I al sin glans (af Else Marie Wiberg Pedersen)

I al sin glans nu stråler solen,
livslyset over nådestolen,
nu kom vor pinseliljetid,
nu har vi sommer skær og blid,
nu spår os mer end englerøst
i Jesu navn en gylden høst.

Man opløftes til paradisiske højder, når man synger Grundtvigs jublende og sanselige pinsesalme, ”I al sin glans nu stråler solen”. Det repetitive ”nu” i åbningsstrofen slår tonen an, at nu vil alt blive godt. Lad os håbe, at det bliver muligt at synge salmen af karsken bælg denne pinse trods Covid 19’s negative effekt på vores livsudfoldelse. Lad os håbe, at det vil ånde ”himmelsk over støvet” (strofe 3), og at vi sammen kan prise ”menneskets forsoner” i en takkesang. Lad os håbe, at alle vore tungemål trods klimakrise kan mødes i lovprisning af den Gud, der skaber liv qua Skaber, frelser til nyt liv qua den inkarnerede og opstandne Kristus og opretholder liv qua den livgivende Ånd– både i lovsang og i fællesskabet omkring nadverbordet med dets tak for livets gaver i kærlighedens fællesskab og for den, der skænkede sig selv for vort liv.

Hvert forår længes vi efter lysets og livets opstandelse, men denne pinse, 2021, længes vi ekstra meget efter at se skaberværket vise sin livsbejaende kraft. Solens stråler, livslysets nåderige Gud, de smukke og velduftende pinseliljer, sommerens varme og lange lyse dage og ”sommernattens korte svale” – ja, det er alt sammen som Guds stemme overdøver enhver englerøst og – i Jesu navn – lover os, at alt bliver godt efter en lang, streng vinter. Vi har næsten lige med Grundtvig besunget påskeblomsten, denne ”bondeblomst fra landsbyhave”, der varsler ”påske-morgenrøde”, dvs. den opstandne Kristus (og som også er den yndigste rose hos Th. Laub og Grundtvig selv), og ”nu” bydes vi på pinseliljen, på Helligåndens komme koblet sammen med den danske forsommer i al sin intensitet. Som årstidernes cirkulære bevægelse er kirkeårets, og det er igen, ”nu”, kirken bliver til.

Er man vokset op i Danmark med de 7000 km kyststrækning, de mange løvskove (iblandt dem fredsskove), tunneldalenes rislende bække og frodige engdrag (med mange fredede blomster), så kan man på sin krop mærke, hvad Grundtvig skriver om. Naturen bruges som billede på den levende Gud.

…det vifter hjemlig gennem løvet,
det lufter liflig under sky
fra paradis, opladt på ny,
og yndig risler ved vor fod
i engen bæk af livets flod.

Salmen er nemlig ikke naturlyrik, som Jørgen Kjærgaard så rigtigt påpeger i sit værk, Salmehåndbog. Derimod beskriver Grundtvig med ”erfaringerne fra dansk skærsommer som billeder på det paradisiske Himmerig og Helligåndens nærvær i sproget i form af ord som ”skær, blid, sødt, hjemligt, herlighed, Himmerig”…”både Jesu Kristi og hvert menneskes vej fra fødsel, barndom, voksenliv til salig evighed.” (s. 299). Grundtvig beskriver Helligåndens komme i en forbundethed af natur, menneskeliv og guddom – en kosmisk forbundethed af krop og ånd, der sanses helt ind i marven, mens overgangen mellem forår og sommer mætter alle sanser. Mens man synger salmen, sanser man lysets spil i bøgeskovenes bladmosaik, man dufter pinseliljerne, mærker solens varme og lys; og man ved, at ”den gyldne høst” er afhængig af en treenig gavmildhed. Man ved, at livet er sprængfyldt af Helligånd, og at man ikke selv kan andet end modtage alt, og give hvad man kan.

Det volder alt den ånd, som daler,
det virker alt den ånd, som taler
ej af sig selv, men os til trøst,
af kærlighed med sandheds røst,
i ordets navn, som her blev kød,
og fo’r til himmels, hvid og rød!

Skabelsesteologen, Grundtvig, var overbevist om, at menneskelivet i alle dets dimensioner og kulturelle manifestationer er udtryk for Guds skaberkraft, og han knyttede med salmetekster som denne den treenige Gud tæt sammen med skaberværket og sanseligheden. Ånden taler til os til trøst, mens det inkarnerede ord virker sin kærlighed også i himlen i kød og blod (hvid og rød). Alligevel mødte salmen modstand. Da de dansktalende sydslesvigere i 1880’erne ville have salmen med i deres salmebog, blev sætningen om Ordet, der for til himmels ”rød og hvid” opfattet som omgåelse af forbuddet mod at bruge det danske flag og de danske farver. I samme periode undgik de skandinaviske lutheranere af puritansk islæt, som var immigreret til USA, at medtage Grundtvigs salmer i deres nye engelsksprogede salmebog. For dem var Grundtvigs salmer alt for jordbundne og kultur-reflekterende, og de anså ham for en kætter, der ødelagde lutherdommen. Men heldigvis overstråler Grundtvigs Gud i al sin glans alle slags smålige begrænsninger. Det er pinseliljetid!

Else Marie Wiberg Pedersen