Krist stod op af døde (af Ove Paulsen)

Vore påskesalmer ligger lag på lag fra middelalderlige begyndelser op til nutiden. Det er en fornem samling, der er til rådighed, og det bliver det ved med at være, fra Den Danske Salmebog 2002 og videre i 100 salmer 2016 og Kirkesangbogen 2017. N.F.S. Grundtvig er nok temmelig dominerende i salmebogen, men variation og kvalitet blev ikke ringere, da digtningen omsider kom ud af hans skygge, tværtimod. Salmernes historiske lagdeling fortæller desuden god kirkehistorie mellem de mange facetter af jubel over opstandelsen.

Salmebogens påskeafsnit (Kristi opstandelse) begynder med den meget gamle, men endnu meget brugte, påskeleise Krist stod op af døde. Leiserne har navn efter deres oprindelige omkvæd, Kyrieleis eller Kyrioleis, en forkortelse af det sungne liturgiske led Kyrie eleison, en del af den latinske messe, som foregik på græsk. Leiserne var ikke tænkt som dele af messen, men som sange, der kunne synges på højtidsdage uden for kirken. Var de på folkesproget, kunne hele folket synge med.

Denne leise lyder i sin latinske original sådan: ”Resurrexit Christus, qui pro nobis paßus, in paßione cuius liberati sumus. Kyrieleis.” Her efter Hans Thomissøns salmebog (Den Danske Psalmebog) 1569. Altså: ”Kristus er opstanden, som led for os, i hvis lidelser vi er befriede.” En fin lille evangelisk vitaminpille fra den mørke, katolske og latinske middelalder. Det samme vers blev oversat til tysk i 1100-tallet og er aldrig blevet ændret. Det ser stadig sådan ud i Evangelisches Gesangbuch: ”Christ ist erstanden von der Marter alle; des solln wir alle froh sein, Christ will unser Trost sein. Kyrieleis.“ En ret fri oversættelse af det latinske forlæg. „Kristus er opstanden fra alle pinslerne, thi skal vi alle være glade, Kristus vil være vores trøst.”

Den ældst kendte danske gendigtning dukker op i Malmø-Tidesangbogen 1528, som anses for at være identisk med de 27 første salmer i Een ny handbog fra 1529, trykt hos Ludwig Dietz i Rostock. Bogen, som Hans Thomissøn kalder ”den første Danske Psalmebog” er forsvundet, men de 27 salmer ligner i Een ny handbog en oprindelig enhed anbragt foran senere komponenter. Krist stod op af døde er den sidste af de 27. Teksten er: ”CHrist stod op aff døde / Frelste all werden aff nøde / Thÿ maa wÿ alle glade wære / oc siunge Christ loff med heder oc ære Kyrioley.” Igen forholder teksten sig ganske frit til det, vi har set tidligere. ”Kristus stod op af døde / frelste alverden af nød / thi skal vi alle være glade / og lovsynge Kristus med hæder og ære.” Umiddelbart før den enkeltversede leise står CHristus Jesus for oss offrid, den danske gendigtning af den latinske påskesekvens Victimæ paschali laudes. Rækkefølge og placering antyder, at de har været brugt sammen allerede i 1528.

Sekvensen (af latin sequentia: det, der følger efter) var det sidste af de sungne led mellem epistel- og evangelielæsningen og havde sin oprindelse i leddet Hallelujas jublende afslutning, men havde fået egne tekster. Påskesekvensen er en samtale med Maria Magdalene om hendes oplevelser ved Kristi grav, jfr. Salmebogens nr. 219.

På denne tid fik den tyske gendigtning tillagt et par vers. I Danmark holdt man fast ved det ene vers i over 100 år. Først i Vdkaarne Psalmer 1642 kom en gendigtning af de to nye vers med. Hvorfor ventede man med udvidelsen? Måske fordi Krist stod op af døde allerede var en fast del af påskeliturgien i 1520’erne, og en udvidelse var liturgisk set overflødig.

Salmerne kom helt enkelt ind i gudstjenesten ved at erstatte de sungne led i den latinske messe. De blev til Introitus, Kyrie (eleison), Gloria, Halleluja, Sekvens, Credo, Communio og den danske specialitet, farvelsangen, Pro exitu. Desuden byggedes der sungne led op omkring prædikenen, der fik vers før og efter til højtiderne og en hel salme som overgang mellem prædiken og nadver. Sekvenser nævnes først i Malmømessen 1535, men så netop med noget, der kan være af interesse i denne sammenhæng: ”Oc Sequentia naar Paaske er”. Kirkeordinansen siger 1537 på latin, at alle sekvenser skal afskaffes undtagen til jul, påske og pinse, og foreskriver så fra påskedag til pinse den latinske påskesekvens med sin sang på vulgærsproget (“cum suo vulgari cantico”). 1539 hedder det på dansk: “Fra Paaske oc ind til Pindzdag Victime Paschali laudes, med sin danske Christ stod op aff døde.”

