Lad os alle bede (af Hanne Jul Jakobsen)

[Denne klumme er fra 2022, men for at give Store bededag den opmærksomhed, den fortjener i afskedens stund, bringer vi klummen igen i år – red.]

I maj fejrer vi Store bededag. Det en anledning til, ikke alene at tematisere bønnen i prædikenen, men også give særlig plads til bøn i salmevalg og liturgi. Der bliver i disse år skrevet og udgivet mange bønner. Nogle til liturgisk brug, andre til personligt brug og andre igen som salmer. Her ser vi nærmere på nogle af de bønner og bønssalmer, der er inspireret af den gammeltestamentlige salme 130, som er en af læsningerne til Store bededag.

Salme 130
”Fra det dybe råber jeg til dig, Herre.”, sådan begynder Salme 130 og placerer altså som det første mennesket i en krisesituation. Her tænkes der på at mennesket er fanget i skyld, men det kunne også være et udtryk for sorg, ensomhed eller manglende livsmod. Det menneske der beder til Gud, er i krise, og i sin desperation, råber og trygler han Gud om hjælp og tilgivelse.

Jeg kommer i min dybe nød
I Iben Krogsdals salme:  ”Jeg kommer i min dybe nød”, der er en gendigtning af Luthers “Af dybsens nød” og skrevet over Salme 130, udfoldes den eksistentielle nød og ensomhed for det moderne menneske. Bønnen er skrevet i jegform, og udgangspunktet er, at livet lige nu og her, er uudholdeligt og svært: ”jeg føler jeg er fuld af død/og frygt der bliver værre”, lyder det i første vers, og senere: ”når jeg slukker i mig selv/og mister glædens stemme/og når jeg bærer hjemløs gæld/i angst jeg selv skal tæmme.” Det er ensomhedens og mørkets stemme. Der bliver sat ord på, hvordan det føles at være i dyb nød og udsat for egne domme.

Du som er i det høje
Lisbeth Smedegaard Andersens ”Du som er i det høje”, har en anderledes tillidsfuld tone. Denne salme er også skrevet i jegform. Gud er i det høje, og jeget kalder på Gud fra det dybe. Det er ikke et råb eller en tryglen i angst og desperation, men en tillidsfuld kalden på Gud om at skænke os alt det, vi kan længes efter, når vi er tungsindige: nemlig glæde, lys og fred.

Gudstjenestens Bønner I
I Gudstjenestens Bønner I (Aros Forlag 2012), skriver Kirsten Jørgensen i sin indledende kollekt til Store bededag, også med udgangspunkt i et menneskes i nød: ”Vi søger dig når natten er lang/og angsten er dyb som mørket”. Her bliver det menneskelige dyb, i lighed med Krogsdal, til et mørke og en grundangst, men bønnen er ikke en klage eller et råb om hjælp. Det er nærmere en famlen og en søgen: ”Vi søger dig (…). Vi ved ikke altid hvad vi skal bede om, men du giver os hvad vi behøver.”  Bønnen her er selvsagt skrevet i vi-form, for at den kan fungere som menighedens fælles bøn, og henvendelsen er mere prøvende end insisterende. Jørgensen tager afsæt i Salme 130 men bevæger sig let og ligetil, over i dagens evangelietekst fra Matthæus, der indledes med den markante- og provokerende- påstand: ”Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer.” Hos Jørgensen ændres bydeform til bønnens håb, når hun skriver: ”Vi banker på himmerigets porte, og du lukker op for os.”, og det tydeliggøres, hvordan bønnen kan bruges til at åbne både evangeliet og håbets døre.
Elof Westergaards kollekt til Store bededag (fra samme bog) lader bønnen sige mere om Gud end om mennesket. Han tager ikke afsæt i hvor mennesket er, men i hvem Gud er. Når der står i Salme 130: ”Herre, hør mit råb/ lad dine ører lytte til min tryglen”, så bliver det hos Westergaard en henvendelse til Gud Fader, som himlens øre. Gud er den som lytter til, hvad vi beder om. Gud er også den der giver mennesket kræfter til at rejse sig fra det dybe: ”Hjælp os til at holde dine bud/ og giv vores fødder vinger/ så vi med lette trin/ rejser os fra det dybe / og følger dig.”, skriver Westergaard, og udtrykker poetisk, at bønnen både kan lette hjertet og sætte en retning for vores handlinger.

