“Her står jeg og undrer mig over min forårssyren” (af Kirsten Nielsen)
[I anledning af Lars Busk Sørensens død, d. 13. september 2023, genudgiver vi nedenstående klumme, som Kirsten Nielsen skrev i januar 2021 i andledning af en nyudgivelse af Busk Sørensen.]
Citatet er hentet fra en ny salme af Lars Busk Sørensen, der netop har udgivet 12 nye salmer på forlaget Dansk Sang.
Udgivelsen består af et kort forord, hvor Busk Sørensen kalder sine salmer for ”eksistenssalmer”. Mange af dem begynder med ”en undren over skabelsen og glider derfra over i evangeliet om Kristus som frelser og livsfornyer og Helligånden som vores daglige læremester.” Busk Sørensen understreger tanken om mennesket som skabt i Guds billede, og det tolker han sådan, at vi er skabt til at have ansvar for den vedvarende skabelse. Derfor skal vi ikke synge om os selv, som om vi var Guds småbørn. Vi er tværtimod voksne børn, der har fået livet ikke blot som en gave, men som en opgave. Derfor kommer mange af hans tekster også ind på ”vores aktuelle bekymringer for miljøet”. Lars Busk Sørensen gør afslutningsvis opmærksom på, at han skriver sine salmer for at give menigheden stemme til at ”reflektere over evangeliet”. Han har derfor forsøgt at undgå ”for megen teologisk belastning”.
Ud over forordet indeholder salmesamlingen også Busk Sørensens egne kommentarer til de enkelte salmer. På den måde får vi et klart indtryk af, hvad han vil med netop denne salme, og undertiden også hvad det var, der inspirerede ham til at skrive den. Hvis man som jeg er vokset op med Nykritikkens dogme om, at man bør se bort fra alt andet end teksten selv, og de postmoderne teorier, der lægger al betydningsdannelse over til os læsere, er det dejligt at møde en forfatter, der står frem med sine synspunkter og lader dem være et vigtigt bidrag til forståelsen af hans salmer. For naturligvis har en forfatter en intention med det, han eller hun skriver, og den er ikke ligegyldig. Vi skal blot huske, at den ikke er tekstens grænse. At vi får forfatterintentionen præsenteret, hindrer ikke os læsere i at få øje på noget, som forfatteren måske ikke selv har tænkt på. Sådan er det med al god poesi, teksten er større end den enkelte læsers læsning, også større end forfatterens egen læsning. Og sådan må det også være med salmer, som skal bruges igen og igen af mange forskellige mennesker i vidt forskellige situationer.
En grundstemning i Lars Busk Sørensens salmer er en dyb undren over skaberværket fra rummets uendelighed til de mindste cellers forunderlige verden. Denne undren får Busk Sørensen til at tale, ikke om den skjulte Gud, men om den nødvendige Gud. For vi må have en at sige tak til og til at lovprise.
Et hovedord i al Busk Sørensens salmedigtning er ordet kærlighed (se nærmere i min artikel på Salmer.dk: ”Lars Busk Sørensen – lyriker og salmedigter”). Gud har skabt verden i sin kærlighed; men Guds kærlighed indebærer også en opgave for os. Busk Sørensen kalder det for sin ”mageløse opdagelse”, da han forstod, at Guds kærlighed kommer til os gennem andre mennesker. Det var, hvad han skrev om allerede i sin første salme (tænk, at en salmedigter får sin allerførste salme med i en autoriseret salmebog!), hvor det hedder: ”Synker du til bunds i sorgen, / rejser Gud dig op i morgen / ved din næstes milde hånd” (DDS 370,5).
Busk Sørensen skriver om glæden ved at Gud blev menneske i Kristus: ”da du trådte ind i tiden, / blev vor jord en anden jord…”, og om Helligånden, som kommer til os på duevinger. I salmen ”Helligånd på duevinger” lyder sidste strofe:
Og hvor du med freden daler,
vågner mennesker og taler
kærlighedens verdenssprog.
Salmen er skrevet som et lejlighedsdigt i anledning af en gudstjeneste pinsedag, hvor man i en østjysk kirke ønskede at slutte pinsedagens højmesse af med at sende en flok duer til himmels med pinsebudskabet. Busk Sørensen blev i den anledning bedt om at skrive en salme og valgte at bruge det kendte Helligåndssymbol, duen. Og ved at slutte med ordene ”kærlighedens verdenssprog” fik han også inddraget det sprogunder, der skete den første pinsedag, og det under, det stadig er, at kærlighedens sprog ”kan tales på både dansk og engelsk og arabisk”, som han skriver i sin kommentar til salmen.
Busk Sørensen nævnte i forordet, at han ville undgå ”for megen teologisk belastning”; men det betyder ikke, at salmerne mangler teologi. Salmerne er skrevet til den treenige Gud, og de beskæftiger sig med centrale teologiske emner som gudbilledlighed, ansvar, næstekærlighed og tillidsfuld tro. De er skrevet lige ind i vores liv med dets angst og bekymringer og med budskabet om, at ”det er nødvendigt, at nogen tror på fred og kærlighed. For hvis der ikke var mere kærlighed i menneskelivet end angst og had, så kunne det ikke længere bestå”.
Det er nødvendigt nu,
hvor verdens angst og gru
så ofte rammer os i blinde,
nødvendigt nogen tror,
at fredens lilje gror
og kærlighedens tid er inde.
Kirsten Nielsen