I Nürnberg havde man eksperimenteret med lutherske gudstjenester på modersmålet siden 1522. På grund af gerningsretfærdighedens bortfald blev det i første omgang noget tungt med tekstlæsninger, syndsbekendelse og alenlange bønner om nåde. 1524 havde Martin Luther og hans venner lanceret det, vi kalder salmer, og denne ingrediens på de sungne leds plads skabte den rette messe i Nürnberg. Luther fulgte efter med Deudsche Messe i 1526, Hamburg fik sin salmeliturgi i 1528 og Malmø året efter, men snart blæste der andre vinde fra Wittenberg. Udsigten til en form for anerkendelse på rigsdagen i Augsburg 1530 gjorde det vigtigt ikke at blive slået i hartkorn med de reformerte. Derfor vendte man i stort omfang tilbage til latinen som gudstjenestesprog. Dette kan i høj grad mærkes på Kirkeordinansen, så når Krist stod op af døde nævnes som en del af påskesekvensen, kan det kun betyde, at den allerede var indarbejdet på det sted.

Det ser voldsomt ud, at latinen kommer så stærkt tilbage, men både Hans Thomissøns salmebog 1569 og Niels Jesperssøns graduale (GRADVAL. En Almindelig Sangbog) 1573 er mere danske. Der er latinske tekster hos Hans Thomissøn, og de højhellige dage har latinske messer hos Niels Jesperssøn, men i øvrigt foregår messen hos ham på dansk med mulighed for latinsk Introitus og Halleluja, og Hans Thomissøns vejledning Om den Danske Euangeliske Messe er stort set rent dansk. Således også Krist stod op af døde indlejret i den danske påskesekvens.

Hans Thomissøn har strammet verset lidt op: “Christ stod op aff døde / oc frelste oss alle aff nøde / Thi ville wi alle være glad / oc loffue vor Herre i allen stad / Kyrieleis.” Denne ordlyd blev bevaret indtil 1800-tallet. I Niels Jesperssøns system fik verset nye funktioner. Det skulle synges før og efter prædikenen i påsketiden. 

De to ekstra vers fra 1642 havde denne ordlyd: ”Var hand icke opstanden / Al Verden var forgangen Men efter hand opstanden er / Saa lofve vi Gud vor HErre kier. ”// ”Haleluja / Haleluja / Haleluja / Thi ville vi alle glade være /Og siunge Christo Lof med Hæder og Ære / Kyrie-eleis.” Her efter Kingos Graduale (Gradual / En Ny Almindelig Kirke-Salmebog (!)) 1699.

Kirkeordinansen blev afløst af Kirkeritualet 1685. Efter trediveårskrigen var der ikke nogen pave eller kejser, der kunne true os. Latinen forsvandt helt fra gudstjenesten, og vi var i en periode med megen interesse for dansk sprog og dansk digtning. Krist stod op af døde og den danske påskesekvens beholdt deres plads i det ny system 1699. Ligeså højtidsversene. Guldbergs salmebog (Psalme-Bog eller En Samling af gamle og nye Psalmer) 1778 vragede både sekvens og vers og indsatte som påskesekvens Guds Velbehag, Grundløse Kierlighed! og som højtidsvers Han er opstanden, store Bud. Begge af Birgitte Boye. Evangelisk-kristelig Psalmebog 1798 havde ikke salmer som liturgiske led.

Grundtvig arbejdede med en fornyelse af salmen i 30 år. I 1845 landede han på præcis den ordlyd, vi kender, hvor omkvædet til erstatning for leisens Kyrieleis er hentet fra englesangen julenat: ”Ære være Gud i det høje”, også kaldet Gloria, identisk med det liturgiske led af samme navn, hvorved det bygger bro mellem de liturgiske led Sekvens og Gloria, og mellem jul og påske. Hans tre forskellige andenlinjer fortæller sammen med den fælles førstelinje hele påskeevangeliet.

Krist stod op af døde i påske-morgenrøde!
Krist stod op af døde, afsonet er vor brøde!
Krist stod op af døde, i Himlen vi ham møde!

Hallelujaverset er konstrueret efter det oprindelige tredjevers og føjet til i Den Danske Salmebog 1953.

Ove Paulsen