Konfirmationsgudstjenesten – går det an med nye salmer? (Ole Bjerglund Thomsen)

I mødet med ældre kolleger fik jeg i begyndelsen af min præstetid fornemmelsen af, at der herskede det dogme à la: ”Det er fint at synge nyt med konfirmanderne. Men ved selve konfirmationen bør man synge kernesalmer”. Det er mit klare indtryk, at dette dogme er på retur – og det glæder mig. Selv foretrækker jeg at lade mindst halvdelen af salmerne være nye. Inden jeg bliver mistænkt for at kaste vrag på traditionen, skal jeg skynde mig at sige, at jeg fastholder to til tre velkendte salmer i en konfirmationsgudstjeneste.

Lad mig give et par begrundelser for at synge nyt.

1. Det er konfirmandernes dag, og konfirmanderne foretrækker langt overvejende nye salmer. Forud for konfirmationen plejer jeg at lave en salmemarathon, hvor organisten deltager, og hvor konfirmanderne synger og kan give point til hver af de salmer, de har sunget i løbet af året. Kun ”I østen stiger solen op” har en chance for at få point, så den kan matche de nye salmer. For at bringe ligevægt i nyt og gammelt, bliver præsten nødt til at have vetoret til at stemme et par klassikere ind i vinderfeltet.

2. De nye salmer taler i høj grad til konfirmationsmenigheden. Hvert år får vi masser af respons, som f.eks. lyder: ”Hvor var det rart at synge noget, som jeg forstod”. ”Sådan noget fik vi ikke lov at synge, da vi blev konfirmeret”. Eller den pudsige, som vi andre fristes til at smile ad: ”Jeg kunne godt lide den med linedanseren og næstekærligheden. Det var som om, de gav mening”. Men vi skal være varsomme med vores smil. Bemærkningen afslører jo netop, at mennesker, der kun begivenhedsvist kommer i kirken, kan have svært ved at afkode meningen i salmer, der har et svært gennemtrængeligt sprog og billedunivers. Det må vi tage alvorligt.

3. De fleste nyere salmer har nyere melodier, som kulturelt set er mindre fremmedgørende end gamle melodier. Dertil kommer, at en vekslen i tonesproget og gerne også vekslen mellem orgel- og klaverledsagelse skaber variation og dynamik i gudstjenesten.

4. Hvis vi tror på de nyere salmer, skal vi også give dem en chance for at blive sunget ind. Ved konfirmationerne har vi tusindvis af mennesker gennem kirken. Det er en enestående mulighed.

Ved selve konfirmationen gælder det om at anlægge en både naturligt insisterende og vejledende tilgang. Nogle tror, det er svært at synge noget, man ikke kender. Den vildfarelse må gelinde afmonteres. Jeg gør som følger: Når kirken er stopfyldt et kvarter før gudstjenestestart, tænder jeg min mikrofon og forklarer, at konfirmanderne har forberedt sig til dagen, dels ved at vælge salmer, de kan lide – heraf en del nyt –  og dels ved at øve på dem. For at alle kan synge med på det, konfirmanderne gerne vil synge, må hele kirken nu forberede sig og bruge 7 minutter på at øve to af de nye salmer. Derefter tager organist og kor over. Menigheden bliver sporet ind på det, der skal ske, og er helt ombord.

I forhold til det konkrete salmevalg kan der ske det, at der ud af konfirmandernes valg nærmest samler sig en kanon af nye salmer. Hos os hitter f.eks. ”Du skal elske din næste som dig selv”, ”Gå i mørket med lyset” og ”Se, hvilket menneske”. Og selvom præst og organist måske synes, at vi godt kan holde en pause fra ”Tak, Gud, for denne lyse morgen” og ”Linedanseren”, så opstår der massive krav og protester, hvis de ikke kommer med.

Uanset salmevalget, så er svaret: ”Ja, det går an med nye salmer”. Og det går ikke bare an, det er også en succes: Det bringer glæde, fest og engagement ind i konfirmationsgudstjenesten og får flere til at synge med på både nyt og gammelt.

God fornøjelse med salmevalget – og med konfirmationerne, når den tid kommer!