Himlenes Herre (af Hanne Kragh Pahuus)

Salme 19 i Det gamle Testamente, hvis første linje lyder Himlen fortæller om Guds herlighed,er en takkesalme. Grundtvig har i 1837 gendigtet salmen, og nu lyder første linje Himlene, Herre, fortælle din ære. (DDS 392). Igennem hele denne salme findes en lovprisning af og en tak til Gud. Lyset spiller en fremtrædende rolle i salmen, hvilket understøttes af Pontoppidans melodi fra 1740. Hans melodi er i en lys dur, og der er ligefrem en dansende takt i melodien. Lysfænomenerne, den blå himmelhvælving, solen, månen og stjernerne prises som Guds skaberværk, og lysfænomenerne knyttes sammen med den oplysning, som lyder i kirken og med det ord, som bringer oplysning og trøst.

”Ren som et guld er den lov, du har givet”, står der i 6. vers. Også guldet skinner.

Den lov, som er givet, må være det dobbelte bud om kærlighed til Gud og næsten. Det er kærlighedens lov, som Jesus Kristus vidner om, og som oplyser vankundige og gør dem til vismænd. Ordet vankundig kommer af det norrøne ord vankunnigr, hvoraf det sidste led er afledt af gammeldansk kund ‘(be)kendt, åbenlys’. Vankundig betyder altså uvidende eller uoplyst, men her i salmen synger vi, at de vankundige ved kærlighedens lov bliver vise, oplyste og seende.

Det er med kærlighedens blik på verden, på ens medmennesker og en selv, at man kan skelne det sande fra det overfladiske. Ved et overfladisk kendskab til et menneske, kan vi være hildet i fordomme, men lærer vi et menneske at kende på en dybere måde, og kommer vi til at se på det med den visdom, som skænkes os, træder han eller hun frem for os på en mere sand måde.

I en artikel i Kristeligt Dagblad fra 30. maj 2003 skriver Erik A. Nielsen, at salmen generelt set er et ekstatisk fænomen. Han skriver : ”Ekstatisk er salmen, fordi den klinger i det størst tænkelige ekkorum, hvor den troende modtager Guds tiltale og selv svarer ved at træde syngende frem for sin skaber”. At salmen er ekstatisk betyder ikke, at vi kommer i ekstase ved at synge den. Ordet ekstase stammer fra det græske ord ekstasis, og udsagnsordets grundbetydning er her at træde ud af. Ved at synge med på salmen Himlene, Herre træder man ud af sig selv og henvender sig til Gud, men samtidig kan man erfare at komme til sig selv. Man er på samme tid hjemme hos sig selv og selvforglemmende vendt ud mod verden med taknemmelighedens blik på den.

Erik A. Nielsen skriver også i den nævnte artikel, at salmen skal forstås som et slags offer, ikke som et offer, der skal forsone Gud, men som et takkeoffer, som en glædeshandling over vores frelse ved Jesus Kristus. Salmen er med andre ord et svar på den nåde, vi får skænket gennem forkyndelsen i kirken.

Vi svarer på en tiltale ved at synge en salme. Her vil jeg henvise til sociologen Hartmut Rosa. Han skriver blandt andet i bogen Resonans. En sociologi om forholdet til verden, at vi kan opleve det, som om intet kalder på os. Hvis vi bliver overbebyrdet af de mange krav, som stilles til os i det moderne liv, kan vi opleve verden som stum og fremmed. Er man deprimeret og ligefrem udbrændt, er der intet, som siger én noget. Vi føler os ikke kaldt på og svarer ikke med os selv på noget. I forbindelse med det at synge kender jeg til, at det er svært at synge med på en sang eller en salme, hvis jeg er lidt tungsindig; men prøver jeg at synge med f.eks. på Himlene, Herre, kan jeg blive kaldt ud af mig selv og indesluttetheden og med taknemmelighed svare på det kald, som lyder i evangeliet.

Når Rosa beskriver det gode liv, bruger han – som det er mange bekendt– ordet resonans. Det betyder ifølge ham ikke genklang, men snarere respons. Vi kan, skriver han, føle os kaldt på af nogen og noget udefra. Vi kan blive kaldt på af Gud, af naturen, af andre mennesker, og vi kan selv svare på dette kald. Når vi synger med på en salme som Himlene, Herre, kan vi erfare det som et svar på en kalden. Vi svarer og takker for det, som skænkes os, og dermed kan glæde og taknemmelighed bryde særligt tydeligt frem. Salmens tekst og den lyse dansende melodi hjælper den syngende til såvel i sind som i krop at mærke og finde udtryk for en dyb taknemmelighed over den tilgivelse og det livsmod, som vi får skænket.

Af pastor emerita Hanne Kragh Pahuus