgelse i overdragelsen af kærlighedsstafetten (”lad hænderne passere”).

[1] Nielsen, Kirsten (2007), Der flammer en ild. Gudsbilleder i nyere danske salmer, Aros Forlag, 277.