Brugte bønner
Selv har jeg skrevet BRUGTE BØNNER (Eksistensen 2022), som jeg kalder et væredygtigt redesign af Davids Salmer, fordi de netop ikke er genskrivninger. De er derimod vævet over et tema eller ord fra de gamle salmer, men tager udgangspunkt i mit eget liv og vores tid. Her har jeg med udgangspunkt i Salme 130,5-6: ”Jeg håber på Herren/min sjæl håber;/jeg venter på hans ord,/min sjæl venter på Herren”, skrevet om evighedshåbet: ”..lad os ikke dø/men leve videre i dig. Fjern vores frygt/ og alle bange anelser/og lad os flytte/ind i din fred.” Bønnen er skrevet som håb og trøst til dem der skal dø, og henvender sig til Gud, som den der bærer evighedens vilje og evne til at fjerne frygt og smerte.

Bøn som poetiske tilnærmelser og udtryk
Tidligere domprovst Rudolph Arendt skriver et sted, at Gud ikke har givet os bønnen for, at vi skal forsøge at ændre hans sindelag. Vi kan ikke gøre verden bedre gennem bønnen. Vi kan ikke ændre skæbnesvangre ting gennem bønnen. Med ved at bede kan vi overlade alt til Guds vilje. Det er ikke at få det, som vi vil have det, men det er at få det, som Gud vil have det. Det er også sådan jeg tænker om bønnen, at vi beder i tillid til at vores liv er i Guds hænder, og for, ved Guds hjælp at give slip på frygt og behov for kontrol.

Ligesom mange nyere salmer er mindre dogmatiske og mere optagede af menneskelige erfaringer, end de salmer der blev skrevet for et par hundrede år siden. Sådan er det også med de bønnebøger der bliver udgivet disse år. Det mest oplagte eksempel på den udvikling, er forskellen på alterbogens kollekter, som Luthers sekretær Viet Dietrich skrev i 1552, og nyere kollektsamlinger af f.eks. Holger Lissner – og ikke mindst Gudstjenestens Bønner, som jeg har nævnt her. Mange af de nyere bønner er ikke dogmatiske, men poetiske tilnærmelser af Gud og evigheden. Der anvendes billeder på Gud, som henter sin inspiration i de bibelske tekster, men i særdeleshed også i sansningen, erfaringen og naturen. Hvor Dietrichs bønner er præget, er en stærk syndsbevidsthed, så er nyere bønner langt mere alsidige i deres udtryk af det menneskelige sind og verdens situation. 

Gud i livets dybder
Hans Anker Jørgensen har skrevet en stærk lille salme, der er sært umoderne og befriende tidløs. Salmen har flere bibelske referencer, og også til Salme 130, som jeg har haft fokus på her. Han begynder med at placere Gud i livets dybder, og lader os synge om den inkarnerede Gud – der ikke er i det høje, men i det dybe, hos mennesket. Her ikke alene hører han os når vi beder, nej, han rører os når vi leder. Det er Gud som har et moderhjerte og i Kristus viser os, hvordan vi skal være hinandens brødre:

Gud i livets dybder,
hør os, når vi beder,
rør os, når vi leder,
lær os livets lov!

Svaret fra det dybe,
fra Guds moderhjerte,
fra Guds brodersmerte,
det er Jesu bud:

Elsk, som jeg har elsket,
vær hinandens hyrder,
bær hinandens byrder,
det er livets lov!

Hanne Jul Jakobsen, sognepræst i Møllevangskirken og forfatter til flere bønnebøger